Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 311 – 19. august 2011 – side 14

Ingen positiv psykologi herfra!

Lotte Wittendorff Laursen

Her er en lille fortælling om at være arbejdsløs. Det er undertegnedes helt personlige erfaring, der ligger til grund for fortællingen.

Jeg har været arbejdsløs i halvandet år nu. Og jeg har været i aktivering på jobsøgningskursus hos anden aktør (AS3) i 6 uger nu. Kurset har været ok.

Men man skal lige lære, at holde tungen lige i munden; både hvad angår det at opstille skemaer i sine ansøgninger og bruge de typiske jobansøgningsfloskler, vi alle sammen lærer på jobsøgningskurserne for at lyde individuelle. De virker sjovt nok ofte mod hensigten.

Det værste er optimismen og den positive psykologi (jeg har heldigvis været forskånet for at bygge tårne med spaghetti og skumfiduser, forestille mig, hvad jeg ville have gjort, hvis jeg var Anders Fogh eller hvilken fugl, der bedst repræsenterer min personlighed og bygge den ud af legoklodser etc).

Som en veninde sagde til mig den anden dag ”hvor er det dog åndssvagt, vi bliver tvunget til at tænke positivt, og bliver nødt til det, fordi verden er så latterlig og deprimerende.” Jeg kunne kun give hende ret.

Jeg har ikke lyst til at være positiv, jeg har lyst til at være sur og genstridig. Jeg føler mig som en ko, der bliver malket til den er gammel og udmarvet, og der kan blive kogt suppe på dens ben. Og så kan de tage deres positive psykolog og sælge det til de direktører, der tjener fedt på krisen.

Min nærmeste fremtid er usikker og det dræner mig. Jeg bliver mindre og mindre overskudsagtig for hver dag, der går. Og ser færre og færre muligheder for skabe en fremtid for mig selv.

Jeg skal i løntilskud helst i går, men ingen vil betale en procentdel af lønnen. Så jeg kan få lov at arbejde gratis. Men det bliver man ikke mæt af. Det giver heller ikke tøj på kroppen eller tag over hovedet.

Det kan godt være at dem, der er rige har en eller anden abstrakt ide om menneskelig frihed, at blot man har viljen og tænker positivt så lykkes alt. Men nu har de jo heller ikke prøvet at kæmpe med økonomiske kvaler.

Sandheden er at arbejdsløshed er en forretning. En god forretning for direktører og virksomhedsejere, fordi de får mere til sig selv, jo mindre de giver til dem, der skaber værdierne. En dårlig forretning for ansatte og arbejdsløse.

Vi må stå sammen og organisere os, vi må kæmpe for vores værdighed. Man kan starte med at tage til stormøde i Århus med ”behandl os ordentligt – selv om vi er arbejdsløse” fredag d. 19 august på Sankt Annagade skole kl 10.00. Hvilket jeg har tænkt mig at gøre.

Flere artikler fra nr. 311

Flere numre fra 2011

Se flere artikler af forfatter:
Lotte Wittendorff Laursen

Siden er vist 1935 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside