Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 311 – 19. august 2011 – side 10

Libyen et halvt år efter

Jens Andersen

Mange har siden Vestens intervention i Libyen spurgt, hvorfor Vesten kun har interveneret i Libyen, og ikke i f.eks. Bahrain eller Syrien, hvor undertrykkelsen er mindst lige så stor.

Svaret er, at Vesten ikke blander sig for at hjælpe befolkningerne, men i stedet er styret af at pleje egne interesser.

Mellemøsten er et enormt vigtigt område for Vesten, hovedsageligt fordi der er olie, men også på grund af en række andre ting, som f.eks. at Suezkanalen er enormt vigtig for verdenshandlen. At kunne kontrollere Mellemøsten er derfor meget vigtigt for Vesten, og man har i lang tid gjort dette ved hjælp af diktatorerne i de forskellige lande.

Da revolutionerne begyndte at brede sig, blev vestlige ledere bange for at miste kontrollen over regionen. De krævede derfor meget tidligt, at f.eks. Egypten efter Mubaraks fald skulle love at overholde olieaftaler, og love ikke at ændre forholdet til Israel, Vestens vagthund i Mellemøsten.

Hvordan Vesten har forholdt sig til de mellemøstlige oprør har altså været styret af, hvordan man har kunnet fastholde sin kontrol med området.

Libyen

Når man så ser på Libyen i denne sammenhæng, så er det et vigtigt område for Vesten at kontrollere, både på grund af olien, men også ved at Libyen er det eneste, som adskiller Egypten og Tunesien.

Ved at kontrollere Libyen kan man holde de to revolutioner lidt på afstand fra hinanden. Det, at Vesten valgte at gå ind i Libyen, skal ses som et udtryk for frygt for, hvad alternativet kunne være.

På dette tidspunkt vidste man ikke, hvordan tingene ville udvikle sig i Egypten. Hvis Egypten valgte at hjælpe oprørerne i Libyen militært, ville Gaddafis styrker ikke få et ben til jorden, og så ville Vesten ikke kunne kontrollere udviklingen i landet.

Militært set har der stort set været dødt løb mellem Gaddafis styrker og oprørsstyrkerne, lige siden flyveforbuddet blev indført. Fra tid til anden har begge sider formået at indtage forskellige småbyer, men i det store hele har ingen af siderne formået at gennemføre større offensiver.

Dette er der flere grunde til. Først og fremmest er begge sider blevet svækket militært efter NATO og andre begyndte den militære intervention.

Gaddafi er blevet svækket på grund af bombardementerne som har ødelagt en stor del af hans militær. Ifølge den afhoppede general Yahmed var Gaddafis militære styrke i slutningen af maj måned kun en femtedel af hvad den havde været til at starte med.

På den anden side har oprørerne heller ikke den store militære formåen. Intern splid og mangel på våben gør, at oprørerne heller ikke kan lave større militære angreb på Gaddafis styrker.

Oprør

I starten af det arabiske forår var det nok de færreste, som havde troet, at den revolutionære bevægelse ville sprede sig til Libyen, da Gaddafi længe havde styret dette land med en enorm hård undertrykkelse, hvor der bl.a. var dødsstraf for bare at oprette et politisk parti.

Kort efter at oprøret i Libyens ene naboland, Tunesien, havde spredt sig til det andet naboland, Egypten, var dette dog præcist hvad der skete.

Oprøret startede med fredelige protester i en række byer, hvor man blev mødt med politivold. Oprøret bredte sig hurtigt til store dele af landet.

Inspirationen fra Egypten var tydelig, da man flere steder opbyggede teltlejre ligesom på Tahrirpladsen. Man svarede igen på politiets vold ved at brænde politistationerne af, så de ikke havde sikre baser i byerne at trække sig tilbage til.

Undertrykkelse

Gaddafi satte meget tidligt hæren ind for at knuse oprøret i de forskellige byer, men på trods af den massive undertrykkelse endte oprøret med at nå helt til Gaddafis højborg, Tripoli.

Gaddafi formåede dog, gennem propaganda og skånselsløs undertrykkelse i Tripoli, at stoppe oprørets fremmarch i hovedstaden. Dette gav Gaddafi et momentum, hvor han formåede at erobre en række mindre byer tilbage.

Misrata, som er Libyens tredjestørste by, og som ligger forholdsvist tæt på Tripoli, har han dog endnu ikke været i stand til at indtage, på trods af hans hærs overlegenhed i både træning og udstyr. Dette stiller også spørgsmålstegn ved påstanden om, at Benghazi ville være blevet massakreret, hvis ikke Vesten havde blandet sig.

Sammensat oprør

Oprørerne har under hele forløbet været en meget sammensat gruppe. Der er ingen tvivl om at oprøret i starten var et ægte oprør fra neden, hvor de lavere klasser i samfundet gik på gaden for bedre sociale forhold og demokratiske rettigheder.

Da Gaddafis kontrarevolution tog til i styrke og truede oprøret, kom det militære aspekt dog til at fylde mere, hvilket betød at folk med militær erfaring fik mere indflydelse. De folk med militær erfaring var hovedsaligt folk fra Gaddafis hær, som havde sluttet sig til oprørerne, men inkluderede også stærkt religiøse folk, som tidligere havde været i Irak og kæmpe mod besættelsen dér.

Det, at Gaddafis hær nu udgjorde en så overhængende trussel mod oprøret, betød at kravet om at afsætte diktatoren kom til at stå langt mere centralt end arbejderklassens krav om forbedrede sociale forhold.

Vestens flyveforbud

Dette kom til sin yderste konsekvens, da det Nationale Overgangsråd i Benghazi, ud af desperation, begyndte at bede Vesten om at oprette en flyveforbudszone.

Vesten indvilgede som bekendt i at indføre flyveforbudszonen. Men det kom til at koste oprørerne dyrt, da de vestlige magter fra da af også ønskede at have kontrol over oprøret og hvilken retning det skulle gå.

Det gjorde de i første omgang ved at stille krav om billige oliekontrakter og om, at oprørerne skulle opfylde er række internationale aftaler, som Gaddafi havde indgået.

Det Nationale Overgangsråd, som til at starte med bare havde haft til formål at koordinere protester i forskellige byer, blev i stigende grad behandlet af Vesten som en regering. Og man begyndte fra Vestens side, med bestikkelser og andre midler, at påvirke, hvem der sad i rådet, og hvad de skulle mene om forskellige ting.

Ledere, som er vokset frem gennem oprørsbevægelsen, er derfor gradvist blevet luget ud til fordel for folk med tilknytning til CIA og afhoppede generaler fra Gaddafis militær.

Vestens indblanding har på den måde medvirket til at skærpe den interne splid i bevægelsen, som på det seneste er blevet så alvorlig, at Misrata har erklæret, at de ikke længere tager imod ordrer fra Benghazi, da de ikke har tillid til den militære ledelse dér.

Det er sørgeligt at se en revolutionær bevægelse på den måde blive korrumperet af Vesten. Men da den vestligt støttede regering i Benghazi nu i højere grad er styret af Vesten end af befolkningens interesser, er håbet for et oprør fra neden i Libyen nu i højere grad afhængigt af den egyptiske og tunesiske revolutions succes.

Flere artikler fra nr. 311

Flere numre fra 2011

Se flere artikler af forfatter:
Jens Andersen

Siden er vist 1610 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside