Socialistisk Arbejderavis
Nr. 309 – 31. maj 2011 (Kun online)
Kampen for ”En fremtid uden kapitalisme” i Spanien
Andy Durgan
Andy Durgan talte med Socialist Worker fra Barcelona om det igangværende spanske oprør mod den økonomiske krise.
Tusindvis af primært unge mennesker er involveret i den nye bevægelse i Spanien. De unge mennesker har lidt under dårlig arbejdsvilkår, lave lønninger og midlertidige kontrakter i årevis.
Men dette er blevet mere udtalt med denne kapitalismens seneste krise.
Omkring 21 pct. af Spaniens befolkning har ikke arbejde, og 40 pct. af disse er under 30 år. Det omfatter ikke studerende, der søger arbejde, så i virkeligheden er tallet langt højere.
Hvis du er ung her, er udsigterne dystre. Omkring 85 procent af unge under 30 bor hos deres forældre, fordi boliger er så dyre.
Bevægelsen blev delvist inspireret af begivenhederne i Egypten. Det, der nu er kendt som 15. maj-bevægelsen, indkaldte til en demonstration den dag for ”ægte demokrati nu”. Folk erklærede systemet for en farce: Valgene, parterne, alt.
De største partier har gentagne gange brudt deres løfter og forrådt de mennesker, der har stemt på dem. Mange af bevægelsens krav har en anti-kapitalistisk karakter. Der er en generel stemning af, at vi ikke skal betale for krisen.
Kravet om ægte deltagende demokrati har revolutionære konsekvenser, selv om de fleste af dem, der kræver det, ikke nødvendigvis ser det sådan.
Ingen enkeltorganisationer har indkaldt til protesterne – aktivister mødtes, ansigt til ansigt og online, for at bygge op til dagen.
Nogle af dem havde for fem år siden været involveret i en bolig-kampagne, der mobiliserede titusinder over hele landet. En anden del var fra en kampagne for at beskytte folk, der ikke havde råd til at betale afdrag på deres boliger, mod at blive smidt ud.
Men de fleste af de involverede er uorganiserede. Opfordringen til at protestere inspirerede titusinder. Der er nu omkring 120 protester og forsamlinger over hele landet.
Om mandagen efter 15. maj angreb politiet den spontane lejr, som et lille antal mennesker havde oprettet i Madrid. Dette skabte en modreaktion mod staten og spredte protesterne ud over hele Spanien.
Når folk var på pladserne, blev indflydelsen fra de arabiske bevægelser mere tydelig.
Bevægelsen har rejst spørgsmål om organisation, efterhånden som den har udviklet sig.
Fagforeningerne i Spanien er meget svage. Kun 19 procent af arbejderne er i fagforening.
Arbejdere kan vælges til arbejdsplads-komiteer, som forhandler løn, uanset om de er i fagforening eller ej. De fleste af de delegerede er i fagforening – men det er ikke tilfældet for de arbejdere, der stemmer på dem.
De fleste unge har kun lidt erhvervserfaring og dermed ringe erfaring med arbejdsplads-organisering eller positive erfaringer med fagforeningerne.
I september organiserede de vigtigste fagforeninger en generalstrejke, hvor op mod syv millioner mennesker deltog.
Men fagforeningerne har ikke fulgt det op med noget, og kort tid efter underskrev de aftaler med det regerende Socialistparti, som angreb arbejdernes rettigheder. Aftalerne gjorde det lettere at fyre folk, angreb pensioner og hævede pensionsalderen.
En tredjedel af arbejderne i Spanien er på midlertidige kontrakter. Mange mennesker ser fagforeningerne som en del af det miskrediterede establishment, der sælger dem ud.
De gængse fagforeninger har sagt meget lidt om de seneste protester. Deres svar er meget lig Socialistpartiets – en masse hænder-vriden, men ingen forslag til handling.
Det er fordi det er deres politik og aftaler, folk protesterer imod.
Men vælgerne er ikke flyttet til højre. Ved det seneste valg mistede Socialistpartiet over 20 procent af stemmerne, men højrefløjen vandt kun 3 procent. Nogle få stemmer gik til venstre-koalitionen, men ikke mange.
Bevægelsen er kritisk over for magthavernes økonomiske og politiske holdninger. Der er ingen forbindelse mellem folk på gaden og toppen af fagforeningerne eller Socialistpartiet.
Tomrum
Autonome ideer er stærke her, delvis fordi de vigtigste partier er fuldstændigt underordnet under bankerne og de finansielle institutioner.
Den revolutionære venstrefløj brød sammen i årene efter overgangen fra fascisme til demokrati efter general Francos død i 1975, hvilket efterlod et tomrum, som autonome ideer kan udfylde.
Disse ideer giver mening for folk, der ikke er organiserede. De fleste er blevet aktive for første gang, og afvisningen af partier og fagforeninger passer sammen med ideen om, at dette er noget nyt. Folk vil gerne opbygge noget andet.
Nøjagtigt hvilke kræfter, der udgør lejrene, varierer fra sted til sted, selv om der er en generel konsensus om, at organisationer ikke bør tillades.
Der er seriøse diskussioner om vejen frem, og revolutionære socialister som os i En Lucha – Internationale Socialisters spanske søsterorganisation – blander os i dem.
Vi er meget aktive i lejrenes fælles-forsamlinger. Overalt, hvor vi er involveret, arbejder vi hårdt på at få forsamlingen og lejren til at fungerer på alle niveauer – skulder ved skulder med andre aktivister.
Og selv om vi har vore egne ideer om, hvordan tingene skal udvikle sig – og fremfører dem – er det vigtigt at respektere det direkte masse-demokrati, der styrer lejrene.
Vi har haft boder med vores propaganda lige uden for lejren, hvilket har været yderst vellykket. Vi lavede et særnummer af vores avis, som blev rigtigt godt modtaget. Vi har mødt snesevis af folk, som har vist interesse for vores ideer, og nogle har tilsluttet sig En Lucha.
Vi har oprettet en blog – ”Fra indignation til revolution” – som er et slogan, vi rejser i lejrene. Vi er overbeviste om, at vi er nødt til at tackle anti-fagforenings-holdninger, hvis bevægelsen skal kunne brede sig og bygge rødder. Vi samarbejder om dette med andre anti-kapitalister og aktivister fra den faglige venstrefløj, der er aktive i lejrene.
Vi siger, at lejrene er nødt til at bevæge sig ud af pladserne og bygge forsamlinger i boligkvartererne og tage bevægelsens ideer ud på arbejdspladserne.
Organiseringen af lokale forsamlinger, og endda af nye lejre, har været ret vellykket. Interventioner på arbejdspladserne er vanskeligere. Men da nogle unge mennesker fra Barcelona-lejren tog ud til en maskinfabrik, der er i strejke, var arbejderne på blokaderne begejstrede for at møde dem.
Dybden af følelsen af solidaritet er umuligt at måle, men der er nogle tegn. Kl. 21 hver aften slår folk på gryder og pander i lejrene som en del af protesten. Efter det brutale politiangreb på lejren i Barcelona i sidste uge kommer folk ud på deres altaner og gør det samme.
I Sevilla var der en demonstration fra lejren gennem et arbejderkvarter. Folk kom ud for at slutte sig til protesten.
Demonstration
Sidste weekend besluttede nogle lejre at sætte en dato på, hvornår de vil lukke, der normalt falder sammen med en lokal mobilisering.
De understreger alle, at masse-forsamlingerne vil fortsætte i boligkvartererne, og kampen vil fortsætte. Dette giver mening, da bevægelsen skal fortsætte, og det vil være vanskeligt at opretholde lejrene på ubestemt tid.
Den landsdækkende demonstration 19. juni er et fokuspunkt for alle.
Indtil nu har bevægelsen kun haft en lille effekt på kampen mod nedskæringer. Men dette kan ændre sig.
Det vigtigste er, at en ny generation er gået ind i kampen, en generation, der kan danne grundlag for et nyt dynamisk momentum mod systemet.
Og dette er, som det er set i andre lande, i stigende grad en del af det nye internationale ungdomsoprør.
Andy Durgan er et ledende medlem af den revolutionære socialistiske gruppe En Lucha, Internationale Socialisters søsterorganisation i Spanien.
Oversat fra Socialist Worker 2254, 4. juni 2011
http://www.socialistworker.co.uk/art.php?id=24962
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed