Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 312 – 23. september 2011 – side 4

Libyen – hvad nu?

Peter Schjerning

Er krigen i Libyen vundet? Kan Anders Fogh Rasmussen snart stille sig op på et hangarskib og erklære missionen for fuldført, som George W. Bush gjorde det – mindre end halvanden måned efter angrebet blev indledt på Irak i 2003?

Der kan ikke længere være tvivl om, at Gaddafiregimet er faldet, men hvilken fremtid venter den libyske befolkning?

Hvem er NTC?

The National Transitional Council blev dannet i slutningen af februar, da oprørene i den libyske revolution havde indtaget den vigtige by Benghazi i det østlige Libyen. Rådet erklærede Gadaffis styre for illegitimt og krævede hans afsked. Oprøret udløste Gadaffis og den libyske stats angreb, hvilket derpå udløste FN’s resolution 1973 om flyveforbud. Siden da har koalitionsstyrken uden tøven anerkendt NTC som det legitime libyske styre og har med bombefly banet vejen for oprørsstyrkerne til Tripoli.

Ligesom selve Libyen er rådet en fragmenteret enhed. Rådet består f.eks. af dissidenter fra det tidligere regeringsapparat (f.eks. er den nuværende leder af NTC Mustafa Abdel Jalil tidligere justitsminister i Gaddafis regering). Derudover drejer det sig om eksillibyere, folk med tilhørsforhold til islamiske grupper, stammeledere osv. Gadaffi-regimet benyttede den såkaldte ”del-og-hersk-metode” i sin regeringsform. Han allierede sig med en række klaner og stammeledere og fratog andre grupper indflydelse.

En anden del af den spirende vrede som i sidste ende udløste oprøret var opdelingen af Libyen i et vest og et øst. Vestlibyen, hvor Gadaffi havde sin base og hvor Tripoli og regeringen ligger, blev i langt højere grad prioriteret, mens Østlibyen nærmest blev kontrolleret som en satellit. Det var en af grundene til at oprørsbevægelsen opstod i øst og havde forholdsvis stor folkelig opbakning mod Gaddafis angreb.

Mange af de grupper Gaddafi var med til at undertrykke har i dag repræsentanter i NTC, og der eksisterer stadig spændinger mellem øst og vest. Der er i en for nyligt udgivet rapport fra Amnesty International dokumenteret adskillelige likvideringer af militære, men også civile Gaddafi-støtter og sorte afrikanere, som blev mistænkt for at være lejesoldater. NTC bekæmper dog ikke kun Gadaffis allierede og formodede allierede – de bekæmper også hinanden. Den øverstkommanderende general blev f.eks. skudt af sine egne folk under vejen til Tripoli og spændinger, der har eksisteret i flere århundreder mellem forskellige klaner og stammer, blusser nu op igen. Der er med god grund stor frygt for en eskaleret borgerkrig, og at de 78 milliarder kroner i indefrosne midler fra Gaddafi-styret, der er overdraget NTC, vil blive brugt på våben til at sikre visse gruppers magt og indflydelse over andre.

Det imperialistiske motiv

I skrivende stund har den koordinerende og øverstkommanderende instans NATO gennemført over 22.000 togter, hvoraf lidt over 8300 har været regulære angreb. Den danske forsvarsminister Gitte Lillelund Bech har bekendt, at dødstallet for krigen kan være oppe på over 20.000. Krigen har varet over et halvt år. Til sammenligning varede luftbombardementet over Kosovo i 1999 78 dage.

Mange drager paralleller til netop krigen i Kosovo, hvor den udenlandske intervention, ligesom tilfældet var med Libyen – blev begrundet med FN’s såkaldte responsibility to protect doktrin (R2P), der legitimerer udenlandsk intervention ved overgreb på den civile befolkning. Parallellen til Kosovo drog også Gitte Lillelund Beck i marts, da man indledte den danske indsats: ”Der venter en mission, som minder om den mission, vi havde over Kosovo i 1999”. Den humanitære intervention har endnu ikke leveret en levedygtig stat i Kosovo, hvor situationen desuden var en helt anden, bl.a. var den serbiske leder Slobodan Milosevic hurtig villig til at overgive sig.

Men hvorfor skulle FN’s R2P-doktrin holdes i hævd i Libyen når nu også Bahrains, Saudi Arabiens, Sudans, Irans, Iraks og Yemens regimer slog voldsomt ned på oprører? For det første er lande som Saudi Arabien og Bahrain allierede med vesten og USA, militært og økonomisk. For det andet er lande som Syrien for risikabel sikkerhedspolitisk, da de i højere grad end Gaddaffi var det, er integreret i den arabiske og den mellemøstlige verden. Syrien har også begrænset naturressourcer som fx olie, hvilket Libyen har masser af.

Mest klart står de imperialistiske motiver nu, hvor oprørene har drevet Gaddafi på flugt. Frankrig, der sammen med Storbritannien var interventionens mest ivrige fortalere, har sikret sig op imod en tredjedel af kontrollen med Libysk olie. Frankrig var de første til at anerkende overgangsrådet, som til gengæld for den enorme oliegave kræver Frankrigs totale og permanente støtte. Nu hvor Gaddafis styre er faldet har også Rusland anerkendt NTC som den legitime regering. Rusland har anlægs- og oliekontrakter for mere end 52 milliarder kroner fra Gaddafi-tiden. Mandag d. 12. september fulgte også kineserne trop.

Også Danmark har interesser i Libyen. For eksempel har de danske giganter F.L. Schmidt og Danske Bank en tilstedeværelse og interesser i Libyen. Landet, der er voldsomt præget af den halvt år lange krig, et desperat overgangsråd og en kaotisk situation, bliver nu offer for en kamp udkæmpet mellem udenlandske parter om kontrakter, olie, og markedsandele. De seneste afsløringer af PETs indgående samarbejde med Gadaffi-styret under Muhammedkrisen viser en hyklerisk side af den humanitære intervention. Koalitionsstyrken havde et nært og venligtsindet forhold til Gaddafi. Efter oprørets start har koalitionsstyrken stået i kø for at fordømme den libyske diktator.

Flere artikler fra nr. 312

Flere numre fra 2011

Se flere artikler af forfatter:
Peter Schjerning

Siden er vist 1877 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside