Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 309 – 19. maj 2011 – side 7

Arabiens anden revolution i perspektiv

Hans Jørgen Vad

Både blandt borgerlige og marxistiske analytikere har det "arabiske forår" været sammenlignet med epokegørende hændelser som de borgerlige revolutioner i 1848, opbruddet i 1968 og omvæltningerne i Østeuropa i 1989. Således også Alex Callinicos, som i en baggrundsartikel i "International Socialism" sætter den arabiske revolution ind i et større perspektiv.

Det sker under overskriften "The return of the Arab revolution", og tager sit udgangspunkt i den revolutionære bølge, der kom i kølvandet på Nassers magtovertagelse i Egypten i 1952. En revolutionær bølge, som med sit antiimperialistiske udgangspunkt indvarslede en panarabisme, som i 1958 kulminerede i udråbelsen af "Den Forenede Arabisk Republik" mellem Egypten og Syrien.

Republikken blev ikke levedygtig pga. den indbyrdes splittelse mellem landene og korrumpering internt i de arabiske regimer. Men den panarabiske følelse overlevede i den "arabiske gade", og har oftest set revitaliseret i solidaritet med palæstinensernes oprør. Stærkest i den første, men også under den anden intifada, og specielt i dag spiller den en stor rolle.

Revolution fra neden

Det vigtigste i denne sammenhæng er dog de afgørende forskelle vi ser i dag i forhold til den første revolution. Her var hovedaktørerne yngre officerer og kræfter fra intelligensen, som det efterkoloniale monarki ikke levnede nogen særlig plads. Ved siden af Egypten fik omvæltningen både i Irak og Syrien en lignede karakter gennem nationalt orienterede Baath-partier. Med andre ord var det revolutioner fra oven.

Hvilket jo er helt i modsætning til både Tunesien og Egypten, men også som det startede i Yemen, Bahrain, Libyen og Syrien: Det var helt umiskendeligt folkelige kræfter, der stod bag uden anden dagsorden end frihed, demokrati og sociale krav. Derfor blev det også både i Egypten og Tunesien en bevægelse, som frisatte strejker og fagforeninger som en social kraft – i modsætning til Nasser og Baath-partierne, som knækkede de uafhængige fagforeninger, der blev erstattet af stats-loyale fagforeninger.

Nyliberalisme og krisen

Baggrunden for revolutionerne var ikke kun undertrykkelse og mangel på demokrati. De kan ikke ses løsrevet fra den måde, de oprindeligt statskapitalistisk orienterede økonomier er blevet indrulleret i nyliberalismen.

I stedet for at fremme en adskillelse mellem stat og kapitalisme, har det gjort dem endnu mere intimt forbundne i en decideret snylter-kapitalisme, hvor statstoppens nærmeste vennekreds fik privilegeret adgang til tidligere stats-selskaber. Eller det samme for internationale koncerner via bestikkelse. Hvilket har udviklet en voldsom skævvridning af økonomierne og verdens største ungdomsarbejdsløshed. Og effekten af disse dårligdomme blev markant forstærket med den økonomiske krise og en flerdobling af madpriserne i det meste af regionen.

Netop denne pointe peger hen på oprørets slægtskab med de massive proteser i Grækenland, oprøret mod Walker-planen i Wisconsin og studenteroprøret i Storbritannien – om end i en anden skala. Og i lande med udviklede fagbureaukratier som medierende kræfter.

Det arabiske forår og Østeuropa 1989

Denne sammenligning ligger også lige for, men hvor medierne ofte overser den vigtigste forskel: Nemlig at hvor udviklingen efter Murens fald styrkede den vestlige kapitalisme, betyder de nye regimefald en alvorlig svækkelse. Artiklen er her rigtig god med hensyn til at blotlægge den delikate balancegang, som det har tvunget fx USA ud i – den svækkede tilstand, som de er i efter mislykkede krige i Irak og Afghanistan.

Særligt Israel har haft svært ved tilpasse sig den nye virkelighed, og kommentatorer fra både højre og venstre har reageret helt hysterisk på den måde, hvorpå Obama ”svigtede” Mubarak. Bagved dette anes frygten for selv at blive svigtet.

Hvor ender det – 1917?

Denne sammenligning har næsten været helt fraværende i medierne, selv om parallellen til zarens fald i februar-revolutionen er mere end oplagt. Men i forhold til oktober, er det jo på ingen måde en social revolution, der er sket. Og politisk set er der også store begrænsninger, da det kun er diktatorerne, der er røget – mens regimerne fortsat stort set er intakte, både i Egypten og Tunesien.

Men omvendt analyserer artiklen også de sociale processer, som både de omfattende kampe for økonomiske krav og mod undertrykkende politistats-institutioner, som også sås i Portugal i 1974. Dette kombineret med regimernes ringe råderum mht. at imødekomme sociale krav, betyder – med Trotskijs ord –, at ”den demokratiske revolution vokser direkte over i en socialistisk revolution, og derved bliver en permanent revolution”.

Men hvordan det præcist udvikler sig, kan ingen forudse. Det afhænger af styrkeforholdet mellem de sociale og politiske kræfter i samfundets basis, hvor de liberale står svagt. Som en særlig pointe opfatter Callinicos ikke Det Muslimske Broderskab som en specielt religiøs kraft, men peger mere på det som en sekulær, potentielt konservativ kraft.

Mest afgørende vil det i virkeligheden blive, hvordan de revolutionære socialister i Egypten udvikler sig. I dag er det en lille og svag kraft, som ikke desto mindre har spillet en vigtig rolle i revolutionen og udviklingen af den egyptiske fagforeningsbevægelse. Og derfor også med potentialet til vækst.

Alex Callinicos: The return of the Arab revolution i International Socialism 130
http://www.isj.org.uk/index.php4?id=717&issue=130

Flere artikler fra nr. 309

Flere numre fra 2011

Se flere artikler om emnet:
Egypten
Tunesien

Se flere artikler af forfatter:
Hans Jørgen Vad

Siden er vist 2202 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside