Socialistisk Arbejderavis
Nr. 311 – 19. august 2011 – side 4
Somalia
Sult som imperialismens våben
Marie Jæger
Den værste sultkatastrofe i et halvt århundrede hærger Afrikas Horn; over 10 mio. mennesker er truet af hungersnød og titusinder mennesker er omkommet. Hårdest ramt er Somalia, hvor over 3,7 mio. mennesker er ramt.
Vi hører, at krisen skyldes udbredt tørke og forværres af al-Shabab’s kontrol med store dele af det sydlige Somalia, hvor de forhindrer vestlige nødhjælpsarbejdere i at bringe nødhjælpen ud til de sultende.
Men Somalia er naturligvis – som resten af Afrika – offer for Vestens imperialistiske interesser, hvilket er en afgørende del af billedet, hvis man vil forstå baggrunden for det kaos, der nu præger landet.
Igennem de sidste 30 år har vestlige – og særligt amerikanske – interesser søgt at holde Somalia under kontrol med økonomiske såvel som militære hjælpemidler, og er dermed ansvarlig for en stor del af den lidelse landet har været igennem, siden det blev selvstændigt i 1960.
En del af USA’s motiv kan sandsynligvis findes i, at store amerikanske olieselskaber siden 80’erne har haft adgang til at udvinde Somalias olieforekomster – og at Somalia ydermere har en strategisk vigtig placering i forhold til at kontrollere andre olierigdomme i regionen.
Økonomisk strategi
Den økonomiske kontrol med Somalia er primært søgt ved at lade landet stå i et afhængighedsforhold til de vestlige lande.
Somalia var selvforsynende med basale fødevarer indtil 70’erne – på trods af at landet også dengang var plaget af gentagne tørker – og havde samtidig en voksende offentlig sektor, der efterhånden forbedrede sociale forhold i landet.
I begyndelsen af 80’erne implementerede IMF og Verdensbanken imidlertid Structural Adjustment Programme, der sigter mod at give virksomheder gode markedsvilkår, tiltrække investorer, liberalisere og privatisere.
Den somaliske stats udgifter til vedligeholdelse af bl.a. sundhed, uddannelse og infrastruktur reduceredes med 85 % ift. niveauet i midten af 70’erne som følge af programmet, og gav dårligere kår for de mange somaliske kvægavlere, som hidtil havde udgjort grundstenen i den somaliske økonomi.
Lokale bønder blev udkonkurreret af importerede, statsstøttede landbrugsvarer fra det globale nord, samtidig med at nødhjælpen til landet i løbet af blot ti år femten-dobledes. Det økonomiske grundlag for lokal landbrug undermineredes således af Verdensbankens neoliberale udviklingsprogrammer – og Somalia er i dag dybt afhængigt af nødhjælp fra udefrakommende organisationer.
Militær kontrol
Somalia har gennem de seneste årtier været præget af konflikter og borgerkrig, og USA har gennem årene støttet skiftende regeringer og krigsherrer – fra Siad Barre’s sovjetisk-inspirerede militærjunta i 80’erne til den nuværende regering, som blev indsat ved en amerikansk støttet etiopisk invasion i 2006.
Denne regering består af de samme krigsherrer, som har terroriseret Somalia i årevis, flere har været anklaget for brud på menneskerettigheder og forbrydelser mod menneskeheden, og har desuden så godt som ingen folkelig opbakning. Det viser med alt tydelighed, at USA’s interesser i Somalia i højere grad handler om at have kontrol over landet, og at amerikanske selskaber fortsat kan have adgang til landets olieressourcer end humanitære hensyn.
I dag er regeringens og USA’s største problem tilsyneladende al-Shabab, som udspringer af Unionen af Islamiske Domstole. Den har for en tid bragt nogen grad af fred og orden i det sydlige Somalia og nyder derfor større opbakning fra et somalisk folk, som er trætte af årtiers krig og kaos. I dag støtter USA tropper fra den Afrikanske Union, der har indledt en militæroffensiv mod al-Shabab så sent som denne sommer.
Sulten som våben
Da den somaliske befolkning som beskrevet er dybt afhængig af international nødhjælp, kan vestlige magteliter således udnytte tørken til at presse al-Shabab. Både ved at nægte al-Shabab-kontrollerede områder nødhjælp, som det allerede er sket, eller gennem militære interventioner, som legitimeres under dække af at skulle yde beskyttelse til nødhjælpsarbejdere.
Sidstnævnte var netop Somalia et eksempel på, da FN efter amerikansk pres i 1992 igangsatte den ”humanitære intervention”, Operation Restore Hope, som under dække af at beskytte nødhjælpsarbejdere søgte at genvinde kontrollen over området, efter at USA’s allierede, Siad Barre blev væltet. Resultatet var en blodig og makaber krig, hvor 13.000 somaliske menneskeliv gik tabt, infrastrukturen blev smadret, og landet i øvrigt endte i totalt kaos.
”Den hvide mands byrde”
Historien om Somalia er således et eksempel på, hvordan Vestens økonomiske lån, nødhjælp og ”fredsskabende” krige i sidste ende sker for at fastholde udviklingslandes afhængighed til de vestlige lande for at pleje egne interesser.
Faktisk har de internationale finansielle institutioner ikke haft så stor indflydelse på afrikanske økonomiske strukturer siden kolonitiden – og indflydelsen bruges i dag som dengang til at fastholde udviklingslandene i fattigdom og dyb økonomisk afhængighed.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed