Socialistisk Arbejderavis
Nr. 311 – 19. august 2011 – side 8
Arabiske oprør fortsætter
Marie Jæger
Revolutionære processer ruller stadig i mellemøstlige og nordafrikanske lande, men reelle strukturelle forandringer sker ikke fra én dag til en anden.
Billedet i den arabiske verden er et kompliceret samspil mellem revolutionære og kontrarevolutionære kræfter, nye håb og nye nederlag. Dog efterlader det generelt et indtryk af et stærkt folkeligt ønske om politiske og sociale forbedringer, der ikke blot kræver, at magten skifter ansigt, men kræver en vidtgående omfordeling af magt og ressourcer.
Tunesien
Tunesien er eksempel på, at en diktators fald kun måske er det første tøvende skridt i en mere demokratisk retning. Sociale og politiske forbedringer i Tunesien er stadig beskedne, og de demonstrationer, der går gennem de tunesiske gader, mødes stadig af brutale politistyrker. Den tunesiske befolkning holder fast i kravet om politiske reformer og fair domme over Ben Ali-regimets forbrydelser.
Egypten har også kun set begrænsede fremskridt efter Mubaraks afgang, og trods vedvarende demonstrationer, er militærets politiske kontrol stadig udstrakt. Uafhængige fagforeninger er legaliseret, men arbejdernes organisering lader stadig meget at savne for at kunne udfordre militærets magt.
Viljefaste diktatorer i Syrien og Yemen
I Syrien klæber Assad-styret tilsyneladende godt fast til magten og slår hårdt og brutalt ned på protesterne, der opstod som reaktion på voldsomme privatiseringer og nedskæringer i den offentlige sektor.
Flere hundrede er dræbt i sammenstød mellem regeringsstyrker og demonstranter. Ikke desto mindre støttes oprøret bredt af meget store dele af den syriske befolkning, der foreløbigt forlanger Assad-regimets afgang.
Også store demonstrationer i Yemen kræver præsident Saleh’s øjeblikkelige fratrædelse. Saleh har svaret igen med vold, og hundredvis af demonstranter har mistet livet i løbet af de sidste måneders uroligheder. Flere medlemmer fra Saleh-regimets rækker har opgivet deres støtte til diktatoren. I begyndelsen af juni blev Saleh og flere officerer såret ved et angreb på præsidentpaladset, og præsidenten tager nu – ifølge ham selv – midlertidigt ophold i Saudi Arabien.
Håb for Palæstina
I Israel, hvor der nu også afholdes store, folkelige protester, handler det ikke så meget om politiske rettigheder som om en generel utilfredshed over fattigdom, stigende boligpriser, lave lønninger og stigende social ulighed, og mange ønsker præsident Netanyahu’s afgang.
Bevægelsen vinder overvældende opbakning hos den israelske befolkning, og op mod en halv million israelere er på gaden for at kræve bedre forhold. Man skal tilsyneladende ikke leve under strenge diktaturer for at lade sig inspirere af den arabiske revolutions-ånd.
Denne revolutions-ånd er også inspiration for palæstinensere, der i flere måneder har protesteret og krævet politiske såvel som sociale reformer. Særligt nu, hvor Israels regering godkender flere israelske bosættelser på Vestbredden, er spændingerne i området intense. De stigende frustrationer i både Israel og Palæstina tænder nyt håb for en afslutning på undertrykkelsen af palæstinenseres rettigheder.
Om de arabiske revolutionerne vil sejre i denne omgang og bibringe de forandringer, som de arabiske folk kæmper for, synes stadig tidligt at spå om, og afgørende forandringer i magtens strukturer er endnu svære at få øje på. Men det bliver næppe let at slukke det håb om forandring, det mod til at kæmpe og den tro på massernes magt, som gløder i den arabiske verden.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed