Socialistisk Arbejderavis
Nr. 314 – 11. november 2011 – side 11
15. oktober
Da de 99 % indtog Rådhuspladsen i København
Marie Jæger
15. oktober er verden over blevet døbt “Vredens Dag”. Mindst én million mennesker, hvis ikke mere, gik på gaden i hele verden for at vise deres vrede mod finanssektorens grådighed og med et klart budskab om, at de, der har skabt krisen, også må betale for den.
I omkring 1000 byer fordelt på over 80 lande, seks verdensdele, var der demonstrationer. Europa så de største demonstrationer i Barcelona (250.000 demonstranter), Rom (2-300.000 demonstranter) og Lissabon (100.000 demonstranter).
Men også i byer som Berlin, London, Bruxelles og Amsterdam, var der tusindvis af mennesker på gaden. Resten af verden var også med i markeringen af vredens dag: i New York City var der over 50.000 på gaden, i Santiago deltog 60-100.000 i demonstrationer, og der var desuden mindre demonstrationer i flere asiatiske byer. Mange steder udviklede demonstrationerne sig til besættelser af offentlige pladser.
”Vredens Dag” i København
I København var mobiliseringen til den globale protestdag startet kort tid forinden og var primært foregået via Internettets sociale medier. Derfor var det opløftende at se omkring et par tusinder samlet på Rådhuspladsen denne solrige lørdag eftermiddag, hvilket sandsynligvis også skyldtes flere store mediers omtale af Occupy Wall Street og den planlagte globale protestdag.
Dagen var derfor præget af spontanitet og en del forskellige idéer om, hvad demonstrationen egentlig handlede om. Mange benyttede den åbne mikrofon til at kritisere det monetære system, bankernes magt, manglende demokrati og andre konsekvenser af det kapitalistiske system, eller stille forslag til, hvordan vi skaber forandring.
Demonstranterne udgjorde en broget forsamling med vidt forskellige politiske udgangspunkter – men med bred enighed om, at behovet for forandring er presserende. Generelt var der en stemning af, at dette blot var begyndelsen og stor beslutsomhed på fortsat at mødes og sammen kæmpe for denne forandring.
Hen på eftermiddagen udgik en demonstration fra Rådhuspladsen til Nationalbanken, hvor den fik lov at blive en times tid, før politiet fulgte dem tilbage til Rådhuspladsen. Her begyndte en mindre flok at arrangere bespisning og overnatning og tage de første skridt til den camp, som endnu i skrivende stund holder stand på Rådhuspladsen.
Vi bringer her to interviews med deltagere fra 15. oktober for at give et billede af demonstrationens karakter.
Magnus Thomas Nielsen, initiativtager til demonstration til Nationalbanken:
”Jeg er her i dag, fordi jeg er en del af de 99 %, som er træt af bankernes grådighed og udbytning af den enkelte arbejder. Jeg tror, at bevægelsen bliver meget, meget større. I forvejen var det jo kæmpestort, som det var på Rådhuspladsen i dag. Men hvis folk virkelig har viljen til det her, kan den blive meget større næste gang.
Jeg tror godt vi kan alliere os med fagforeningerne. Men det kræver, at fagforeningerne bliver engageret i at gå ind i bevægelserne og ikke bare være den nye regerings trøste-klud. De skal sætte krav til den nye regering, arrangere demonstrationer og strejker, også selvom de er ulovlige, og være med til at indføre direkte demokrati.
Jeg håber, at folk selv tager initiativer til egne demonstrationer, egne blokader, egne aktioner mod banker for at vise at banker og penge i sig selv ikke er magten. Magten ligger hos folket, det er folkets demokrati, ikke bankernes og kapitalens demokrati.”
Robert, uddannet pædagog, demonstrant på Rådhuspladsen
”Det jeg oplever, der sker nu, er, at der er kommet en global menneskeheds-forandring og -bevidsthed. Det handler ikke om materialisme, om at få mere.
Det nye skridt for mig er, at vi skal have kærligheden med ind i det her. Det handler om, hvad vi gerne vil, det handler ikke om, hvad vi er imod. Vi mennesker skal finde en måde at være sammen på, så vi ikke gør noget, som er umenneskeligt.
Det væsentlige er, at folk har ytret sig, og at de er motiveret til at komme og give deres meninger. Nu er det alfa og omega, at der sker mobilisering – dels på gaden, men også at vi får fat i forskellige organisationer og netværk, så vi får folk på gaden. Det er der, vi udveksler interesser og idéer, udveksler telefonnumre og bygger netværk.
På gaden er der skilte og paroler, og der sker en bevidstgørelse. Her kan vi få inspiration, idéer og måder at se tingene på, men det er inde i os selv, vi skal åbne for den forståelse. Der kommer ikke flere og viser os vejen – vi skal selv vise vejen.”
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed