Socialistisk Arbejderavis
Nr. 314 – 11. november 2011 – side 10
Den egyptiske revolution vinder nyt land gennem nye bølger af strejker
Mark Thomas
En massiv ny strejkebølge har skabt tvivl i Egyptens regerende militære råd (SCAF), om hvorvidt parlamentsvalget, der i øjeblikket er planlagt til slutningen af november, faktisk vil føre til en tilbagevenden til stabilitet og orden.
Strejkerne har involveret postarbejdere, lærere, arbejdere på sukkerfabrikker, universitetsansatte, buschauffører, lufthavnspersonale, læger, arbejdere fra vandingsministeriet og mange andre. De to drivkræfter bag strejkebølgen har dels været økonomiske krav, samt krav om en afmontering af Mubarak-statens institutioner, der i mange år har gennemsyret stort set alle arbejdspladser.
Det har medført, at SCAF desperat har givet en række indrømmelser i forsøg på at afværge strejkerne. Dette lykkedes også til dels. Blandt andet fik man afværget en strejke blandt 22.000 arbejdere på den gigantiske tekstilfabrik i Mahalla al-Kubra. Ikke desto mindre har en halv million arbejdere været i aktion mellem slutningen af september og midten af oktober.
Ligeledes har nye grupper af arbejdere meldt sig ind i kampen. Lærernes strejke var således deres første nationale strejke siden 1951, og har været med til at bringe strejkebølgen til byer og landsbyer over hele Egypten.
Millioner af egyptere så i første omgang hæren som garant for revolutionens krav – om retfærdige lønninger, stop for vilkårlige anholdelser og retssager, fjernelse af Mubarak-æraens embedsmænd. Men de løfter er ikke blevet holdt og et stigende antal arbejdere er ikke længere villige til at vente.
For eksempel sagde finansministeren i juni, at en mindsteløn var blevet fastsat til 700 egyptiske pund, men dette har stadig ikke vist sig at være tilfældet i praksis. Mange arbejdere og faglige aktivister kræver, at mindstelønnen bliver sat til 1.200 egyptiske pund. En af de protester, der var udkaldt af strejkende lærere havde titlen "betalingsfristen er overskredet".
Det stigende omfang af mobilisering fra neden skaber yderligere sprækker inden for Det Muslimske Broderskab. Lærerne var for eksempel historisk central for dannelsen og udviklingen af organisationen (grundlæggeren af broderskabet, Hasan al-Banna, var skolelærer). Blandt de titusinder af strejkende lærere, der protesterede uden for Statsministeriet i Cairo i begyndelsen af oktober, var mange tilhængere af Broderskabet.
Valget til lægernes fagforening, det første frie i 19 år, så det Muslimske Broderskab miste sit tre årtiers lange monopol i den nationale ledelse af fagforeningen. En uafhængig liste, bakket op af venstrefløjen, klarede sig særligt godt i valget til fagforeningens provinsbestyrelser, især i de vigtigste centre for revolutionen, såsom Cairo, Alexandria, Suez og Ismailia.
Hæren, eller i det mindste en del af den, konfronteret med denne voksende trussel fra neden, er gået fra gulerod til stok, og orkestrerede i oktober et angreb på en demonstration af overvejende koptiske kristne i Cairo for at oppiske sekterisk had.
Det blodige resultat med mindst 23 mennesker døde, har givet næring til en voksende radikalisering af Egyptens store koptiske mindretal – et skift fra før i tiden, hvor undertrykkelsen fra staten side havde tendens til at fremme resignation og denne gruppes isolation fra det resterende samfund.
Strejkebølgen har således vist sig at være et vigtigt bolværk mod forsøg på at fremme sekterisme ved at forene muslimer og koptere på arbejdspladser over hele Egypten.
SCAF’s evne til at komme med betydelige indrømmelser til arbejderne er begrænset af den forværrede økonomiske situation. Den økonomiske vækst i år, til og med juni, var kun 1,8 procent og det meste af dette blev opnået før januar, hvor økonomien voksede med 6 procent.
I virkeligheden tyder meget på, at den økonomiske vækst er faldende, mens nogle skøn peger på, at Egypten behøver en vækst på 5-7 procent om året bare for at kunne absorbere de 700.000 årlige nytilkomne på arbejdsmarkedet.
Sammenbruddet af de direkte udenlandske investeringer og kapitalflugt har også hjulpet til at udhule Egyptens betalingsbalance, og har gjort et stort indhug på statens udenlandske valutareserver, der er faldet med næsten en tredjedel siden september 2010.
Dette giver anledning til bekymring for, at en pludselig krise kan true regimets evne til at importere tilstrækkelige mængder fødevare til at brødføde befolkningen – en skræmmende udsigt for generalerne. Og inflationen er stadig omkring otte procent, hvilket er med til at skabe næring til arbejdernes krav om lønstigninger.
SCAF's store problem er, at hvor de giver indrømmelser, er disse for få og ofte viser de sig at være hule, hvilket skaber yderligere vrede og samtidig signalerer svaghed. Men undertrykkelsen vil kun tjene til yderligere at radikalisere befolkningen, og er endnu ikke på et niveau, der er tilstrækkeligt til at ødelægge revolutionen.
Generalerne er uden tvivl bange for en frontal konfrontation med revolutionen, som kan risikere at splitte hæren langs klasseskel – hvilket også var deres konklusion i februar, hvor de gik med til at ofre Mubarak.
Revolutionen er således langt fra slut.
Oversat fra Socialist Review 363, november 2011
http://www.socialistreview.org.uk/article.php?articlenumber=11806
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed