Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 314 – 11. november 2011 – side 5

LO kongres

Snak og diæter – hvad med resultater?

Jakob Nerup

Repræsentanter for de store fagforeninger i Danmark var til LO-kongres 1. november. Ældre mænd i jakkesæt fra Metal, 3F, FOA og HK var der. LO skulle give tre vigtige svar som har vidtrækkende konsekvenser for 1 million danske arbejdere. Hvad skal vi stille op med krisen? Hvordan sikrer arbejderklassen sig indflydelse på den nye regering? Hvordan stopper vi medlemsflugten fra fagbevægelsen?

De snakkede i flere dage, men lige lidt kom der ud af det. Kassedamen, kranføreren, sosu-assistenten og maskinarbejderen fik ikke brugbare svar.

Snarere bekræftede kongressen den dybe krise som den danske fagbevægelse befinder sig i. De store forbund har hverken hver for sig eller sammen givet svar på, hvordan vi skal modstå arbejdergivernes brutale kriseløsning: fyringer, lønstop og opsigelsen af klassesamarbejdet.

På LO-kongressen kunne man kalde arbejderklassen til kamp for egne vilkår, i stedet fik vi appeller til arbejdsgiversiden og regeringen. ”Vil I ikke nok samarbejde og lytte, bare lidt”.

Men nej, de fik ingen løfter fra regeringen. Tværtimod, så har den nye regering accepteret arbejdsgivernes krav om, at, først skal der være overenskomstforhandlinger, og bagefter kan vi afholde trepartsforhandlinger.

I tilgift har regeringen sagt, at der skal være løntilbageholdenhed. Det samme har arbejdsgiversiden dikteret, og det har LO blankt accepteret.

Den praktiske konsekvens af løntilbageholdenhed er reallønsnedgang. Både sidste år og i år er priserne steget med 2,5-3 pct., mens lønningerne er holdt på 0-1 pct.

Det betyder at lønchecken bliver mindre værd, fordi priserne vil fortsætte med at stige. Arbejdsgiversiden vil ikke give hverken mere jobgaranti eller tryghed for tilbageholdenheden. Det eneste de lover er, at deres aktionærer får en høj profit.

De danske arbejdsgivere er gået i offensiven for at sikre sig selv. De deltager ikke i klassesamarbejdet, hvor en del af kagen skulle tilfalde arbejderne som en konsekvens af ro på arbejdspladserne og øget produktivitet. I de sidste år og med særlig stor kraft efter finanskrisens udbrud, har de danske arbejdsgivere med DI i spidsen fravalgt klassesamarbejdet.

De har offensivt angrebet velfærdsstaten. De har offensivt støttet den borgerlige regering og borgerlige partier med det formål at svække arbejderklassens politiske kraft. De har klart tilkendegivet, at de ikke ønsker trepartsforhandlinger, men langt hellere ser en regering diktere forringelser for arbejderklassen.

Arbejdsgiverorganisationerne arbejder ikke længere ud fra devisen om, at en overenskomst også er et sikkerhedsnet for arbejdsgiveren. I dag støtter de, at overenskomster undergraves eller helt bortfalder.

Kombinerer vi krisens dybde med en offensiv arbejdsgiverside, så kræver det sin fagforening at stå imod. Det kræver klar tale om modstand. Det kræver klar tale om, at lade de rige og bankerne betale for den krise de har skabt. Det kræver klar tale om at fastholde arbejderklassens interesser over for den nye regering.

Desværre, men også forventeligt, leverede fagtoppen ikke relevante svar. Tværtimod så har de lagt sig logrende og bedende foran regering og arbejdsgivere.

LO-formand Harald Børsting har accepteret, at efterlønnen smadres. Han vil ikke engang indkalde til symbolske protester. Han og de andre fagbosser har også accepteret, at dagpengene ikke kommer tilbage i gammel form, dvs. at man ikke ryger ud af systemet efter 2 år.

I det hele taget har de accepteret, at den nye regerings nyliberale (Radikale) økonomiske politik er noget, som der ikke skal kæmpes om. Det er jo ekstremt sølle, at de danske fagforeninger ikke kan kende forskel på medlemmernes interesser i rød politik og regeringens blå økonomiske politik.

Derfor kan det heller ikke undre, at de ikke kunne løfte opgaven med at levere svar på det tredje store spørgsmål om, hvordan medlemsflugten stoppes. Fagtoppen er tydeligt klar over problemets dybde, bl.a. fordi det betyder færre penge til fagbureaukratiet. Mere end hver femte LO-medlem er udmeldt i de sidste 10 år.

Enkelte forbund er begyndt at gøre noget, fx ved at organisere fagforeningsarbejde, der hvor det for alvor betyder noget, nemlig ud på arbejdspladserne.

Det virker, når en fagforening dropper reklamerne for en servicerende forsikring, og i stedet tager konkret afsæt i den enkelte arbejdsplads, og her bygger det faglige fællesskab op. Men det er ikke LO’s fælles vej, fordi man ikke har erkendt, at den faglige strategi har spillet fallit. For hvis man siger, at man har spillet fallit, så må man også gå af som faglige ledere.

Herfra skal det lyde, at det kun kan gå for langsomt med at skifte ud i toppen, så danske lønmodtagere kan få faglige ledere, der tør sige arbejdsgivere, regering og presse stik imod.

Flere artikler fra nr. 314

Flere numre fra 2011

Se flere artikler af forfatter:
Jakob Nerup

Siden er vist 1499 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside