Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 314 – 11. november 2011 – side 6

Hvem er overklassen?

Janus Friis’ amerikanske drøm

Jens Andersen

Janus Friis er nummer 14 på listen over Danmarks rigeste. Han er mest kendt for at være medstifter af Skype, som er et computerprogram, hvor man gratis kan telefonere over Internettet.

Han og hans makker Niklas Zennström er begge blevet milliardærer ved at sælge Skype. Men hvilken værdi har de reelt skabt for samfundet?

Firmaets historie

Firmaets historie er blevet beskrevet som et klassisk eksempel på den amerikanske drøm, hvor Janus Friis er gået fra at være telefonpasser til at være milliardær. Han er blevet beskrevet som en idealist, der ønskede at gøre det gratis for mennesker at snakke sammen, selv over store afstande.

I 2003 blev Skype stiftet, og kun to år efter blev størstedelen af aktierne i firmaet solgt til Ebay for cirka 16 milliarder kr. Resten blev i år solgt til Microsoft for cirka 6 milliarder kr. Microsoft har også opkøbt Ebay’s aktier i Skype, og har i alt betalt 44 milliarder kroner for selskabet.

Man kan måske spørge sig selv, hvorfor Microsoft vil betale så mange penge for at eje et program, som folk ikke betaler for at bruge? Udover at firmaet kan tjene penge på at sælge ekstra tilbehør såsom telefonabonnementer, har Skype en stor værdi, fordi programmet har enormt mange brugere.

Der er i dag cirka 663 millioner brugere tilmeldt Skype, og sidste år blev der videotelefoneret 207 milliarder minutter via Skype. At have adgang til så mange brugere har en stor økonomisk fordel, da man kan sælge reklameplads meget dyrt. Af samme grund er Facebook også blevet et meget dyrt firma, og til sammenligning har Facebook cirka 800 millioner brugere.

Absurd at kunne blive rig på denne måde

Historien om Janus Friis og Skype, er på den ene side historien om den amerikanske drøm, som går i opfyldelse, men på den anden side udstiller den også det absurde i den måde, verden fungerer på under kapitalismen.

At to mænd bliver så rige på at lave et computerprogram, samtidig med, at millioner verden over dør af sult, vidner om et system, som ikke formår at dække menneskers mest basale behov, men på den anden side rigt belønner nogle få enkelte mennesker i erhvervslivets top.

Det absurde består ikke bare i de enorme formuer nogle enkeltpersoner får, men også i, at det de får penge for, faktisk ikke har nogen nytteværdi. Det er enormt nyttigt at kunne snakke gratis sammen over Internettet, men det er ikke dét, Skype’s skabere har fået penge for. Microsofts interesse i selve teknologien er formentligt kun snæver. I bund og grund en er det en investering i meget effektiv reklameomdeler.

At omdele reklamer kan selvfølgelig være nyttigt nok, men det skaber ikke mere reel værdi for samfundet, som f.eks. en fabriksarbejder eller en skolelærer gør, da reklamerne grundlæggende set er der, for at manipulere folk til at købe ting, de ellers ikke havde brug for, eller til at købe varen et bestemt sted, frem for et andet. Reklamer er altså et instrument, firmaer bruger i deres konkurrence med hinanden.

At reklamer betyder så meget, er dog ikke noget nyt. For 10 år siden blev der foretaget en undersøgelse som viste, at man i gennemsnit i Danmark så 10.000 reklamer i løbet af en dag, og det er højst sandsynligt ikke blevet mindre i løbet af de sidste 10 år.

Er der et alternativ?

Der bliver altså brugt enorme ressourcer på at lave reklamer. Hvis verden ikke var styret af markedsøkonomi, hvor alle konstant må konkurrere med hinanden, men af en planlagt økonomi, som lagde mere vægt på hvad der var nyttigt for mennesker og at goderne skulle fordeles ligeligt, ville reklamer blive overflødige.

Hvis man ser på, hvordan systemet fungerer i dag, er der nogle få, som sidder på pengene og dermed magten, og det store flertal er sat udenfor reel indflydelse. Historien om Janus Friis viser, at det nogle gange er ret tilfældigt, hvem der bliver rige.

En lang række andre programmer har også haft potentialet til at blive store, men er alligevel endt med aldrig at nå særligt langt. Skype’s økonomiske værdi består således ikke i, at den er nyttig for almindelige mennesker, da denne del af Skype er gratis.

Skypes økonomiske værdi består i, at det kan hjælpe de rige med at blive rigere. De fleste vil nok kunne se det absurde i, at man belønner enkeltpersoner som Janus Friis med milliarder, samtidig med at man under krisen fyrer dem som skaber reelle værdier.

Dette er selvfølgelig et spørgsmål om, hvordan samfundet prioriterer, og hvis det ikke skal være arbejderklassen, der skal betale krisen, kræver det at man organiserer sig sammen, så man kan kæmpe imod.

Flere artikler i serien Hvem er overklassen?

Flere artikler fra nr. 314

Flere numre fra 2011

Se flere artikler af forfatter:
Jens Andersen

Siden er vist 2569 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside