Socialistisk Arbejderavis
Nr. 309 – 19. maj 2011 – side 13
NATO giver næring til Libyens humanitære krise
Simon Assaf
61 mennesker omkom, da de flygtede med båd fra Libyen i slutningen af marts. Europæiske militærskibe nægtede at hjælpe. Kun 11 flygtninge overlevede, resten døde af sult og tørst – også små børn. De overlevende hævder, at mindst et NATO-skib ignorerede deres bønner om hjælp og derved brød den internationale maritime lov.
I sidste uge sank et andet skib, som medbragte 600 flygtninge fra Tripoli – dødstallet er ukendt. I de sidste fire måneder er ca. 30.000 libyere flygtet over Middelhavet. Tre andre flygtningeskibe er savnet. Vestlige styrker hævder at være på en humanitær mission, alligevel er der ingen hjælp at hente, for dem der har mest brug for den.
Vestens indgriben i Libyen har ødelagt troen på revolutionen i den østlige del af landet og dermed begrænset muligheden for sejr i den vestlige del.
For nyligt har NATO’s krigsfly bombet en bygning i Tripoli, som tilhørte den libyske forening for Downs syndrom, og talløse værnepligtige soldater er blevet dræbt.
Ubemandede amerikanske kampfly, de såkaldte Predator drones, truer Libyen fra oven, alt imens indbyggerne, i de områder, der er kontrolleret af oberst Gaddafis regime, kæmper for at skaffe basale fornødenheder på grund af vestens økonomiske sanktioner.
Vestens indgriben har mødt kraftig modstand i det østlige Libyen. NATO har indført en skarp kontrol af de østlige områder og truer med at angribe oprørere, som forvilder sig vest for byen Ajdabiya.
Og de vestlige magter fortsætter med at afpresse den østlige del af Libyen. England tilbageholder for øjeblikket ca 800 millioner pund i libysk valuta, som de havde i kommission inden opstanden. USA har bevilget de østlige autoriteter 15 millioner pund til hjælp, dog nægter de at frigive det tocifrede milliardbeløb, de tidligere har konfiskeret.
Strategien er præsenteret som den eneste realistiske metode til at vælte Gaddafis regime.
Indtil nu har NATO’s militære kampagne været en fiasko. De eneste betydelige sejre har været i de regioner, hvor de vestlige magter har meget lidt indflydelse.
Befriet
Det er lykkedes oprørere, fra den vestlige del af Misrata, at befri deres by ved egen hjælp. Byen vandt en bemærkelsesværdig militær sejr, som kan sammenlignes med dem, der blev opnået i de østlige byer i oprørets første dage. Men da oprørerne slog regimets tropper på flugt, ødelagde de et stort antal erobrede tanks – de frygtede at blive mål for NATO’s bombefly.
Oprørerne i Mistrata forsøger at overtale regimets tropper til enten at slutte sig til dem eller at overgive sig. De ved, at mange af disse soldater bliver tvunget til at kæmpe. De, som overgiver sig, bliver behandlet godt og får lov til at vende hjem til deres familier. Denne strategi skal underminere støtten til regimet og få folket til at bakke op om revolutionen.
Kampe i nærheden af de vestlige berber-landsbyer og byer tæt på den tunesiske grænse har fulgt et lignende mønster. Her tog oprørerne sagen i egen hånd, og ved hjælp af dårligt udstyrede militære tropper erobrede de den grænseregion, som er blevet en nøgle-rute til Tunesien.
Da Gaddafis tropper forsøgte at generobre grænsen, førte det til oprør blandt tunesierne i landsbyen Dahiba, og tunesiske soldater måtte gribe ind. En væsentlig grund til at revolutionen har kunnet overleve i det vestlige Libyen, er Tunesiens støtte.
Mens USA gjorde et stort nummer ud af deres tilbud om hjælp, erklærede Tunesien at deres skoler ville åbne dørene for børn af libyske flygtninge uden at kræve betaling. Landets grænser er forblevet åbne.
Til sammenligning lukker Egypten nu deres grænser med det vestlige regime indført i den østlige del af landet.
Revolutionen i Libyen er ikke tabt, men folkets opgave er blevet dobbelt så stor – både at vælte Gaddafis regime i vest og kæmpe for selvbestemmelse i øst.
Artiklen er oversat af Sigrid Simmelkiær
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed