Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 312 – 23. september 2011 – side 5

Stop de frie markedskræfter

Marie Jæger

Frihandel, privatisering og reducering af statslige udgifter – det er IMF’s og Verdensbankens kur mod fattigdom i verdens mindst udviklede lande.

Siden 80’erne har denne kur været realiseret igennem de såkaldte strukturtilpasningsprogrammer (SAP) som betingelse for optagelse af lån i Verdensbanken. Resultatet viser sig imidlertid blot at være endnu større økonomiske og sociale problemer i de fattigste lande og endnu dybere afhængighed af udenlandske lån. Når IMF og Verdensbanken fortsat dikterer økonomisk liberalisering i det globale Syd, er det svært at tro på, at strategiens egentlige motiv har noget som helst med fattigdomsbekæmpelse at gøre.

Er nødhjælp en løsning?

Når billeder af desperate flygtningestrømme og sultende børn på Afrikas Horn ruller hen over tv-skærmene, er danskerne ikke sene til at gribe til pengepungen og give deres bidrag til de sultende.

Over 150 mio. nødhjælpskroner har danskerne doneret. Det leder en hen til den ikke særligt overraskende konklusion, at langt de fleste almindelige mennesker naturligvis gerne vil være med til at afhjælpe sult og fattigdom, når de får muligheden for det. Og selvom man kun kan bifalde danskernes velvilje, bør det være med en klar bevidsthed om, at denne indsats blot er symptombehandling.

Årsagerne skal findes i et system, som hver eneste dag producerer og reproducerer sult og fattigdom for størstedelen af jordens befolkning, men som er langt udenfor nogen form for demokratisk kontrol. Centrale brikker i dette system er netop IMF og Verdensbanken og de strukturtilpasningsprogrammer, som pålægges verdens fattigste lande.

Hvorfor økonomisk liberalisering ikke virker

Når IMF og Verdensbanken sætter deres lid til de frie markedskræfter som vejen ud af fattigdom, ”glemmer” de, at det var stik modsatte økonomiske betingelser, der muliggjorde udvikling i i-landene.

Protektionistiske strategier tillod vores industrier at udvikle sig og modnes, før de skulle prøve kræfter med internationale markeder.

Ulandene har (pga. koloniseringen) ikke haft samme mulighed for at udvikle teknologi og produktionsapparat, der kan konkurrere på det globale marked. De eksporterer derfor først og fremmest uforarbejdede råvarer og beskæftiger derved primært lavt-uddannet og lavtlønnet arbejdskraft, mens de overlader de processer, som skaber megen og højtuddannet beskæftigelse til i-landene.

IMF og Verdensbankens krav om åbne markeder bevirker desuden, at ulande er i hård intern konkurrence om eksport af de samme råvarer – hvilket presser prisen på varer og arbejdskraft yderligere ned.

SAP gavner ikke den brede befolkning

Strukturtilpasningsprogrammer sætter også begrænsninger for statslig regulering af arbejdsmarkedet og arbejderrettigheder, og kræver desuden massive nedskæringer i statens udgifter. Dette medfører naturligvis dårligere uddannelses- og sundhedssystemer. Men uden en veluddannet arbejdsstyrke med adgang til basale sundhedsydelser, er økonomisk vækst og udvikling af mere avancerede industrier temmelig usandsynlig.

Langt vigtigere for den økonomiske vækst end frihandel er derfor muligheden for at beskytte lokale industrier til de modnes, og at uddanne en arbejdsstyrke, som kan udvikle nye produktionsteknologier. Ingen af delene er muligt under IMF’s strukturtilpasningsprogrammer.

Det demokratiske underskud

Således overgives størstedelen af den politiske magt i ulandene til IMF og globale markeder. Økonomisk vækst afhænger af udenlandske investeringer, hvilket er højst risikabelt, fordi de udenlandske investorer når som helst kan trække deres investeringer ud og forårsage økonomisk kollaps.

Desuden medfører tilpasningsprogrammerne, at den lokale regering i langt højere grad står til ansvar overfor IMF og Verdensbanken end den gør overfor sin egen befolkning. Dermed er programmerne med til at underminere ethvert forsøg på demokratisk udvikling i det globale Syd, hvor statsledere kun har meget lidt indflydelse på IMF og Verdensbankens politikker.

Hverken befolkningerne i Nord eller Syd har demokratisk indflydelse på de to internationale institutioner, og reelt er det en lille elite fra verdens rigeste lande, der sætter dagsordenen.

Og der er ingen tvivl om, hvilken dagsorden der så er tale om: den handler om at fastholde verdens fattigste lande i dyb økonomisk afhængighed af verdens rigeste lande og derved sikre fuldstændig økonomisk og politisk kontrol.

Vi har ressourcerne til at udrydde fattigdom i verden i morgen, men det kræver demokratisk fattigdomsbekæmpelse i syd såvel som nord.

Billedtekst:
Fra IMF protest Washington, USA, 2005.

Flere artikler fra nr. 312

Flere numre fra 2011

Se flere artikler af forfatter:
Marie Jæger

Siden er vist 1929 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside