Socialistisk Arbejderavis
Nr. 313 – 14. oktober 2011 – side 8
Proletarer i alle lande, foren jer!
Marie Jæger
Egypten, februar 2011: Op mod 15 millioner mennesker er på gaden for at kræve Mubarak-regimets afgang. Efter kun 18 dage med massive strejker og demonstrationer må Mubarak opgive magten.
Begivenhederne i Egypten er en del af en større bølge af oprør og revolutioner, som bredte sig som en steppebrand fra Tunesien i januar over Marokko, Algeriet og Libyen til folkelige protester i Syrien, Yemen og Bahrain.
I dag er der stadig protester mod neoliberale fordelingspolitikker og manglende demokratiske rettigheder. I Egypten er der fortsat demonstrationer, som kræver en ny revolution i landet.
England, 26. marts 2011: Over en halv million er på gaderne i London. 3 måneder senere, 30. juni, går omkring 750.000 arbejdere i strejke i protest mod nedskæringspolitikken. Op mod 100.000 er på gaden samme dag. Der planlægges en ny strejke med op mod tre millioner arbejdere involveret i november.
Spanien, maj 2011: Revolutionære bølgegange fra den arabiske verden aflejrer sig i sydeuropæiske lande. Over 80.000 er på gaden i Spanien. Med inspiration fra Tahrir-pladsen starter demonstrationerne besættelser af offentlige pladser, som varer flere uger.
Grækenland, juni 2011: Flere hundredtusinder demonstranter er på gaden i forbindelse med en landsdækkende strejke, der inkluderer stort set hele den offentlige sektor og anseelige dele af den private sektor. Gennem det sidste halvandet år har Grækenland set i alt 13 landsdækkende strejker i protest mod krisepolitikken.
Israel, august 2011: En halv million israelere er på gaden for at kræve social retfærdighed og præsident Netanyahu’s afgang. Inspirationen fra Egyptens Tahrir-plads er klar, og teltbyer spirer frem flere steder i Israel.
New York, 17. september 2011: Inspiration fra Egypten, Grækenland og Spanien har fået tusinder til at starte en besættelse omkring Wall Street, og bevægelsen har i skrivende stund spredt sig til over 40 byer i USA.
En verden i oprør
År 2011 står utvivlsomt i oprørets tegn, men modstand mod magthavernes krisepolitik er ikke nogen nyhed. Igennem de seneste år har strejker og enorme demonstrationer præget flere europæiske lande.
I 2009 protesterede irerne over massive velfærdsforringelser og lønnedgang i den offentlige sektor.
I 2010 har så godt som alle sektorer i Frankrig været i strejke, mens millioner har været på gaden for at protestere mod store forringelser af pensionsordningen.
Samme år var millioner i strejke i Italien. 100.000 er i strejker og demonstrationer mod nedskæringer i den offentlige sektor i Portugal. Portugal har også for nylig set store protester mod nedskæringspolitikken med over 150.000 på gaden i oktober.
I Spanien var over 70 pct. af den spanske arbejdsstyrke involveret i generalstrejker i 2010, mens over halvanden million var på gaden.
Cairo, Madrid, New York: Fælles modstand mod fælles fjende
Roden til kampe over hele verden er imidlertid den samme: vrede over stigende ulighed, stigende arbejdsløshed, lavere lønninger, manglende demokratisk indflydelse og velfærdsforringelser, samtidig med at milliarder af kroner postes i bankpakker.
Magthavernes svar på den globale krise er alle steder neoliberale nedskæringspolitikker og privatiseringer, der underminerer befolkningernes basale velfærdsrettigheder i et desperat forsøg på holde kunstigt liv i en dødssyg økonomi, der kun tjener mindretallets interesser. Alle steder er regningen for krisen adresseret til arbejderklassen.
Men på trods af de seneste års protester mod europæisk nedskæringspolitik, har kapitalejere indtil videre fortsat fyringer, velfærdsforringelser og lønnedgang. Når så store demonstrationer besvares med brutal politivold og endnu flere nedskæringer, indser flere og flere, at Europas borgerlige demokratier har meget lidt med flertallets interesser at gøre. Derfor er kamp for demokrati og kamp for velfærd to sider af samme mønt, og derfor er kampen for reel demokratisk organisering af samfundet lige så relevant i Europa og USA, som den er i den arabiske verden.
Den herskende klasse, som lige nu forringer levevilkår for mange millioner mennesker verden over, er organiseret internationalt og udøver deres magt gennem institutioner som IMF, NATO, Verdensbanken og EU.
Disse institutioner dikterer store dele af den økonomiske politik i arabiske lande, såvel som resten af verden med økonomisk og militær magt, som interventionen i Libyen er eksempel på. Derfor må modstanden mod velfærdsforringelser nødvendigvis være international for at kunne udfordre en herskende klasse med stærk international organisering.
Global modstand
Derfor er det positivt, at oprør verden over inspirerer og breder sig. Inspirationen fra Egypten er tydelig mange steder i Europa, Israel og USA: Ikke-voldelig besættelse af offentlige pladser, teltbyer og spontan organisering af lokale råd.
Disse massebevægelser er ofte præget af spontanitet og trækker mange med, som ikke tidligere har været politisk aktive, og som meget forståeligt fuldstændigt har mistet tiltroen til politiske partier, som det f.eks. gælder for 15. maj-bevægelsen i Spanien.
Denne opstand nedefra er fuldstændig nødvendig for, at bevægelsen kan lægge tilstrækkeligt pres på magthaverne. Men en forudsætning for bevægelsernes gennemslagskraft er samtidig, at de udvikler sig og politiseres.
Besættelse af offentlige pladser må nødvendigvis gå hånd i hånd med en større strejkebevægelse, der kan koordinere strejker over hele verden, og på længere sigt kombinere længerevarende strejker med besættelser af fabrikker og kontorer.
Vejen frem
I de kommende måneder vil vi se en kraftig forværring af krisen. Alt tyder på, at den græske økonomi kollapser, hvilket kan starte en domino-effekt, som kan vælte andre skrøbelige økonomier i Europa også. Dette scenarie vil have fatale konsekvenser for stabiliteten i økonomier i resten af verden.
Angreb på arbejderklassen vil kun intensiveres, og det er derfor af afgørende betydning, at mobilisering, radikalisering og organisering nedefra og i international skala fortsætter herfra.
Støt legitime krav fra verdens befolkninger om social retfærdighed, basale velfærdsrettigheder og reelt demokrati ved at styrke modstanden mod krisepolitikken i hjemlandet.
Organiser dig på din arbejdsplads og arbejd for international organisering af arbejderklassen.
Marx’ ord fra det Kommunistiske Manifest synes nu så relevante som nogen sinde: ”Proletarer i alle lande, foren jer!”
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed