Socialistisk Arbejderavis
Nr. 309 – 19. maj 2011 – side 8
Bevar velfærden – nationalisér Nordsøolien
Jakob L. Krogh
I 2003 indgik regeringen, Dansk Folkeparti og Radikale Venstre en aftale om beskatning for udvinding af Nodsøolien med Dansk Undergrunds Konsortium.
Forventningerne i aftalen om Nordsøolien var, at profitten før skat skulle være 67 mia. kr.
Enhedslisten har, på baggrund af beregninger fra Energiministeriet, beregnet at profitten fra nordsøolien mellem 2003 og 2010 var på 286 mia. kr. før skat.
Dermed har de tre selskaber i Dansk Undergrunds Konsortium; Shell, Mærsk og Chevron-Texaco tjent over 4 gange så meget som forventet.
Dette skyldes, at Energiministeriet i sine forventninger havde sat en oliepris på 22 $ i 2010 stigende til 36 $ i ved aftalens udløb i 2042, hvor aftalen udløber. I dag ligger oliepriserne allerede omkring 100 $.
Olieprofiter frem for velfærd
Konsekvensen af denne fejlberegning er, at staten hvert år mister ca. 10 mia. kr. efter skat. 10 mia. kr., der er gået til de tre virksomheder i Dansk Undergrunds Konsortium.
I første kvartal af 2011 havde Mærks alene et overskud på 2.8 mia. fra aktiviteterne i Nordsøen og et samlet overskud på 15 mia.
De samme partier som tog del i forhandlingerne om 2020-planen gør klar til at skære i efterlønen, med den begrundelse, at der ikke er råd til den, har altså indgået en aftale der betyder at statskassen mister over 10 mia. om året.
Johs. Poulsen, der er miljøordfører for Radikale Venstre, forsvarer i information aftalen med at: ”Havde man ikke haft det incitament, som aftalen giver så ville vi have set en lavere aktivitet fra selskaberne og dermed lavere indtægter til staten.”
Nationalisering
Men af Mærsks kvartalsregneskab fremgår det, at udbytte for investeringerne på olieområdet var på 44 pct. Mens gennemsnittet for de andre områder var 11 pct. Forskellen i udbytte skulle give et væsentligt incitament til investeringer.
Dertil kommer, at det virker dumt at ville forære milliarder til private virksomheder, for at de skal foretage investeringer i at pumpe olien op, når staten sagtens selv kunne have foretaget investeringerne og tage hele profitten selv.
Frank Aaen, der står bag den glimrende afsløring af olieprofitterne tør desværre ikke foreslå en nationalisering.
Løgne
Selv Johs. Poulsen kan se, at det at give et udbytte på 44 pct. for at skabe incitament er højere, end det behøver at være. Derfor fremkommer han med endnu en begrundelse for aftalen. ”I 2003 havde man nok ingen forstillet sig at olieprisen af den størrelsesorden, man ser i dag.”
Der findes ingen råstoffer, der kan erstatte olie, og efterspørgslen bliver ved med at stige. Det betyder at, hvis produktion falder eller bliver forstyrret, stiger olieprisen voldsomt.
At produktionen i de 39 år fra 2003-2042, som nordsøaftalen gælder, ville være stabil i det politiske urolige Mellemøsten, var det nok kun Johs Poulsen, der kunne forstille sig.
Allerede i 1998 skrev Colin J Compbell og Jean H Laherrère en videnskabelig artikel ”Enden på billig olie”. Her konkluderede de to forskere fra olieindustrien at: ”Skiftet fra vækst til nedgang i olieproduktionen vil næsten sikkert skabe økonomiske og politiske spændinger.” Og ”Verden vil kunne se en radikal stigning i Oliepriserne.”
Begrundelsen for dette var at fra 2010 ville de mellemøstlige landes produktion begynde at falde.
I 2003 konkluderede den amerikanske energiinformations administration i en af de mere optimistiske beregninger at faldet i olieproduktion ”ikke er lige rundt om hjørnet, som mange andre beregninger har forudsagt. Vores analyse viser, at det vil være tættere på midten af den 21. århundrede end på begyndelsen”.
Statsstøtte
Der var analyser, der forudså en senere produktionsfald og dermed prisstigning end det vi har oplevet, men disse analyser var ifølge dem selv i modsætning til mange andre.
Det er utænkeligt, at de politikere der lavede aftalen med Mærsk og resten af Dansk Undergrunds Konsortium til en værdi af flere hundrede mia. kr. ikke har sat sig ind i forventninger til udviklingen i olieprisen.
Når de alligevel har valgt ikke at ville tage højde for de prisstigninger som mange havde forventet i den aftale de ind gik med Shell, Mærsk og Chevron-Taxaco, var det et bevidst valg. Den gode aftale som de tre multinationale selskaber fik var direkte statsstøtte.
Denne mistanke bliver yderligere styrket af, at der i aftalen er en klausul om at nye skatter på Nordsøolien vil give selskaberne kompensation krone for krone. Der er med andre ord indført i aftalen en garanti mod nye skatter i tilfælde af de forventede prisstigninger på olie.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed