Socialistisk Arbejderavis
Nr. 311 – 19. august 2011 – side 20
Valgtillæg
Er Fair Løsning virkelig FAIR?
Jakob Nerup
Socialdemokraterne og SF går til valg på Fair Løsning. Det skal signalere en anden og mere solidarisk plan for Danmarks økonomi end de borgerlige. Men er planen fair for arbejderklassen?
Fair Løsning hviler på to grundlæggende forudsætninger. Den ene er, at kapitalismens markedslogikker og kapitalens behov fortsat er en naturlov. I krisetider skal de hjælpes og arbejderklassen skal betale. S og SF fortsætter grundlæggende den kurs med nyliberal politik i det offentlige og en barbering af velfærden til fordel for kapitalen.
Den anden forudsætning er, at S og SF fortsætter på basis af alle de store forlig, de har lavet med VKO om bankpakker, uddannelse, krig/forsvar, transport/klima, retsforhold m.m. Forlig som er gennemsyret af nyliberale nedskæringer og omfordeling af penge og magt til kapitalen. Fair løsning er en videreførelse af denne politik med symbolsk solidaritet.
12 min mere?
S og SF foreslår, at den gennemsnitlige arbejdstid skal hæves med 1 time om ugen. Det giver et forventet provenu på 15 mia. kr. Hertil vil S og SF få uddannelsessøgende hurtigere igennem uddannelsessystemet, samt give flere uddannelse. Det giver et forventet provenu på hhv. 5 mia. og 2,3 mia. kr. I alt bidrager de tre tiltag med 22,3 mia.kr. Det er med andre ord lønarbejderne og de uddannelsessøgende, der skal betale for at lukke hullet i statskassen.
Fra de 4 skatteudspil, der udgør Fair Forandring, mener S og SF, at der kan hentes 12,2 mia.kr. til investering i velfærden. De skatteudspil, som udgør Fair Forandring, skaffer en total finansiering på 24,5 mia. kr. og anvender 21,7 mia. heraf – altså 12,5 mia. til øget velfærd.
Men af de 24,5 mia. som Fair Forandring tilvejebringer, så kan maksimalt 15,2 mia. kr. siges at stamme fra afgifter på erhvervslivet og de allerrigeste. Det drejer sig om tiltag som højere selskabsskat, øget lønsumsafgift i den finansielle sektor, millionærskat, og sænket pensionsfradragsret. Men mange af de store skatter betales af ganske almindelige lønmodtagere gennem højere afgifter på cigaretter og slik (3,9 mia.), kørselsafgifter i storbyerne (6,8 mia., hvoraf kun 3 mia. direkte afsættes til billigere kollektiv trafik).
Samtidig betales de investeringer i velfærd, som S og SF vil foretage, af lønmodtagerne gennem krav til højere produktivitet i det offentlige. Hele 10 mia. kr. skal komme fra produktivitetsforbedringer, som jo i sidste ende er resultatet af, at arbejdet bliver mere intensivt for de offentligt ansatte. Det skal bl.a. gøres ved at øge privatisering og udlicitering.
Arbejderpartierne S-SF?
Ud af en samlet finansiering i Fair Løsning på i alt 48,5 mia. kr. tilvejebringer erhvervslivet og de allerrigeste altså blot 15,2 mia. kr. eller lige omkring 1/3 af den økonomiske byrde. Den klassesamarbejdslogik, som S og SF forsøger at genoplive, er således mere end amputeret – ja faktisk går den direkte arbejdsgivernes ærinde.
Siden Fair Løsning blev lagt frem i 2010 er den suppleret af en vækstplan som indeholder yderligere fordele til kapitalen.
· Skattevindue, hvor virksomheder kan investere skattefrit i 2012
· Flere offentligt private partnerskaber
· Offentlig efterspørgsel skal fremme private firmaer, deres produktivitet og innovation
· Fortsættelse af Eksportlåneordningen på 20 mia. kr. (fra Bankpakke II)
· Ligestilling af offentlige og private virksomheder i løsning af serviceopgaver
· Danske universiteter skal oprette erhvervsforskningscentre til at skabe eksportafsætning i Brasilien, Rusland, Indien, og Kina.
Derudover har S og SF lovet boligejerne skattestop og tilskud. De har lovet at acceptere de borgerliges angreb på efterlønnen, hvis der er flertal. De har til gengæld ikke lovet arbejderklassen, at dagpengeperioden igen kan blive 4 år. De har heller ikke lovet at dyrtidsregulere dagpenge og pensioner.
Fortidens synder
Socialdemokraterne har været i regering meget af tiden de sidste 80 år. De har taget æren for at sidde i spidsen for opbygningen af velfærdssamfundet. De glemmer bare også fortællingen om, hvordan de administrer kapitalismen, når der er krise.
Nyrup sad i 9 år før Løkke og Anders Fogh. De 9 år var præget af nyliberale nedskæringer i det offentlige, massive privatiseringer og de første angreb på efterlønnen. Anker Jørgensen var statsminister i slutningen af 1970’er og begyndelsen af 1980’erne hvor krisen eksploderede i arbejdsløshed og skyhøje renter. Anker svarede igen med indefrosne dyrtidsportioner, overenskomstindgreb og forringelser af dagpenge for ungdommen. Jens Otto Krag leverede også angreb på dyrtidsbetalingen sammen med SF.
Historien viser os altså, at S-SF’s fairness ikke er for den almindelige befolkning – men for erhvervslivet.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed