Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 307 – 7. marts 2011 – side 13

En lektie om arbejdermagt og statsmagt

Pariserkommunen

Marie Jæger

Paris, 18. marts 1871. Efter et halvt års preussisk besættelse er nok blevet nok for den parisiske arbejderklasse. Nok sult, nok arbejdsløshed, nok krig, nok undertrykkelse.

Så for første gang i historien griber arbejderklassen magten og organiserer Paris under demokratisk arbejderkontrol. Her leverer Pariserkommunen samtidig en vigtig lære om klassekamp og arbejderdemokrati, som også i dag er særdeles relevant for revolutionære socialister.

De historiske betingelser har naturligvis på mange måder ændret sig i løbet af de sidste 140 år; det borgerlige demokrati er langt mere veletableret i den vestlige verden i dag, og vi har fagforeninger til at beskytte arbejdere mod kapitalismens værste konsekvenser.

Men oprøret i Paris 1871 viser alligevel et langt mere socialt retfærdigt alternativ og udstiller samtidig det borgerlige statsapparats systematiske undertrykkelse af arbejderklassen.

Siden 1789 havde både arbejdere og borgerskab udkæmpet en række borgerlige revolutioner, gjort op med enevælden og givet borgerskabet magten. Samtidig stod det klart for arbejderklassen, at borgerskabet ikke brugte sin nyvundne magt til at forsvare arbejderklassens interesser.

Tværtimod blev klassemodsætningen mellem borgerskab og arbejderklasse uddybet, efterhånden som borgerskabets profitjagt og udbytning af arbejderklassen fik friere tøjler, og industrialiseringen øgede antallet af industrielle arbejdere i byerne markant.

Preussisk besættelse og radikalisering i Paris

Den fransk-preussiske krig fra sommeren 1870 førte i september 1870 til preussisk besættelse af Paris. Fødevareforsyningerne til byen standsede, arbejdsløsheden steg yderligere, og store dele af den parisiske overklasse flygtede ud af byen.

Samtidig tillod den franske regering, at arbejderklassen trådte ind i hæren, der tidligere havde været forbeholdt middelklassen. Men nu var store dele af de franske tropper i preussernes varetægt, så regeringen så sig nødsaget til at bevæbne arbejderklassen.

De bevæbnede arbejdere begyndte nu at udvide demokratiet i hæren; ikke alene valgte de selv deres officerer, men organiserede også komiteer med centralkomiteen som den øverste administrerende myndighed.

Derudover begyndte pariserne at samles i teatre o.l. for at diskutere politik. Over 30 af disse såkaldte ”Røde klubber” mødtes dagligt igennem besættelsen og diskuterede alt fra socialisme til militærstrategi og prissættelse af fødevarer til behovet for en kommune. Fra disse Røde klubber udsprang en demokratisk organisering af de parisiske arbejdere med Kommunalrådet som det centralt administrerende organ.

Magten til arbejderne

Da den franske regering 18. marts 1871 efter Paris’ kapitulation forsøgte at afvæbne arbejderne, forsvarede pariserne deres våben, og den nationale regering flygtede til Versailles.
De efterfølgende to måneder brugte de parisiske arbejdere på at organisere en kommune med Kommunalrådet som den administrerende myndighed.

Således indførte man demokratiske valg ved besættelse af alle stillinger indenfor uddannelses-, retslige og administrative sektorer, hvor vælgerne i alle tilfælde havde magten til at trække de valgtes mandat tilbage.

Alle lige fra kommunalråd til fabriksarbejder fik samme løn, hvorved man sikrede, at ingen stræbte efter administrerende stillinger for egen vindings skyld.

Den franske statsmagt slår igen

Således havde man i Pariserkommunen afskaffet hele det statslige magtapparat og erstattet det med funktioner, der var under direkte arbejderkontrol.

Men uden for Paris havde den franske regering efterhånden med hjælp fra preussiske magthavere samlet en hær, der var loyal over for den franske statsmagt. Den 3. maj 1871 indtog de Paris for at knuse oprøret.

Pariserne forsvarede deres kommune i de otte blodigste dage i Pariserkommunens levetid, men 11. maj måtte Pariserkommunen erkende, at kontrarevolutionen havde sejret. Over 30.000 parisere var da blevet dræbt af den franske hær.

Staten

Massakren i Paris maj 1871 viser med alt tydelighed nødvendigheden af at gøre op med det statslige magtapparat i en revolutionær situation.

Statslige institutioner som militær, politi og retsvæsen har til formål at forsvare borgerskabets magt mod arbejderklassen og ville naturligvis ikke tillade arbejdernes magtovertagelse i Paris.

Havde de parisiske arbejdere forsøgt at indtage Versailles umiddelbart efter magtovertagelsen i Paris, hvor den franske hær stadig var svækket, havde de forsøgt at vende tilfangetagne nationale tropper til Pariserkommunens side frem for at løslade dem, havde chancerne for Pariserkommunens sejr sandsynligvis været større.

Netop derfor er det afgørende, at vi i dag kender til den revolutionslære, Pariserkommunen tilbyder os.

Flere artikler fra nr. 307

Flere numre fra 2011

Se flere artikler om emnet:
Frankrig før 1900
Pariserkommunen

Se flere artikler af forfatter:
Marie Jæger

Siden er vist 2098 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside