Socialistisk Arbejderavis
Nr. 314 – 11. november 2011 – side 15
Sult og krig på Afrikas Horn
Anna Rytter
Borgerkrigen i Somalia har nu varet i over 20 år og USA har hele tiden været en vigtig med- og modspiller i den fredsproces, der formelt blev indledt i 1992.
For den almindelige somalier er situationen dog blevet stadigt forværret og dødstallene har i år nået nye højder med den største sultkatastrofe i mands minde. Nu ser det ud til at borgerkrigen er ved at udvikle sig til en regulær krig med nabolandet Kenya.
Der er ingen tvivl om, at Vesten spiller en afgørende rolle for den menige somaliers overlevelse. En femtedel af befolkningen er flygtet fra deres hjem og mange er havnet i store flygtningelejre i nabolandene, hvor de venter på en mulighed for at vende hjem. De fleste somaliere er dybt afhængige af nødhjælp fra FN og de få private organisationer, der er til stede i landet.
Mange andre er afhængige af hjælp fra de heldige familiemedlemmer, der har opnået flygtningestatus i Europa og Nordamerika. Som en direkte konsekvens af krigen er stort set ingen i stand til at drive landbrug, fiskeri eller kvægavl og dermed forsørge sig selv. Det betyder også, at opbygningen af en stat eller et sammenhængende civilsamfund kun lader sig gøre med hjælp udefra.
USA har fra borgerkrigens begyndelse spillet en hel afgørende rolle for Somalias fremtid. USA har sammen med Storbritannien været bannerførere for dannelsen af de skiftende overgangsregeringer, der hovedsageligt har bestået af somaliere, der har levet det meste af deres liv i Vesten, eller tidligere generaler og krigsherrer med en blodig fortid i borgerkrigen eller den tidligere korrupte og diktatoriske regering. Ingen af disse overgangsregeringer har opnået folkelig opbakning.
Samtidig har USA gennem FN adskillige gange opnået opbakning til indsættelse af styrker fra den Afrikanske Union til at dæmme op for ethvert forsøg på oprør mod de skiftende overgangsregeringer. USA har ikke selv haft tropper i Somalia siden 1993, hvor de led et ydmygende nederlag, da lokalbefolkningen fordrev dem fra landjorden.
Somalia har traditionelt været styret decentralt af lokale stammeråd og klanledere, der blev valgt eller udpeget i hver enkelt landsby eller bydel. Dette system har fungeret sideløbende med at man har haft en central regering med en fælles forfatning og præsident, skatteopkrævning og et forholdsvist udbygget velfærdssystem med gratis sygehuse, skoler osv.
De lokale klanlederes rolle er dog blevet fuldstændig underkendt af FN-regeringen, og forskellige krigsherrer har set deres snit til at udnytte lokalbefolkning på groveste vis.
Eksempelvis er alle hovedveje fyldt med tjeckpoints og vejspærringer, hvor der skal betales ”skat” til en lokal krigsherre for at køre igennem. Lokale krigsherrer bestemmer i mange byer over den vand- og elforsyning, der tidligere var statens ejendom.
Skiftende oprørsbevægelser har gennem tiden forsøgt at gøre op med både krigsherrer og korrupte politikere uden held. Seneste skud på stammen af oprørsbevægelser er den islamistiske oprørsgruppe Al-Shabaab, der af Vesten, med USA i spidsen, betegnes som en terror-gruppe med tilknytning til Al-Qaeda.
Kampen mod Al-Shabaab har dels været ført af FN-regeringen, der råder over et mindre antal sikkerhedsstyrker, der primært skal beskytte politikere, diplomater og regeringens hovedkvarter, dels af soldater fra den Afrikanske Union, indsat med FN-mandat.
Den seneste tids opmærksomhed på Somalia har haft fokus på den sultkatastofe, der har slået hundredtusinder af somaliere ihjel siden foråret. Verdenssamfundet har stået i kø med nødhjælp til Afrikas Horn, hvor over en halv million somaliere er flygtet til nabolandet, Kenya.
Kenya er selv hårdt ramt af tørken, så de somaliske flygtninge står ikke forrest i køen, når nødhjælpen skal deles ud. Kenya har derfor en stor interesse i at sikre, at flygtningene kan vende hjem hurtigst muligt, samtidig med at de også selv er blevet afhængige af vestlig bistand.
USA's seneste taktiske greb i kampen for at fastholde den somaliske overgangsregering er derfor naturligvis blevet til i samarbejde med den kenyanske regering, der i bytte for økonomisk bistand har påtaget sig at fordrive Al-Shabaab fra det sydlige Somalia.
Det har hidtil resulteret i, at de områder, der er hårdest ramt af tørken, nu også er hårdt ramt af krigshandlinger, plyndringer og tilfældige terrorhandlinger mod civile mål, ligesom Kenya også er blevet et terrormål.
Krigen er ikke længere en borgerkrig, men en krig, hvor der på den ene side står en professionel hær, udrustet og opbakket af USA, og på den anden side en forarmet civilbefolkning, der ikke har en chance for at forsvare sig eller flygte.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed