Socialistisk Arbejderavis
Nr. 314 – 11. november 2011 – side 7
Kampen om Grækenland
Grækerne har ikke levet over evne
Jesper Juul Mikkelsen
Grækenland er det land i Europa, hvor krisen indtil nu har ramt dybest. En krise, der først og fremmest har store, sociale konsekvenser. I de borgerlige medier påstås det, at krisen bunder i, at grækerne har levet over evne – men det er meget langt fra sandheden.
De græske arbejdere har derimod den tredje laveste månedsløn i EU. Med en timeløn på ca. 48 kr. for et ufaglært job og ca. 75 kr. for et lederjob i det offentlige, ville de færreste nok mene at grækerne lever over evne.
En skrue uden ende
EU, IMF og den Europæiske Centralbank (tilsammen kaldet Trojkaen) kræver, at den græske stat betaler deres gæld til de udenlandske banker. Det er i sidste ende arbejderne, der skal betale og de betaler i dag allerede mere i renter, end de betaler til lærerne i skolerne, sygeplejerskerne på hospitalerne og rengøringsassistenterne i de offentlige bygninger tilsammen.
Den græske stat er på randen af fallit og kan kun få lån af Trojkaen ved at fortsætte betalingen til de primært franske, tyske og amerikanske banker. Men med lånene følger massive krav, som mest af alt ligner de strukturtilpasnings programmer som Afrika var udsat for i 80'erne og 90'erne.
Kravene fra Trojkaen om nedskæringer og lønnedgang i Grækenland minder om en skrue uden ende. Når der skæres i den offentlige sektor og der fyrres massivt, fører det til en forværring af underskuddet, fordi skatteindtægterne falder og statens udgifter til overførsler stiger.
Den græske økonomi har været i recession i fire år og det forventes at den økonomiske vækst vil falde med yderligere 5 procent i år. Arbejdsløsheden ligger på 16 procent og forventes at fortsætte med at stige i 2012.
Angrebet på den græske arbejder
Grækenland er fanget i en negativ spiral, hvor man har brug for at optage enorme lån for at få råd til at betale de høje renteudgifter, men sammen med lånene stiller Trojkaen barske krav:
Skatter skal stige med 2,32 milliarder euro i år og 3,38 milliarder til næste år. Der skal indføres en særlig ”solidaritetsafgift” på mellem én og fem procent fra hver husstand, som vil blive øget to gange i 2012. Momsen skal stiger fra 19 procent til 23 procent.
De almindelige offentlige ansatte får beskåret lønningerne med 20 procent. I de statsejede virksomheder skal lønningerne skæres med 30 procent. Kun én ud af ti offentligt ansat, der går på pension, vil blive erstattet. Socialvæsnet bliver beskåret med ca. 1 milliarder pr. år frem til 2015. Pensionen forringes betydeligt og så skal privatiseringerne skaffe 50 milliarder euro.
Den græske arbejderklasse slår igen
Heldigvis har den græske arbejderklasse besluttet at gå til modstand. Der har været gentagne generalstrejker og gadekampe som svar på angrebene på arbejdernes leveforhold. Desuden har de to sidste 48 timers-generalstrejker vist, at initiativet har flyttet sig fra fagforeningslederne til de lokale strejkekomiteer.
Tidligere var initiativer på arbejdspladserne organiseret af en kerne fra venstrefløjen, men på det seneste har faglige møder udviklet sig til nedsættelse af lokale strejkekomitéer, besættelser af ministerier og lokale strejker.
Bevægelsen har samtidig udviklet sig politisk. Kravet om, at Grækenland ikke skal betale gælden til bankerne, blev før opfattet som et venstreekstremistisk standpunkt, men er nu blevet langt mere populært.
Venstrefløjens rolle og ansvar
Alt tyder på, at Grækenland vil gå bankerot, men der er to måder sådan en konkurs kan udvikle sig på; det kan blive en konkurs styret af gribbene i Trojkaen, hvilket blot vil betyde mere af den medicin, grækerne allerede kender alt for godt.
Men det kan også blive en konkurs styret af de græske arbejdere, hvor man afviser at betale gælden til bankerne. Det vil selvfølgelig medføre en enorm krise i banksystemet, og derfor går en sådan konkurs, styret af arbejdernes krav, hånd i hånd med et krav om arbejdernes kontrol over bankerne.
Bank-arbejderne har mulighed for kollektivt at forhindre de rige i at skjule deres kapital i skattely i udlandet. Arbejderne har også magt til at stoppe folket i at blive smidt ud af deres huse, når de ikke har råd til at betale boligudgifterne.
Dette er ikke revolutionsromantik, men en meget konkret udfordring. Vi har på det seneste set eksempler på sådanne aktiviteter. F.eks. besluttede en gruppe arbejdere at besætte den centrale computercentral, der var ansvarlig for udsendelse af el-regninger – og erklære, at ingen fattige eller arbejdsløse ville blive afbrudt, hvis de ikke kunne betale.
Noget af det samme så vi, da offentligt ansatte besatte det græske justitsministerium og erklærede, at ingen strejkende kommunalarbejdere ville blive fyret.
Venstrefløjen har et ansvar for, at sådanne initiativer til arbejderkontrol bliver forsvaret og generaliseret, så perspektivet om arbejdernes kontrol af samfundet nedefra, kan blive lige så populært som at afvise at betale gælden.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed