Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 3 – December 1984 – side 6

1899

Sådan gjor’ de faktisk i 90’erne

Christian Sørensen

Overenskomstforhandlingerne er lige ved at starte. Arbejdsretten bliver brugt mere og mere offensivt mod aktionerende arbejdere, men hvor stammer hele dette forhandlingssystem fra?

Det var typograferne i 1849/50 og murerne et år senere, der organiserede de første strejker mod den unge danske kapitalisme.

Det var imidlertid i forbindelse med det økonomiske opsving i begyndelsen af 70'erne, at arbejderkampe for alvor blussede op. I september 1871 var der strejke på B & W, og det satte gang i en omfattende strejkebevægelse.

En strejke hed dengang en skrue og ved at etablere omgangsskruer, dvs. at ved at et fag strejkede mod en kapitalist ad gangen og han så blev mør, så gå videre til den næste. På den måde kunne arbejderne klare langvarige strejker selv med beskedne strejkekasser.

Det var også i denne periode, at den første organisering af arbejderklassen fandt sted. Fra 1870 til 1880 blev der oprettet 63 fagforeninger.

Karl Marx’ 1. Internationale stiftedes i London i 1854 og syv år senere, den 15. oktober 1871, stiftedes Internationale i Danmark. Det skete på initiativ af løjtnant Louis Pio.

På trods af sin kontakt til Marx havde Pio ikke nogen revolutionær holdning til socialismen. Selve kimen til et socialistisk samfund så han i opstillingen af produktionsforeninger, der skulle udgøre et modstykke til den kapitalistiske produktions anarki.

I juli 1871 udkom ugebladet Socialisten, hvor Pio i april 1872 skrev: »Vi lægger så stor vægt på reformkravene, fordi vi ønsker, at Danmark ikke skal blive skueplads for blodige omvæltninger.«

Det var i forbindelse med den førnævnte strejke på B&W og med den efterfølgende faglige offensiv, at Internationale for første gang blev aktiviseret. Særnumre af Socialisten blev uddelt ved velbesøgte strejkemøder og strejkefonds organiseret. Den betydning, den faglige offensiv havde for organiseringen af Internationale, fremgår blandt andet af, at snedkerne, der var de mest aktive i strejkebevægelsen, senere blev den største sektion i Internationale.

Disse spirende forsøg på organisering blev mødt med voldsom modstand fra arbejdsgiverne. En modstand, der på ingen måde stod i forhold til arbejderbevægelsens reelle styrke.

På baggrund af en murerstrejke i foråret 1872 indkaldte Internationale 5. maj til møde på Fælleden i København. Formålet med mødet var dels at mønstre styrkerne og dels at få opbakning omkring to forslag fra bestyrelsen. For det første en ubetinget opbakning omkring den igangværende murerskrue. 2000 murere og murerarbejdsmænd havde strejket i en måned for en times kortere arbejdsdag. For det andet en bemyndigelse af Internationales bestyrelse til at gå til kronprinsen og kræve dels en arbejdsminister til fordeling af fattighjælpen og dels »lov« om opretning af forligskommissioner for alle fag samt et krav om, at alle autoriteter i faglige konflikter skulle forholde sig upartisk.

Slaget på Fælleden

Natten til den 5. maj blev tre-mandsrådet, Internationales ledelse, arresteret. Allerede næste formiddag kunne man rundt om i København se en plakat, der opfordrede til ikke at møde op på fælleden.

Den var produceret af en række fagforeningsformænd, der argumenterede: »Berøvede vore valgte førere vil ethvert forsøg på i dag at holde det berammede folkemøde utvivlsomt føre til nederlag.«

Alligevel strømmede folk til Fælleden og blev her mødt af politi, husarer og sågar artilleriet. Deres angreb blev mødt af stenkast, og voldsomme kampe udviklede sig.

Kort tid efter slaget på Fælleden blev Internationale forbudt ved Højesteretsdom.

Allerede inden Pios fængsling var der opstået interne uenigheder i Internationale. Det var sektionsformændene, der var utilfredse med Pio, og de havde taget initiativ til udarbejdelsen af nye love for Internationale. Deres linie vandt frem, mens Pio sad i fængsel.

I 1875 kom Pio på fri fod og blev formand for De frie fagforeningers Centralstyre (erstatning for Internationale). Han skrev: »Selv i valgkredse, hvor arbejdere har det absolutte flertal, selv i byer som f eks. København hvor en lønnedsættælse eller et uforskammet fabriksreglement formår at samle arbejdere i tusindvis til modstand, har det hidtil kun været muligt at samle få hundrede til den for borgernes interesse langt vigtigere politiske kamp.«

Pios politiske linie led nederlag i det spirende fagbureaukrati, og i marts 1877 flygtede han til USA, bestukket af bl.a. B& W og storkapitalisten Tietgen.

I efteråret 1876 satte en ny økonomisk krise ind, og hele arbejderbevægelsen kom i vanskeligheder. Medlemstallene faldt drastisk. Herved opstod diskussionen om den faglige organisering. Man besluttede at adskille den faglige og den politiske kamp.

Således stiftedes i 1878 Socialdemokratisk Forbund – ikke ud fra et ønske om at stifte et politisk parti, men ud fra et ønske om at styrke fagbevægelsen.

Det var fagforeningsledere, der kom til at udgøre lederskabet i Socialdemokratiet. Det var typisk folk, der var – eller havde været – selvstændige erhvervsdrivende, og for de flestes vedkommende endte de på parlamentariske tillidsposter.

Den økonomiske krise ophørte i begyndelsen af 80’erne og organisering og strejker begyndte at brede sig igen og med tiltagende styrke i 90’erne.

I tiden fra 1885 til 1899 oprettedes over 1000 fagforeninger. Medlemstallet steg tilsvarende, og i 1899 var der ialt omkring 76.000 organiserede arbejdere, svarende til 3/4 af de mandlige og 1/4 af de kvindelige arbejdere.

Industrien voksede ganske betragteligt gennem 90’erne. Det var især de store virksomheder, der voksede. Antallet af virksomheder med over 100 ansatte steg fra 47 i 1872 til 165 i 1897.

Det var i denne opsvingsperiode, at reallønnen kunne presses op. En stor gruppe i toppen af fagbevægelsen voksede op. De levede af at administrere det daglige rutinearbejde og gennemføre forhandlinger.

Hidtil havde overenskomster og arbejdsaftaler være lokale anliggender, der blev aftalt fra arbejdsplads til arbejdsplads, fra fag til fag, fra by til by. Det var især de københavnske fagforeningsledere, der ønskede dette forhold ændret ved at centralisere fagbevægelsen.

I 1886 dannede nogle lokale fagforeninger i København De Samvirkende Fagforeninger (DsF), og i den efterfølgende periode blev en række landsforbund dannet. I 1897 blev Dansk Arbejdsmandsforbund (DAF) oprettet, da en række lokale fagforeninger sluttede sig sammen.

Kort efter fulgte Dansk Smede-og Maskinarbejderforbund og i 1901 Kvindeligt Arbejderforbund.

Arbejdsgiverne var heller ikke langsomme til at organisere sig. Initiativet kom fra industrien, der i særlig grad mærkede presset fra fagforeningerne.

Foreningen af fabrikanter i Jernindustrien i København lockoutede i 1885 1300 smede, der havde rejst krav om mindsteløn. Dette krav fik de ikke igennem, til gengæld opnåede de fri organisationsret.

Det medførte, at arbejdsgivernes holdning til fagforeningerne ændredes. Hvor det før havde drejet sig om at knuse organiseringen af arbejderklassen, drejede det sig nu om at gennemtvinge kollektive overenskomster. Derfor var det med stor interesse, man fulgte fagforeningsledernes forsøg på at centralisere fagbevægelsen.

I forlængelse af den store smedelockout havde parterne forpligtet sig til at oprette en voldgiftsdomstol, der byggede på Pios ideer fra Fælleden i 72.

Den vellykkede faglige aktivitet, der i 1898 resulterede i, at det blev muligt at udvide DsF til at omfatte stort set alle forbund, der var i landet dengang (forløberen for LO), tvang arbejdsgiverne til også at slutte sig sammen i en organisation (AF).

Hvor de faglærte dominerede DsF, var det de største af industrikapitalisterne, der dominerede AF. Og snart blev det tydeligt, at en omfattende styrkeprøve var uundgåelig.

Den store lockout

DsF prøvede at undgå eller udskyde den storkonflikt, der uvægerligt ville blive en følge, mens AF ønskede et opgør.

Den hårde fløj i AF ønskede et opgør, der kunne knække DsF, inden det blev for grundigt konsolideret. Den anden fløj ønskede at underlægge fagbevægelsen et fast system af forhandlings- og konfliktregler.

Man kunne anerkende DsF som forhandlingspartner, men det kneb imidlertid med at få arbejderne til at respektere de centralt trufne beslutninger. AF ville have en forhandlingspartner, der kunne sørge for, at forhandlingsresultatet blev overholdt.

Den sidstnævnte linie vandt afgørende opbakning på AF's generalforsamling i foråret 1899.

Gnisten, der antændte det hele, kom i maj 1899. Snedkerne i syv jyske byer nægtede at acceptere en aftale, der var indgået af deres forbundsledelse, idet den indebar, at snedkerne i provinsen skulle arbejde på en lavere tarif end i København.

DsF opfordrede endnu engang snedkerne til at genoptage arbejdet og lovede dem DsF's støtte i forhandlinger med AF. Snedkerne accepterede forliget, men nu erklærede arbejdsgiverne forliget for bortfaldet.

Herefter lockoutede arbejdsgiverne hele snedkerfaget og fremsendte et dokument med 8 krav til DsF. Da DsF ikke umiddelbart ville acceptere disse, lockoutede arbejdsgiverne 13 andre byggefag. Senere, da konflikten var på sit højeste, var henimod 40.000 arbejdere omfattet.

Efter fire måneders konflikt endte det med nederlag, idet DsF's ledelse underskrev de 8 punkter.

Dette elendige forlig kom til at lægge rammerne for alle fremtidige kampe mellem arbejdere og arbejdsgivere. Det blev en arbejdsmarkedets grundlov.

Der blev indført omfattende varslingsregler, der gjorde, at arbejdsgiverne fik tid til at imødegå arbejdskampe. Det svækkede klart den effektivitet, som de foregående års spontane strejker havde haft.

Alle overenskomstforhandlinger måtte fra nu af kun føres af de respektive hovedorganisationer, der blev gjort ansvarlige for de tilsluttede fagforeningers handlinger. Organisationsansvar og varslingsregler blev reelt en fredspligt i overenskomstperioden. Endvidere skulle DsF garantere for ordnede, rolige og stabile arbejdsforhold.

Endelig indeholdt forliget den berygtede §4, hvor man ganske utvetydigt fastslår arbejdsgivernes ret til at lede og fordele arbejdet.

Arbejdsgiverforeningen havde gennemtvunget et organiseret klassesamarbejde, som var et vigtigt led i den proces, der skulle gøre fagbureaukratiet til politibetjenten, der kunne kontrollere og neddæmpe arbejderkampe.

Indførelsen af en fredspligt nødvendiggjorde oprettelsen af instanser, der kunne sikre dens overholdelse og derfor blev Den permanente voldgiftsret nedsat. Den skulle afgøre uenigheder mellem hovedorganisationerne. Voldgiftsretten blev justeret nogle gange, indtil den blev fuldført i 1910 i Den faste voldgiftsret – Arbejdsretten.

Senere har vi set talrige eksempler på Arbejdsrettens vurderinger af, hvad det koster arbejderklassen at bryde arbejdsmarkedets grundlov.

Senest med en samlet bod på over 21 mill. kr. efter HT-konflikten.

Billedtekster:
Louis Pio
De samvirkende Fagforbunds første forretningsudvalg i 1898

Flere artikler fra nr. 3

Flere numre fra 1984

Se flere artikler om emnet:
Faglig kamp før 1900

Se flere artikler af forfatter:
Christian Sørensen

Siden er vist 2339 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside