Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 313 – 14. oktober 2011 – side 7

Om ideologi i ’virkelighedsshowet’

Mathias Nielsen

”Typisk amerikansk,” bemærkede min kæreste henkastet fra den anden ende af sofaen. Over de sidste to timers tid havde vi på stuevæggens fjernsynsskærm fulgt en ung, sort stjernedrømmer, der i Will Smiths charmerende skikkelse drog fra sit landlige ophav og til San Franciscos bakkede gader.

Her, i den beskidte storby, trodsede han alle tænkelige odds og sled sig op ad den vanskeligt kuperede vej fra ’zero’ til ’hero’.

Fra det absolutte stadie af menneskelig håbløshed, hvor man hulkende tilbringer natten med sønnike på et stinkende offentligt toilet, liggende i sammenkrøllet fosterstilling op ad hjørnevæggen på et lag af billige papirhåndklæder. Til dundrende succes og ejer af et børsfirma med millionomsætning ved rulleteksternes komme. Høflighed. Fornuft. Og gåpåmod ad libitum.

Mere skulle der ikke til for at sprænge samtlige sociale og strukturelle rammers besnærende bånd. Bang bang!, yes we can! og videre til rulleteksterne og lidt god musik.

Det var rart at se på. Rart som at spise en Marsbar. Men også lidt irriterende. Som når den kunstige sødme gør dig kvalm.

Dét vi havde set på skærmen foran os, var et lillebitte fragment af tidens bærende ideologi. En enkelt splint fra den robuste neoliberale træseng, der sørger for at kapitalismen ligger blødt og lunt. Vi står alle i smedjen og bakser med vor personlige lykke, sagde filmen.

Så fuck alle velkendte sociologiske facts. Fuck at den opadgående sociale mobilitet i Mr. Smiths hjemland, for nu at sige det pænt, er temmelig begrænset.

Fuck at der eksisterer en udbredt ulighed i livschancer, som bestemmes af uomgørlige strukturelle baggrundsvariable som hudfarve, fødested og køn. Og fuck, at en fjerdedel af samtlige amerikanske børn – og halvdelen af alle sorte børn – ifølge nye tal vokser op i et hjem med en indkomst under den fastsatte fattigdomsgrænse.

Såvidt en tilfældig amerikansk film på en halvdårlig tv-aften. Den kritik jeg refererer her er velkendt og hørt masser af gange før: Amerikanske kulturprodukter – fx film, litteratur og tv-serier – stirrer nærsynede på individet, og gør sig bevidst blinde overfor strukturelle forhold.

Dermed kommer de til at understøtte en særlig forløjet tegning af virkeligheden, hvorpå individet, og kun individet, bærer ansvaret for sin egen skæbne. En dobbeltbevægelse, hvor kulturskaberne bevidst lader den venstre hånd skygge for afgørende strukturelle forhold, mens den højre placerer det ansvarlige individ i det stærke spotlight på scenens absolutte centrum.

Men gør en lignende dobbeltbevægelse sig ikke gældende for en stor del af de populære danske reality-shows, som i dag er fast inventar på en række af de førende danske kanalers sendeflader? Er ikke disse ’virkelighedsshows’ netop nogle af de bedste tilgængelige eksempler på, hvordan strukturelle forhold kan leve en aktiv skyggetilværelse, til fordel for en lidenskabelig dyrkning af det ansvarlige individ?

’Paradise Hotel’, som til foråret tager hul på sin ottende sæson på dansk tv og som er et af de mest populære gameshows, er her et godt eksempel.

Showet opererer ikke, som den klassiske tv-konkurrence, med et fast regel- og pointsystem, der sætter klare rammer for hvad der konkurreres om, og hvordan konkurrencen skal foregå. I stedet ændres konkurrencens præmisser konstant.

Hvis en af deltagerne opfattes som særlig provokerende og slagsmålsivrig af de øvrige deltagere, ændrer procucentholdet reglerne således at hans chancer for at blive i spillet forstørres.

Hvis en deltager i særlig grad formår at charmere sig ind på det modsatte køn, og efterlader piger på stribe mere afklædte, med mere spredte ben og med en højere puls end de ellers havde tænkt sig for åben skærm, forstørres hans chancer ligeledes. Og så fremdeles.

Deltagerne er med andre ord underlagt en meget voldsom og arbitrær strukturel magtudøvelse, hvis kraft de aldrig må omtale og hvis rationalitet de er kontraktligt bundne til aldrig eksplicit at betvivle.

Den interessante britiske sociolog, Nick Couldry, bemærker i sin analyse af den britiske udgave af ’Big Brother’, at programmets adelsmærke er, at deltagerne er underlagt en ”absolut ekstern autoritet”, hvis afgørelser de stiltiende må acceptere.

Således også hos de danske ’paradisoer’. Når en deltager er blevet stemt ud og må forlade showet siger vedkommende som hovedregel to ting.

For det første noget i stil med, at ”nogle af de andre spillere var også nogle idioter” og dernæst: ”Men jeg kunne også godt selv have spillet bedre.”

Kritikken rettes altså dels imod andre enkeltindivider og dels indad mod deltageren selv. Men den rettes aldrig imod det strukturerende spilkoncept som ellers, fuldstændig åbenlyst, former og producerer deltagernes hadske og grænseoverskridende handlemønstre. Strukturerne trækker deltagerne rundt i manegen som var de marionetdukker, og placerer dem igen og igen i uløselige dilemmaer.

Med andre ord: Det vi ser, for fuld udblæsing, er ideologiens særlige dobbeltbevægelse, hvor strukturer gør deres arbejde i den dækkende skygge fra skaberens venstre hånd, mens højrehåndens pegefinger med uimodståelig kraft rettes imod det ansvarlige individ på scenes midte, der pænt bukker eller nejer som han eller hun får besked på.

Som da reality-kongen Sidney Lee lod producentholdet overtale ham til at servere pulvermad fra tanken for sin date, og efterfølgende høstede befolkningens fulde bifald.

Fuck at det egentligt er den strukturelle magt, som har bukserne på her i foretagenet. Vi – seermasserne – ved jo et eller andet sted godt at den er der, men vi lever helst som om vi ikke vidste det. Den kan alligevel ikke komme på forsiden af ugebladene.

Måske kunne der alligevel være god ræson i at løfte lidt på skaberens tunge, venstre håndflade og se nærmere på, hvad det egentlig er den skygger for. Alternativt er der flere Mars-barer tilbage i pakken.

Flere artikler fra nr. 313

Flere numre fra 2011

Se flere artikler af forfatter:
Mathias Nielsen

Siden er vist 1340 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside