Socialistisk Arbejderavis
Nr. 312 – 23. september 2011 – side 10
Opstand i Israel og betydningen for Palæstina
Rasmus Holmegaard
Oprør og revolutioner i Mellemøsten og Nordafrika har været med til at udfordre den israelske undertrykkelse af palæstinensere. Nu er masseprotester også nået til de israelske gader, hvilket kan komme til at spille en afgørende rolle for Palæstinas fremtid.
Israel har i løbet af denne sommer oplevet nogle af de største folkelige protester i landets historie. Flere hundredtusinde mennesker har været på gaden for at demonstrere mod stigende leveomkostninger, huspriser og modstand mod Netanyahu-regeringens krisepolitik, der indebærer afmonteringen af den israelske velfærdsstat.
Protesterne, der startede spontant udenom de traditionelle organisationer, fik dog hurtigt opbakning af blandt andet studenterorganisationerne, og har efterfølgende opnået bred folkelig opbakning på tværs af de forskellige politiske og religiøse fraktioner.
De israelske protester er i høj grad inspireret af det arabiske forår, og flere steder høres slagord som "Mubarak, Assad, Netanyahu" og "Tahrir-pladsen er i denne by”.
Dog kan protesterne i Israel i første omgang siges at have mere tilfælles med protesterne i Grækenland og Spanien end med oprøret i Mellemøsten, da det først og fremmest har været oprør mod de sociale og politiske forhold i landet og ikke med selve regimets karakter, der er målet for bevægelsen. Det har specielt været begrundet med frygten for at splitte bevægelsen, at spørgsmålet om Israels besættelse af de palæstinensiske områder ikke har været en del af dagsordenen.
Kravet om retfærdighed gælder også Palæstina
Det er dog åbenlyst, at modstand mod neoliberale reformer og angreb på velfærdsstaten i et land som Israel uløseligt vil hænge sammen med besættelsespolitikken og koloniseringen af de besatte områder.
Nok er Israel en af de største modtagere af amerikansk bistand i området, men langt størstedelen af støtten går til at dække Israels militære udgifter og går således i høj grad udenom den civile økonomi. Derudover bruger staten enorme summer på koloniseringen af de besatte områder, der årligt koster i omegnen af en milliard dollars.
Det er altså begrænset, hvad den almindelige israelske arbejder får ud af statens imperialistiske politik, og det er denne erkendelse, som man kan håbe, at bevægelsen kan være med til at udvikle. Og noget kunne tyde på, at dele af bevægelsen er begyndt at tænke i sådanne baner. På et banner til en demonstration i Tel Aviv for nyligt stod der f.eks. “social retfærdighed = forlad bosættelserne”.
Modsvaret fra det israelske regime vil øjensynligt være at skubbe til frygten og fremmedgørelsen – specielt set i forhold til den forestående afstemning i FN omkring anerkendelsen af staten Palæstina.
Således har vi også i de seneste par uger været vidne til israelske angreb på Gaza, sikkert i et desperat forsøg på at få sikkerhedsspørgsmålet tilbage på den israelske dagsorden.
Spørgsmålet om Palæstinas fremtid ligger dog ikke i en afstemning i FN, men i de folkelige protester, der udfolder sig i Mellemøsten, og som altså nu også er nået til Israel. Hvis der skal gøres op med årtiers imperialisme, er det vigtigt, at de bevægelser breder sig, politiseres og for alvor formår at true magtstrukturerne.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed