Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 310 – 1. juli 2011 – side 13

Graffitien og retten til byen

Marie Jæger

Nørrebro Station i København. Her er altid liv; alle slags mennesker, forskellige sprog, forskellige kulturer. Murene er dækket af graffiti; hovedsageligt tags, men også mere raffinerede throw-ups og pieces.

En hurtig rundspørge blandt tilfældige forbipasserende vedrørende spørgsmålet: ”Hvad er din holdning til graffiti i København?” giver et indtryk af, at folk generelt sætter pris på de større, veludførte værker, men mener tags er grimme.

Diskussionen om graffiti rækker imidlertid udover spørgsmålet om æstetik – den rammer et helt centralt spørgsmål om retten til byen og til det offentlige rum.

”Retten til byen er meget mere end en individuel adgang til urbane ressourcer; det er en ret til at skabe os selv ved at skabe byen.” Således skriver den marxistiske samfundsgeograf, David Harvey, om retten til byen.

Han beskriver, hvordan det primært er kapitalistiske dynamikker, som bestemmer byens fysiske fremtræden; hvordan merværdi investeres i urbane projekter, som former borgernes arbejdsliv og forbrugsmønstre med henblik på at undgå økonomisk stagnation.

Kampen om byen

Gennem historien har der også været flere folkelige forsøg på at tage byrummet tilbage; heriblandt Pariserkommunen, hvor parisiske arbejdere besatte Paris efter Napoleon Bonaparte og hans arkitekt, Haussmann, i midten af 1800-tallet havde gennemført en radikal omstrukturering og nytænkning af byen.

I en dansk sammenhæng kan nævnes Ungdomshuset og Christiania som eksempler på mere aktuelle kampe om byens rum. Begge eksempler associeres også med graffitien og viser dermed, hvordan graffitien kan indgå i kampen for retten til at præge byens rum.

Graffitimiljøet (hvis man overhovedet kan definere et sådant) i København er imidlertid præget af stor diversitet og mange graffiti-malere anser deres praksis som apolitisk. Men uanset om graffitien er relateret til politiske spørgsmål eller ej, sætter den i praksis et præg på byens rum, som undgår kapitalens kontrol.

Juridisk set er retten til at præge byrummet nu i vid udstrækning et spørgsmål om kapital, og resultatet er, at kommercielle reklamer eller diskriminerende plakater fra Dansk Folkeparti er massivt til stede i byrummet – tør man kalde det vandalisme?

Hvem ejer det offentlige rum?

I diskussionen om graffiti bliver distinktionen mellem privat og offentlig ejendom desuden relevant. Mange graffiti-malere tager forbehold for denne distinktion og undgår så vidt muligt at krænke folks private ejendom ved at male på den.

Derimod bliver det offentlige rum brugt som et middel til at udtrykke sig kreativt, som en mulighed for at se sig selv reflekteret i det samfund man lever i.

Ud fra en demokratisk betragtning er dette naturligvis ikke en uproblematisk brug af det offentlige rum, da mange udenfor graffiti-miljøet er generet af graffiti-praksissen. Graffitien understreger derved retten til at sætte et direkte præg på det offentlige rum og aktualiserer samtidig spørgsmålet om, hvordan indretningen af det offentlige rum indrettes efter reelt demokratiske principper.

Flere artikler fra nr. 310

Flere numre fra 2011

Se flere artikler af forfatter:
Marie Jæger

Siden er vist 1598 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside