Socialistisk Arbejderavis
Nr. 309 – 19. maj 2011 – side 6
Det er mennesker, der laver revolutioner – ikke sociale medier
Dennis Strøm Petersen
Internettet er ofte blevet tildelt en ganske særlig og stor betydning for udviklingen af demokrati og frihed på verdensplan. I de seneste år har flere borgerlige medier ofte omtalt især de sociale medier, fx YouTube, Facebook og Twitter, som helt centrale i f.eks. den iranske opstand i 2009 og de arabiske revolutioner i år. Nogle gange kan man nærmest få det indtryk, at de folkelige opstande kun har kunnet finde sted ved hjælp af sociale medier.
Der er ingen tvivl om, at sociale medier, lige som alle andre værktøjer til kommunikation, kan bidrage til politisk mobilisering og debat. Men betydningen og anvendeligheden af dem bliver ofte stærkt overdrevet. Ikke mindst, når nogle medier og debattører bruger ord som Facebook-revolution og Twitter-opstand om store folkelige bevægelser og kampe, der først og fremmest organiseres og udspiller sig på gaden, arbejdspladser og uddannelsessteder.
Sociale medier er, i kombination med andre værktøjer, en stor hjælp i forhold til at mobilisere deltagere til planlagte politiske aktiviteter – hvad enten det er debatmøder, aktioner eller større protester. De øger mulighederne for og udbredelsen af skriftlig debat.
Det er via f.eks. Facebook let og hurtigt at komme ud til en relativt bredere skare. Og er man dygtig og heldig i brugen af sociale medier og valget af emne, kan det begynde at sprede sig viralt (dem du deler med, deler med andre der deler med andre osv.), hvormed man uden de helt store anstrengelser hurtigt kan nå et godt stykke ud over sit sædvanlige netværk.
Kun et supplement til politisk organisering
Der er dog flere grunde til, at brugen af moderne kommunikationsformer kun kan supplere og ikke erstatte klassisk politisk organisering.
Baserer man udelukkende mobilisering eller udbredelse af debat på brugen af sociale medier er der flere mindre, men slet ikke uvæsentlige begrænsninger. En er, at de netværk man som oftest indgår i via Internettet nok er store, men trods alt har en vis lukkethed – venstrefløjens netværk består primært af andre fra venstrefløjen. Dette forstærkes af, at invitationer, debatter osv. let drukner i mængden, så man reelt kun ses af dem, der i forvejen er interesserede. Mange læser primært de informationer og reagere primært på de opfordringer, de i forvejen er opsøgende over for.
Og lige så problematisk er det, at det er meget uforpligtende og overfladisk at deltage via sociale medier. Man læser overskrifter, trykker ”deltager”, sætter sit navn på en underskriftsindsamling osv., men det går som oftest hurtigt i glemmebogen, og der er langt fra disse symbolske meningstilkendegivelser til reel handling.
Der hvor de ”brugerskabte” internetmedier, Internet 2.0, for alvor har mangler, er dog når det handler om planlægning, organisering og aktiv inddragelse. Når det kommer til det lange slid, der ligger i at opbygge en bevægelse, arrangere en demonstration, vinde et flertal for en strejke og ikke mindst gå på gaden og kæmpe mod et undertrykkende diktatur, er der altid brug for, at nogen taler og arbejder sammen på et andet niveau end Internet 2.0, om at skabe grundlaget for det, der mobiliseres til.
Som revolutionære socialister og marxister mener vi, at det er nødvendigt at involvere så stort et flertal af befolkningen som muligt i både denne planlægning og de efterfølgende aktiviteter.
Hvis en kamp skal vindes, hvis den på demokratisk vis skal kunne absorbere og udtrykke befolkningens reelle interesser, og hvis den skal have mulighed for at udvikle sig til et videre opgør med hele det undertrykkende kapitalistiske system, er det ikke nok, at den eneste form for kommunikation sker ved at en lille gruppe af organisatorer taler til folk via sociale internetmedier.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed