Socialistisk Arbejderavis
Nr. 313 – 14. oktober 2011 – side 4
Ah hvad... Arbejderklasse?
Anders Bæk Simonsen
Hvis man definerer arbejderklassen ud fra tre grundlæggende parametre; 1) er man udbyttet, 2) har man kontrol over betingelserne for sit arbejde og 3) er man tvunget til at sælge sin arbejdskraft, fremstår det klart, at den største del af befolkningen tilhører arbejderklassen.
Nogle synes, at begrebet virker så underligt klodset, for unuanceret og tilhørende en anden tid med mænd i kedeldragter på store skibsværfter. De er lukket og den tunge sværvægts-industri er flyttet ud (hjulpet på vej af vores skattefinansierede eksportstøtte, vel at mærke). På samme måde er begrebet også forsvundet ud af den offentlige debat i medierne og på universiteterne.
Det er her den første misforståelse af, hvad det vil sige at være arbejder, træder frem. For mens de fleste arbejdere gerne vil medgive, at de faktisk arbejder – og måske også at de arbejder for at nogle andre kan tjene penge på deres arbejde, synes man måske det virker mere passende at kalde sig ’middelklasse’ eller noget lignende.
Hvad med mig i banken, bureauet eller kontorbåsen?
Det er som om, man ikke kan være arbejderklasse, hvis man f.eks. arbejder i finansverdenen, for forsikringsselskaber eller reklamebureauer. Det er som om, at hvis dit tøj og dine hænder ikke bliver meget beskidte, tilhører du ikke arbejderne.
Desværre er det sådan, at selvom den ansatte i banken, bureauret eller kontorbåsen har et flot stramt jakkesæt og slips på ligesom sin afdelingsleder og direktøren for det hele, er det kun et dagligt maskebal, der dækker over kæmpestore reelle klassekløfter.
For flertallet af de ansatte i banken, bureauret og i kontorbåsen ejer ikke de midler, der er nødvendige for at drive og producere det, som deres respektive arbejdsplads nu producerer. De ejer ikke bygningen, it- og telesystemet, softwaren eller patenterne.
Derfor er de også tvunget til at sælge deres arbejdskraft og det til en pris, der betyder, at de udbyttes af ejerne af deres arbejdsplads – altså kapitalisten.
Endeligt betyder denne mangel på kontrol over produktionsmidlerne også, at de heller ikke har kontrollen over betingelserne og rammerne for deres daglige arbejde, der oftest kan være rutinepræget, stressende, ensomt og meningsløst.
En foranderlig kapitalisme = en foranderlig arbejderklasse
Udviklingen i kapitalismen har skabt et større behov for arbejdernes sociale og kommunikative kompetencer i forhold til tidligere, hvor arbejderne var ét fysisk element i en større maskine. Vi er stadig en del af en række større maskiner, men vi besjæler dem i dag med værdi, også igennem vores sociale og kommunikative kompetencer.
Konkurrencen om de billigste produktionsomkostninger kombineret med den teknologiske udvikling har medført ændringerne i produktionen der så tilsvarende har medført en ændring af arbejderklassens sammensætning.
Den offentlige sektor
Et af de steder, hvor vi ser, at arbejderklassen er vokset mest de sidste 40 år, er i den offentlige sektor. Dels i antallet der er ansat i den sociale omsorgssektor, som tager sig af direkte menneskelig kontakt i vuggestuer, børnehaver, skoler, fritids- og ungdomsklubber, special institutioner og plejehjem.
Og dels i antallet af funktionærer, der overvåger, registrerer, kontrollerer, servicerer og administrerer statens borgere (og dens egne ansatte) og opdyrker deres produktivitet til gavn for kapitalisterne.
Ved at stille den offentlige sektors arbejdere overfor de tre parametre, vil man let kunne svare bekræftende på, at man ikke har kontrol over sit arbejde, og man er tvunget til at sælge sin arbejdskraft. Men spørgsmålet om, hvorvidt man bliver udbyttet, kan straks være lidt vanskeligere at svare klart på. Ganske kort må vi her nævne to ting.
Først og fremmest at staten stadig lønner deres ansatte lavere end den værdi deres arbejde reelt skaber. Når det offentlige sælger deres produkter og services videre til det private, træder dette udbytningsforhold frem.
For det andet er statens ekspansion et forhold, der har været nødvendigt for at optimere kapitalismen, og staten har selv dens overklasse, der ligesom kapitalisterne, tjener flere gange mere end de almindelige ansatte og derved deler interesser med de private kapitalister.
Selv om mange folk i dag har et højere uddannelsesniveau, ender de fleste med disse jobs i det offentlige eller private. Den status og de privilegier der tidligere hørte sig til at være akademikere, er ikke i dag på sammen måde gældende.
De fleste af os ender igen i jobs, hvor vi ikke selv bestemmer rammerne for vores arbejde, hvor vi udbyttes og hvor nødvendigheden i at bevare jobbet for enhver pris, tydeliggøres af kontanthjælpscirkus og dagpengeland.
Der er altså ingen grund til at tro, at vi ikke længere tilhører arbejderklassen bare fordi vi ikke arbejder på et værft. I stedet for er det på tide at rette ryggen og forstå vores fælles betingelser og kamp.
Så om du bærer jakkesæt eller sidder ved kassen i supermarkedet, så tilhører du den globalt set største klasse, der udbyttes af kapitalisterne, men samtidig besidder magten til at stoppe produktionen og starte den igen på egne betingelser.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed