Socialistisk Arbejderavis
Nr. 309 – 19. maj 2011 – side 15
Anmeldelse
Det politiske forår – også i dansk rap?
Anders Bæk Simonsen
Rap-gruppen/kollektivet Sort Stue har udgivet deres 5. album på bare 5 år. Tonen er (stadig) kontant og eksplicit politisk hip hop. Over en række solide og ret varierende beats folder rapperne sig ud med sikker autonom rap.
Desværre føler man sig som ikke-autonom lytter, sjældent inviteret ordentlig ind i kollektivets stue, men må nøjes med lidt vinduesluren. Anderledes tæt på kommer man med Marwans opfølgning på debutten; P.E.R.K.E.R.
Første gang jeg hørte Sort Stue var i Ungdomshuset på Dorteavej i 2009. Med et stort velspillende liveorkester og med budskaber, der på charmerende vis blev vendt mod systemet, formåede de at holde et brag af en koncert. Kollektivet har, på bedste ”Do It Yourself” maner, siden 2006 turneret rundt, udgivet plader og involveret sig i projekter som illegal piratradio og skabelsen af fristeder.
Det lyriske univers på pladen ’Viva Kantako Destroy Sony’ afspejles således også de respektive rapperes dedikation og hyldest til det anarkistiske miljø. Pladen åbnes op med den indbydende og afslappede ’Vadestedet’, der også er navnet på det fristed sangen omhandler. Derfra bliver vi taget videre til temaer som forbrugerisme, kemisk affald, politisk illegal radio kontra massemediers dominans, pirateri, revolution og en enkelt historiefortælling om en bitter splid om en anselig sum på ’32tusind’.
Malkdekojnsk lydside men anonym maskeret afsender
Samtlige numre fungerer virkelig godt på lydsiden; selvom beatsene er meget varierende, kan man godt sammenfatte udtrykket til en lidt beskidt eksperimenterende, men også melodisk og svajende lyd.
Når det går rigtig godt, kommer jeg til at tænke på Malk de Kojns ”lydcollager” på mesterværket ’Smash Hit i Aberdeen’. Selv rappernes vokaler kan ikke se sig fri for at blive lidt misbrugt af de farlige maskiner, hvilket klæder dem, da de, trods vekslen imellem syngende, talende eller meget hurtigt rappende leveringer, ikke afviger så meget fra hinanden. Lydsidens høje niveau, mener jeg ikke, er gældende for Stuens tekster.
For selvom emnerne, de rapper om, både er reelle i forhold til den subkultur, de lever i og er en del af, og er nødvendige temaer, som også rapkunstnere rigtig gerne må forholde sig til, bliver der ikke kredset lang tid om – eller gået særligt dybt ned i – én problematik. Teksterne er her snarere udsagn, eller slogans, rettet for eller imod noget. Der leveres ikke meget plads til usikkerhed, tvivl, bristede drømme eller refleksioner over den enkeltes eller Stuens samlede erfaringer.
Jeg kunne ellers godt forestille mig, at et hektisk og aktivistisk liv i det anarkistiske miljø medførte en masse konflikter, dilemmaer og vrede, men også følelse af sejr, kammeratskab, glæde og følelse af handlekraft, der vil være interessant for andre (også ikke-autonome) lyttere.
Mennesker
At tune sig ind på Marwan er at åbne sig for en uforudsigelig strøm; hviskende, nervepirrende, let antændeligt, smældende og svovlende. Det er brækket dansk; hakket, gestikulerende og stammende, næsten barnligt.
Rim man ikke altid er sikker på egentlig er der? Pludselige pauser efterfulgt af en indigneret nerve, der desperat flænger illusionen om Middelklasse-Danmark op. Tidligere, før han udgav soloplader, var hans kunstnernavn SLP (StatsLøs Palæstinenser), og Marwan lever og vidner konstant om katastrofen, som Israels dannelse betød for det palæstinensiske folk. De ældres flugt til Danmark har tilsyneladende ikke været ensbetydende med fred for Marwan, og 1. singlen 'Drama' er en længsel efter bedstemoderen, der også har nøglen til familiens ejendom i det fortabte land.
På 'Mennesker' er noget af Marwans ghettoattitude røget i baggrunden for i stedet bl.a. at fokusere på kærligheden til andre mennesker. Det tager form som taknemmelighed til familien på 'Blod er Tykkere End Vand', den euforiske forelskelse på 'Du Gør en Rig Mand Fattig' eller besidderisk ulykkelig kærlighed på 'Kærlighed og Døden'. Det ikke altid lige godt.
De sproglige klicheer falder desværre for let i Marwans umiddelbarhed, og pladens lydside gør intet for at danne modvægt, men understreger i stedet det banale i de poppede sange. Albummet lyder lidt for meget af LOCs seneste plader og Selvmord. Ikke overraskende da det er de samme TABU-folk bag knapperne på 'Mennesker'.
Heldigvis er der også en anden stemning på pladen. Den er lurende, paranoid og længselsfuld, hvis den ikke er decideret vred, og det er også her, hvor Marwans eget mærkbare aftryk tydeligst sættes.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed