Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 314 – 11. november 2011 – side 4

Occupy Wall Street

En amerikansk massebevægelse?

Adam Bille

Alt står stadig åbent, men det er mit indtryk, at den amerikanske Occupy-bevægelse senest med opfordringen til generalstrejke, ikke bare har potentiale men allerede er i gang med at ændre Amerika for altid.

I modsætning til i Danmark, kigger folk ikke til parlamentet efter forandringer af systemet. De store forhåbninger til et nyt Amerika med Obamas ”Yes we Can” og ”Change” kampagne er bristet, og mistilliden og vreden til den politiske og økonomiske elite er mærkbar og vokset med Occupy-bevægelsens fokus på samfundets grundlæggende interessekonflikt imellem den ene procent og de resterende 99 procent.

I stedet inddrages der for hver dag flere mennesker i bevægelsen, som igennem erobringer af byens rum aktivt opbygger nye former for deltagerdemokrati og diskussion.

En ung bevægelse?

Bevægelsen ER ung både i forhold til, hvor længe den har været på banen (første protest skete ved besættelsen af Wall Street d. 17. september), og i forhold til, at det er unge mennesker, som har været de primære kræfter i bevægelsens første spæde skridt.

Men bevægelsen er ikke længere kun ung, hvid eller et studenterfænomen (hvis den nogensinde KUN har været dette). Der er imidlertidig intet mærkeligt ved, at det er unge studerende, der oftest igangsætter de initiativer, som kan starte større bevægelser.

Sådan var det også i Egypten i vinters, hvor det var unge og studerende der indkaldte til de protester som førte til Mubaraks fald – og stadig dagligt udfordrer den herskende klasse ved fortsatte strejker og demonstrationer. Disse bevægelser kunne dog aldrig have presset regimet og sat Mubarak på porten, hvis det ikke var for deltagelse af den brede arbejderklasse.

Parkens dobbelthed

Det er nogen af de samme udfordringer, som den amerikanske Occupy-bevægelse står overfor. At besætte en park og bruge den som base eller snarere kerne for bevægelsen, rummer dels en utrolig styrke dels en latent svaghed i en park-bevægelses afgrænsede geografiske logik.

Styrken er synlighed og sammenhold. Ved at besætte en park i en central del af byen, erobrer man et fast center for bevægelsen, hvor forbipasserende og fremmede altid kan mødes og besøge bevægelsen.

Samtidig skabes der et stærkt sammenhold og bånd imellem mennesker, når man skal dele mad, være naboer og holde vagt for politiets indtrængen. Stærke bånd, der betyder tillid til og forpligtelse over for hinanden. Et netværk af en helt anden kvalitet end dem, som man kan opnå på Facebook.

Samtidig er det parkens afgrænses rum, der i sig selv rummer en svaghed – det bliver lettere at isolere bevægelsen, og det er derfor afgørende for bevægelsen at brede sig.

Heldigvis har bevægelsen allerede spredt sig ikke kun nationalt med hundredvis af besatte byer men også globalt (I 2317 byer har der været besat pladser eller parker). Men andre former for generaliseringer af modstanden mod systemet er også nødvendige.

I og med at folk kommer til bevægelsen som individer modsat f.eks. studenter og arbejderkampe, hvor man i højere grad tager del og slås sammen som et tydeligt kollektiv, betyder det også, at de idéer og aktionsformer, der opstår, er meget mangfoldige, indbyrdes modsætningsfulde og peger ikke i én klar retning, men er brydninger imellem revolution, reformisme og endda nogle få eksempler på reaktion.

De mange røster i bevægelsen, som har presset på for at stille krav om en Robin Hood- eller Tobin Skat, der er mikroskopisk beskatning af alle finansielle transaktioner, vidner om, at der stadig er en stærk reformistisk strømning i bevægelsen. Her er problemet ikke systemet men finansfolkets ’grådighed’ og politikernes eftergivenhed. Ved at stille krav om små forbedringer af systemet, som f.eks. Tobin skat, ønsker man at bevare systemet. Men heldigvis er der også andre tiltag.

I Liberty Park i New York er der grupper, der tager initiativer som f.eks. en landsdækkende ”Occupy March” til Washington eller besættelser af universiteterne. Det er idéer, der endnu er på tegnebordet, så det er i sagens natur ikke til at sige, om de bliver til noget endnu.

”Generalstrejke”

Den seneste opfordring til generalstrejke er helt klart det vigtigste skridt, der er taget for at få bredt bevægelsen ud til arbejderklassen. I Oakland Californien blev opfordringen til den første generalstrejke på amerikansk jord siden 1946 vedtaget af 1484 stemmer mod 46 imod og iværksæt med under 1 uges forberedelse som respons på politiets brutale rydning d. 25. oktober.

Derfor blev der heller ikke tale om en rigtig generalstrejke, men en stor demonstration. Mere end 15.000 mennesker formåede at lukke USA’s femte største havn fuldstændig ned i flere timer. I resten af USA var der ligeledes sympatidemonstrationer med flere tusinde deltagere.

Magthaverne vil isolere bevægelsen

Siden dag 1 har den amerikanske elite forsøgt at afgrænse og isolere fænomenet. Man har i de borgerlige medier ignoreret besættelsen af Wall Street i flere uge, sidenhen latterliggjort de protesterende og negligeret bevægelsens motiver.

Politi og bystyre har benyttet absurde tilsyneladende ”neutrale” tekniske argumenter for at besværliggøre besættelserne eller smide dem væk. Med argumenter om, at de er til for fare for sig selv, standarder for renhed og kriminalitet søger de at legitimere politiets fremfærd med peberspray og knippelsuppe.

Men bevægelserne er nu så stærkt knyttet til resten af befolkningen, at argumenter om mængden af affald og tyveri i en park ikke giver mening for de fleste mennesker. De kan se proportioner i den kriminalitet, der foregår på Wall Street kontra småtyverier i parken.

De undrer sig over bystyret, som vil gøre noget ved dette, alt imens den kriminalitet og store affaldsmængde, der er til stede i deres kvarterer, ikke medfører nogle ekstraordinære indsatser, som man ser overfor de besatte parker.

Massebevægelse?

Dermed ikke sagt, at Occupy-bevægelsen endnu er en massebevægelse, der har den nødvendige styrke til at gøre op med Amerikas magthavere. Men ved at flere og flere bliver en del af bevægelsen og bringer ’Occupy’ ind i deres kvarter, skole og arbejdsplads, får bevægelsen flere lokale rødder.

Og eftersom bevægelsen stiller skarpt på den fundamentale modsætninger imellem den ene procents rigdom og magt på bekostning af de 99 procent, kan bevægelsen i det øjeblik den aktualiseres på skoler og arbejdspladser igennem basisdemokratiske møder og råd, rejse krav, der er systemudfordrende og i sidste ende revolutionære.

Flere artikler fra nr. 314

Flere numre fra 2011

Se flere artikler af forfatter:
Adam Bille

Siden er vist 1809 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside