Socialistisk Arbejderavis
Nr. 3 – December 1984 – side 7
Marxismens betydning
Fra økser til stjernekrig
Ole Mølholm Jensen
Et tilbageblik over de sidste mange hundrede år viser, at menneskehedens historie har været præget af elendighed, udbytning, krigsrædsler og frygt, grusomme magthavere, oprør og undertrykkelse.
Disse ting har ikke været undtagelser, men reglen for det store flertals liv.
Historien har samtidig været præget af, at der på den ene side har været en lille gruppe af magthavere, som har levet i overflod. På den anden side har det store flertal i befolkningen været de fattige, de udbyttede og undertrykte, for hvem hver eneste dag har formet sig som en kamp for at overleve.
Men der har også været en anden vigtig udvikling i historien. Menneskets historie har nemlig også været historien om en utrolig udvikling af viden, nye arbejdsredskaber og arbejdsmetoder, og ikke mindst nye måder at organisere hele samfundet på og dermed hele det sociale liv og den samfundsmæssige materielle produktion.
Selvom mange, der har levet i en bestemt historisk periode, har opfattet netop deres viden, deres arbejdsmetoder, redskaber og hele samfundets organisering som noget, der ville fortsætte i det uendelige, har historien vist det modsatte.
De bønder, der levede i Danmark for 400 år siden, troede således også, at det at være fæstebonde og dermed at være underlagt herremanden og feudalherrernes tyranni var en blivende organisering af arbejdet og samfundet.
Alligevel kom mange af dem i åben kamp mod herremændene, en ny herskende klasse voksede frem og kapitalismen satte rødder i samfundet og ændrede organiseringen af samfundet fundamentalt. Viden om samfundet og verden omkring dem ændrede sig, arbejdsmetoderne blev fornyet, redskaberne blev forbedret o.s.v.
Disse to hovedtræk i historien eksisterer fortsat idag. På den ene side er mennesket idag istand til at sende folk op på månen, lave krigsforberedelser i rummet, fremstille robotter og andre former for højteknologiske. redskaber. Kapitalismen har hævet produktionen til et niveau, hvor der i realiteten er mere end nok til, at alle kunne leve et anstændigt liv.
På den anden side lever det store flertal fortsat i undertrykkelse og udbytning. Tænk blot på Danmark, hvor en lille gruppe af magthavere får større og større fortjenester samtidigt med, at dag-pengesystemet angribes og flere tusinde ryger ned på en utrolig lav levestandard. Tænk på de store kødbjerge og mælkesøer, der hober sig op eller destrueres, samtidig med at tusinder ligger og dør af sult i Etiopien.
Men hvad er det, der driver historien fremad, og hvilke kræfter er det, der idag peger frem mod et opgør med den hundredårige lange tendens: det lille luksuriøse mindretal mod det store undertrykte flertal.
Den historiske materialisme
Den forståelse af historiens motor, som vi har idag, er den forståelse, som Karl Marx udviklede for over 100 år siden. Marx så, at samfundets grundlag, er produktionen. Produktionen er grundlaget for de sociale og klassemæssige forhold, der opstår. For samfundets organisering, statens udformning og dermed også for selve produktionens organisering og fordeling af det samfundsmæssige overskud.
Igennem historien har der været flere hovedformer for, hvordan samfundet har været organiseret. Det vil sige bestemte former for produktionens organisering. Disse former har været ursamfundet, antikken, slavesamfundet, feudalismen og kapitalismen. Disse hovedformer betegnes som produktionsmåder.
De har haft en bestemt organisering af udbytningen af det store flertal, enten det har været slaver, bønder eller arbejdere, og en bestemt magtstruktur for at fastholde det store flertal i udbytningens lænker samt bestemte ejendomsforhold. Disse forhold betegnede Karl Marx under et som produktionsforhold.
Samtidigt har produktionsmåderne haft en bestemt form for viden om, hvordan mennesket kunne bearbejde naturen, producere varer, teknisk kunnen og bevidsthed.
Overgangen er revolutionær
De ting betegner Karl Marx under et som samfundets produktivkræfter. Hvilket også vil sige de ting, som udvikler samfundet indenfor de givne produktionsforhold. Det er således en bestemt sammensætning af produktionsforhold og produktivkræfter, der kendetegner de forskellige produktionsmåder.
Det, der får overgangen fra den ene produktionsmåde til den næste til at foregå er, at produktivkræfterne udvikler sig så langt, at de dels står i modsætning til de eksisterende produktionsforhold, og dels at produktivkræfternes udvikling har muliggjort, at der kan skabes nye produktionsforhold.
Under feudaltiden udviklede der sig således på den ene side en ny klasse, som ønskede ophævelse af de store restriktioner, der var på handelen og på anvendelse af arbejdskraft i en kapitalistisk produktion.
På den anden side udviklede der sig stor utilfredshed med den hårde undertrykkelse af bønderne og af det spirende borgerskab, der alle blev holdt nede af kongemagten og de lokale feudalherrer. For at kunne udvikle den kapitalistiske produktion med den nye viden og arbejdsmetoder, den medførte, og for at få handlefrihed for det nye borgerskab, måtte de nedbryde de gamle produktionsforhold igennem oprør mod kongemagten.
Det nye borgerskab gik derfor i alliance med bønderne og gennemførte det revolutionære opgør med kongemagten. Det var dog ikke bønderne, der kom til magten, men det nye borgerskab.
Opgøret med feudalismen ændrede således ikke det forhold, at det store flertal var undertrykt. Det ændrede blot de former, hvorpå det var undertrykt. Før var bønderne undertrykt af feudalherrerne, nu blev de hevet ind i fabrikkerne, blev arbejdere og blev udbyttet og undertrykt af det nye borgerskab.
Den ene produktionsmåde afløser således den anden ved, at dele af de undertrykte gennemfører et opgør med de gamle magthavere og skaber nye produktionsforhold.
Fælles for disse overgange fra den ene produktionsmåde til den anden har været, at de ikke har afskaffet undertrykkelsen af det store flertal. Samtidig har de haft det til fælles, at under den enkelte produktionsmåde har de kræfter udviklet sig, som står i modsætning til de eksisterende produktionsforhold.
Styrken til opgør
Under kapitalismen udvikles der også en klasse, Under kapitalismen udvikles der også den klasse, der kan nedbryde de eksisterende produktionsforhold, netop arbejderklassen som er det store udbyttede flertal idag.
Men i modsætning til tidligere undertrykte klasser har arbejderklassen ingen undertrykte under sig. Arbejderklassen kan derfor som den første klasse i historien afskaffe udbytning og undertrykkelse igennem et revolutionært opgør med de eksisterende produktionsforhold.
Men selvom de kapitalistiske produktionsforhold med de vanvittige modsætninger jeg tidligere omtalte, og de enorme ressourcer der reelt eksisterer, er 'moden' til et nyt brud, er dette brud endu ikke kommet.
For at forstå hvorfor det ikke endnu er sket og hvorfor arbejderklassen som historiens eneste klasse ikke blot igennem en revolution skaber nye udbytningsormer vil jeg i de kommende numre diskutere arbejderklassens rolle og hvad kapitalisme egentlig er.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed