Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 314 – 11. november 2011 – side 13

Derfor virker reality-TV

Sonja Andersen Lange

I sidste nummer af Socialistisk Arbejderavis kunne man læse artiklen Om ideologi i ‘virkelighedsshowet’, der med udgangspunkt i programmer, som f.eks. Paradise Hotel, belyste producenternes planlagte strukturer, der skaber absurde forhold og samtidig peger på individerne som de ansvarlige for deres fejl og succeser.

Artiklen fortsætter med at pege på at samme individuelle ansvarliggørelse gør sig gældende for hele samfundet under den neoliberale kapitalisme.

I denne artikel vil jeg gerne komme med en indrømmelse – jeg kender til reailty-tv’s strukturer. Jeg ved, at de reproducerer de herskendes neoliberale idéer og ikke mindst idéen om den amerikanske drøm, eller skulle man sige mareridt? Men alligevel nyder jeg, at se flere af disse reality-gameshows udsendelser, som Paradise Hotel og X-faktor, på trods af, at jeg ikke kan lide det, som de repræsenterer.

Og jeg er ikke alene. På trods af, at mange spåede programmer som f.eks. Big Brother til at være et socialt eksperiment med en døgnflues levetid, og man bestemt ikke forventede at reality-tv ville leve videre efter afslutningen af Big Brother, så er seertallene til denne type af programmer steget gennem de sidste år, og de bliver produceret i flere og flere forskellige afarter.

Men hvorfor er disse programmer så populære? Den britiske avis The Observer bragte i november 2010 en artiklen ”Why Reality TV Works” med resultater fra en undersøgelse af analysefirmaet Brand Driver, der viste, at en tredjedel af X-faktor seerne så programmet og følte sig som en del af et community.

Beverley Skeggs, der er sociolog og har foretaget flere studier af klasse og køn i reality-tv, mener at, community-følelsen ”giver udtryk for en form for social værdi – mennesker forbinder sig med andre, der har de samme værdier og opfører sig på samme måde”.

Ved at vise små bidder af deltagernes hårde kamp i hverdagen, typiske i rammer som for andre er genkendelige, f.eks. deres underbetalte job i supermarkedet, opnår producenterne den følelse af forbindelse imellem seernes hverdag og deltagernes jagt på lykke, forklarer Skeggs.

Ifølge undersøgelsen er der store følelsesmæssige udsving forbundet med at se programmet. 45% af seerne græder, når de hører programdeltagernes historier og 39% føler at ”alt er muligt” efter at have set programmet.

Faktisk, så sagde 30 ud af de i alt 3.514 respondenter, at de følte sig decideret deprimerede, da udsendelserne sluttede. De forskellige stærke former for følelsesmæssige udsving, siger noget om, hvor tilknyttede mange af seerne følte sig til programmerne.

Derfor er det heller ikke så underligt, at 49% af de engelske seere valgte at se Britain’s Got Talent, der, ligesom den danske pendant Talent, blev sendt i den del af tv-sæsonen, hvor X-faktor ikke blev sendt. En konstruktion, som de danske tv-kanaler har kopieret.

”Jeg tror ikke det er nogen tilfældighed at vores kærlighedsaffære med X-faktor er så potent lige nu, mere end nogensinde før”, siger Tim Julian, der er chef for analysefirmaet Brand Driver. Han fortsætter: ”Selv om X-faktor er et moderne fænomen, så har showet det samme sociale og emotionelle felt i forbrugernes liv, som det hvide lærred havde for biografgængere under depressionen i 1920’erne.”

I disse film kunne biografgængerne se arbejdere på fabrikker og genkende den monotone og fremmedgjorte arbejdsform, men samtidig blev det sat ind i en fortælling og gjort til noget spektakulært – noget, der gik ud over hverdagen.

På samme måde, kan man i dag se ansatte i supermarkedskæder, undervisere, telefonsælgere og andre almindelige arbejdere, stå på X-faktors scene og synge så fantastisk, at hun eller han vinder alle landets stemmer.

Programmerne har en dobbelt effekt af, på den ene side at vise de genkendelige elementer fra hverdagslivet, og på den anden side at gøre dem spektakulære, ved at sætte dem ind i et narrativt show. Dermed kan de blive en tiltrængt pause i hverdagen.

En del af tiltrækningen er også den følelse af kontrol, X-faktor giver os. Selvom vores liv bliver formet af kræfter, der er udenfor vores kontrol, som f.eks. nedskæringer, arbejdsløshed eller socialt afsavn, så giver vores evne til at have indflydelse på, hvad der sker med andre i reality-tv en tiltrængt følelse af handlekraft. Man har mulighed for at gøre uret til ret ved en enkelt sms-stemme.

Jeg mener ikke, at programmer som X-faktor, Paradise Hotel og alle de mange programmer, der ligner dem, er specielt gode programmer. Det er for mig og se rent ud lorte-fjernsyn, følelsesporno, og hvad man ellers kan finde på af grimme ord, der passer på den type af programmer.

Men de gør det, de skal. De underholder og giver den pause, man kan have brug for i en presset hverdag.

Så jeg tvivler på, at de holder op med at tiltrække seere i de mængder, de gør nu. Og jeg vil nok blive ved med at se programmerne. Men samtidig, vil jeg blive ved med at være bevidst om, hvorfor jeg ser dem og forholde mig kritisk overfor dem – i hvert fald før og efter udsendelserne!

Flere artikler fra nr. 314

Flere numre fra 2011

Se flere artikler af forfatter:
Sonja Andersen Lange

Siden er vist 2902 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside