Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 309 – 19. maj 2011 – side 11

Den marxistiske teori om imperialisme

Tim Northover

Udviklingen af den marxistiske teori om imperialisme er en stor bedrift, der giver et uvurderligt bidrag til vores forståelse af verden.

Teorien blev første gang udarbejdet af Vladimir Lenin og Nikolaj Bukharin. Ifølge dem udgør imperialisme et bestemt stadie i kapitalismens udvikling.

I løbet af de første to årtier i det 20. århundrede var der et enormt teoretisk opsving af marxistisk politisk økonomi, som forsøgte at udvikle Marx’ forståelse af kapitalismen.

Utallige klassiske værker blev offentliggjort i den periode. Men Bukharins værk, ”Imperialism and World Economy” (1917), er exceptionelt vigtig, som et værk af synteser – der integreres og forbindes med andre marxistiske politiske økonomers værker på fokuseret og systematisk vis.

Det problem teoretikerne af imperialisme søgte at adressere, var ikke det, vi ofte associerer med imperialisme i dag: Forholdet mellem det globale nord og syd; Problemet med global fattigdom og økonomisk dominans over store dele af verden af de avancerede kapitalistiske lande i den nordlige del af verden.

Fokus her er snarere udviklingen af, hvad de kalder `inter-imperialistisk rivalisering´, i kraft af hvilken den proces af intens konkurrence og rivalisering, i slutningen af det 19 århundrede og frem, fandt sted mellem Europæiske magter, hvis hovedformål var territorial gevinst og koloniale besiddelser.

Dette var rivalisering, som førte til den periode med de mest destruktive konflikter i menneskets historie, som blandt andet omfattede første og anden verdenskrig.

Forståelse af, hvad der skabte disse rivaliseringer

Lenin og Bukharin trak på værket af en lidt tidligere Marxistisk politisk økonom, Rudolf Hilferding
Hilferding påstod, at der hen imod slutningen af det 19.århundrede var et skift i kapitalismens struktur. Han byggede dette på Marx’ forudsigelse om, at krisen i kapitalismen fører til en koncentration og centralisering af kapital i hænderne på færre og færre kapitalister- hvilket involverer en øget centralisering af økonomisk magt- så individuelle, nationale økonomier bliver mere og mere domineret af en håndfuld store virksomheder.

Dette er kendetegnet ved en fusion mellem to nøglesektorer i kapitalismen:

Den første sektor er industriel kapital, sektoren hvor arbejdere ansættes, udbyttes osv.

Den anden er bankerne, den finansielle institution i kapitalismen.

Hilferding kaldte denne fusion af industriel kapital og bankkapital for `Finanskapital´.

Bukharin tager fat i Hilferdings teori om `finanskapital´, og bruger denne som en forklaring på inter-imperialistisk rivalisering med påstanden om, at imperialisme skal forstås som en fase i kapitalismens historie, der er karakteriseret ved to tendenser.

1) Den første er tendensen af internationalisering af kapital, altså væksten af international handel, investering og økonomisk globalisering
2) Den anden tendens er udviklingen af `finanskapital´.

Hilferding hævder, at verdensøkonomien er ved at blive domineret af `statskapitalistiske fonde´ som er fusionerede enheder af finanskapital og industrielle virksomheder.

Men Bukharin går videre med påstanden, og mener at klimakset i processen af koncentrering og fusion af forskellige slags kapital, er en fusion mellem privatkapitalen og nationalstaten.

Resultatet af denne tendens kombineret med internationaliseringen af kapital er, at verden er blevet en arena for konkurrence mellem staternes finanskapitalfonde. Dette hænger også sammen med en forandring i konkurrencens form, siden staten nu er involveret. Konkurrence involverer nu ikke blot økonomisk konkurrence efter markeder, det involverer også geopolitisk konkurrence- rivalisering om territorie, indflydelse og magt mellem staterne.

Ved at tage dette skridt viser Bukharin at udviklingen i konflikten mellem de store kapitalistiske magter, der førte til første og anden verdenskrig, er en konsekvens af den strukturelle transformation i den kapitalistiske udvikling.

Dette er betydningen af titlen på Lenins værk: "Imperailismen som kapitalismens højeste stadium" (1916). Imperialisme er konsekvensen af den sidste fase i kapitalistisk udvikling, da enhver kapitalistisk økonomi i højere og højere grad afhænger af adgang til verdens markeder og ressourcer.

Resultatet af denne proces var en verden, hvor stater repræsenterede deres egne nationaløkonomiske interesser i global konkurrence med andre.

Styrker og svagheder

På trods af den enorme vigtighed af klassisk teori om imperialisme, er der flere fejl der har været et behov for at identificere og korrigere.

Den tydelige styrke ved den er, at den integrerer en forståelse af imperialisme i Hilferdings teori om finanskapital.

Men der er også en svaghed, da der er to specifikke begrænsninger i Hilferdings teori om finanskapital:

Den første svaghed er, at modellen af avanceret kapitalisme involverer en fusion af industrielle virksomheder og banker, under bankernes dominans. Denne tendens blev aldrig universelt dominerende, da finanskapital aldrig passede på den største imperialistiske magt i begyndelsen af det 20. århundrede, England.

Nogle økonomer, inklusiv Hilferding selv, pegede på, at finanskapital er den form kapitalismen tager i lande, som forsøger at opbygge en magtfuld industribaseret økonomi i skyggen af konkurrence fra de mere udviklede kapitalistiske lande.

Det var i Tyskland og USA udviklingen af finanskapital fandt sted, som følge af deres afhængighed af magtfulde bankinstitutioner. Dette skete for at samle så mange ressourcer som muligt til at kunne udvikle og centralisere industrielle virksomheder, der skulle være i stand til at hamle op med konkurrencen.

Dette er et eksempel på, hvad Trotskij kalder, `ujævn og kombineret udvikling´. For at komme foran er det nødvendigt at udvikle institutioner, der er mere avancerede end dem i de dominerende lande.

Den anden svaghed er, at Hilferdings teori om finans kapital, især som den er udviklet af Bukharin, indeholder ikke en tilfredsstillende kriseteori. Bukharin troede, at jo mere statsorganiseret kapitalismen blev, jo mere ville individuelle nationalkapitalistiske økonomier være i stand til at forvalte økonomisk ustabilitet ved at forfølge, hvad vi i dag kalder Keynesiansk politik, der bringer produktion og efterspørgsel i overensstemmelse.

Der var marxistiske økonomer, der, indenfor rammerne af den klassiske imperialismeteori, forsøgte at udvikle en passende kriseteori, men ingen skabte en integreret teori. Dette er et problem, for hvis imperialismeteorien handler om at forsøge at forstå de dynamikkerne i den kapitalistisk udvikling, så er det nødvendigt, ikke blot at integrere en forståelse af forholdet mellem økonomi og geopolitisk konkurrence heri, men også at relatere den til systemets tendens til kriser.

En mere solid teori om imperialisme, der overvinder tidligere svagheder, er siden blevet udviklet af Alex Callinicos i "Imperialism and Global Political Economy" (2009). Her adresseres også mange af de nuværende debatter om imperialisme, der findes på den marxistiske venstrefløj.

Det vi har set over de sidste årtier, er en enorm renæssance af marxistisk imperialismeteori. Et nøgletema, indenfor nutidig debat, er forholdet mellem kapitalisme og statssystemet. Vi lever i en verden kendetegnet ved både den kendsgerning, at vi er dybt integreret i en kapitalistisk verdensøkonomi – globalisering kaldes det i dag. Men også af den kendsgerning, at det er en verden, der involverer statssystemer, der interagerer med hinanden og derved former systematiske mønstre.

Forholdet mellem kapitalisme og statssystemet

En radikal påstand om dette forhold, fremsættes af Hardt og Negri i deres berømte bog ”Empire”, hvor de argumenterer for, at kapitalismen er ved at blive mere globalt integreret, med et system af nationalstater i forfald som bliver erstattet af nye former for `imperial suverænitet´ hvor alt er fanget i et nexus af transnationale forhold mellem forskellige politiske institutioner, der handler kollektivt som en global stat.

Dette er en venstreorienteret version af nogle af de mere almindelige intellektuelle argumenter, der peger på den øgede udvikling af globale forvaltningsformer, der overskrider nationalstaten og begrænser rivalisering mellem stater.

Dette er dog tydeligt blevet afvist af den økonomiske krises realitet, som har vist en kapitalisme i alvorlige problemer, der nu har vendt sig mod staten for hjælp, hvilket viser meget konkret, at nationalstater er en afgørende dimension i nutidig global kapitalisme.
Der er mange klare eksempler på nationale redningsaktioner, der finder sted som svar på krisen, såsom den danske og britiske regering, der redder sine banker.

Økonomisk og geopolitisk konkurrence

Imperialisme er, hvad der sker, når økonomisk rivalisering mellem kapitalistiske virksomheder og geopolitisk rivalisering mellem stater, fusionerer og integreres i et enkelt system.

Callinicos forstærker et af Lenins vigtige hovedargumenter: Processen af ujævn udvikling som et iboende træk ved kapitalistisk udvikling. Modsat mainstream ideologier, udvikler kapitalismen sig nødvendigvis ujævnt. Økonomisk vækst involverer ikke diffusionen af økonomisk magt og rigdom over hele verden. I stedet har vi meget mere ujævne udviklingsprocesser, hvori økonomisk magt har en tendens til at blive koncentreret i bestemte centre.

Den ujævne udvikling virker som en konstant trækken, der trækker stater væk fra hinanden og binder bestemte stater sammen i partiklære grupper af kapitalister, som er afhængige af staternes støtte i deres rivalisering med andre kapitalistiske virksomheder.

Derfor er processen af ujævn udvikling i kapitalismen, afgørende i forhold til forståelsen af, at vi har dette system af stater.

Den politiske bundlinje

I éns udvikling af sin forståelse af marxistisk teori om imperialisme og den nutidige verden skal man ikke glemme den marxistiske imperialismeteoris politiske konklusion.

Den politiske konklusion er, at de geopolitiske rivaliseringer og inter-imperialistiske konflikter, der stadig er karakteristiske for verden i dag, ligesom de var det i begyndelsen af det 20. århundrede, ikke er tilfældige, men et produkt af kapitalismen, hvis logik handler om udnyttelse og konkurrence.

Derfor, hvis vi vil se en verden uden krig, må vi af med kapitalismen.

Denne politiske konklusion af den marxistiske teori om imperialisme er lige så gyldig nu, som den nogensinde før har været.

Flere artikler fra nr. 309

Flere numre fra 2011

Se flere artikler om emnet:
Imperialisme

Se flere artikler af forfatter:
Tim Northover

Siden er vist 3621 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside