Socialistisk Arbejderavis
Nr. 314 – 11. november 2011 – side 16
International protestdag 15. oktober i New York
Occupy Times Square
Adam Bille
Verden over var der indkaldt til protestdag d. 15 oktober. I New York blev dagen brugt som en naturlig forlængelse af den spirende Occupy Wall Street-bevægelse til en stor demonstration, hvor alt imellem 30.000 – 100.000 deltog i løbet af dagen.
Mit første møde med Wall Street-bevægelsen skete downtown Manhattan ved 6th Avenue, da jeg stod og forhandlede prisen på en lille bog af Albert Camus, et revolutionært skrift af Fidel Castro og en bog der bar titlen ”Were Marx and Engels white racists?”.
Bogsælgeren på gaden, en ældre sort mand, var glad for, at jeg spurgte om han ville med ned til Wall Street, men mente nu at han havde taget del i hans kampe igennem tiden, og nu var det altså vores tur.
Netop imens vi stod og snakkede, kom der larm fra et mylder af mennesker i det nærmeste kryds. Min kæreste trak i mig; nu skulle vi derhen. Det var Wall Street-bevægelsen. Eller i hvert fald en del af den.
Da vi nærmede os det kryds, hvor de gjorde ophold, lød det taktfaste og inviterende slagord: ’Don’t watch – join us’, alt i mens arme, der gjorde fagter, vinkede os ind i mængden med tilhørende smil og jubel over to mere der tilsluttede sig; en varm velkomst.
Vi gik med dem og vi var et sted imellem 500 og 1000 mennesker, vil jeg tro. Slagord som ”The banks got bailed out – we got sold out” og ”How we fix this deficit – end the war, tax the rich” gav genklang i forsamlingen, og selv om man så mange smilende ansigter, kunne man klart fornemme, at folk virkelig følte for en sag.
Den samme indignation hersker her, som hos de spanske og græske kammerater. En indignation over for et system, der koncentrerer så perverst store summer i hænderne på stadig færre promiller, alt imens folkets basale rettigheder angribes.
De amerikanske kammerater
Demonstrationen gik ned mod Washington Square Park midt imellem nogle af New York University's mange faciliteter. Der voksede demonstrationen i størrelse fra omtrent tusind protesterende til mange tusinde.
Jeg havde i nogle dage uden succes prøvet at få fat i kammeraterne fra den amerikanske IS-bevægelse, så jeg følte mig lidt heldig da jeg ret hurtigt genkendte en banner med en rød knyttet næve og skriften ”PEOPLE BEFORE PROFIT”.
De havde, helt som derhjemme, en lille bod med bøger og aviser med og måske 15 – 20 folk omkring, der udviste utrolig høj aktivitet. De var begejstrede for at møde en dansk kammerat, men samtidig var aktivitetsniveauet så højt, at der ikke var tid til at udveksle politiske erfaringer og diskussion.
Det så ud til, at de stod i en situation, ligesom vi i Danmark meget vel kan komme til, hvor man reelt bliver opslugt i de store masseprotester. Udover avissalg delte de også flyers ud, hvor man på den ene side reklamerede for et offentligt møde: ”How are revolutions made” der tager afsæt i den egyptiske revolution, og på den anden side for deres Marxisme-festival der finder sted i første weekend i november – altså weekenden før vores.
Mic check! – MIC CHECK! (MIK CHECK!)
I Washington Square Park fik jeg for første gang kendskab til en slags ’kollektivt vokal- forstærker’ kaldet Peoples Mic. Intentionen med dette værktøj er at forstærke traditionelt marginaliserede stemmer.
Forstærkeren blev tændt og ”elektrisk” ved, at den respektive taler aktiverede sin audiens ved et ’Mic check’. Deltagerene svarede så igen med et dobbelt ekko. De nærmeste deltagere var det første ekko og konfirmerede og forstærkede den nøgne stemme. Folk længere væk, der ikke kunne høre den talendes spinkle stemme, kunne i stedet høre det første ekko, og de konfirmerede og forstærkede så stemmen i det andet ekko.
På den måde blev det muligt at tale en forsamling op på nogle tusinde folk, uden at besjæle en død mikrofon eller megafon, men ved at gøre en stemme til en kollektiv deltagelse.
De mest drevne talere vidste, at det handlede om at gøre budskabet enkelt og formuleret i meget korte, nærmest telegram-agtige sætninger, med en timing der afventede det andet ekkos nedgang, før næste bølge blev igangsat.
Dette værktøj havde en åbenlys kraft ved at viderebringe den ene stemme som en koordineret og kollektiv aktivitet. Når alle tager del i at viderebringe information, øger det også følelsen af samhørighed iblandt de protesterende.
Og resten af dagen blev der heller ikke brugt andre vokal-forstærkere end den kollektive, selv i aftens store slut-demonstration ved Times Square. Her kravlede folk i stedet op i lygtepæle og trafiklys og igangsatte et mic check, der dog spredte sig noget kaotisk og abrupt. Der er stadig plads til kollektiv lære.
Turen op til Times Square fra downtown 6th avenue
Omkring kl. 15:30 gik vi afsted mod Times Square, mens folk bl.a. råbte ”We are unstoppable another world is possible”- det gav den rette gejst og stemning.
Efterårets temperament på de få træer imellem bygninger og ved mindre parker, afstemte fint den fornemmelse man fik i den store flok der nu var vokset til over titusinde mennesker. Solen stod klart og skabte et skarpt lys og genskær blandt andet fra de store bankers skyhøje glasfacader.
Politiet fulgte bevægelsen talstærkt, og motorcyklebetjente, der ellers kørte meget langsomt og helt tæt ved fortovet, kørte nogle gange ind i folk, hvis de kom til at træde ud fra det snævre fortov, som vi mange tusinde mennesker var anvist til.
De næste par timer, indtil vi ankom til Times Square, blev en test af styrkeforholdet imellem de protesterende og politiet. Grupper af folk; nogle gange på 10-20 stykker, nogle gange nogle hundrede, drejede pludselig ud mod vejen og gik over på det andet fortov og som tiden gik, blev det andet fortov også fyldt af tusindvis af demonstrerende.
De gange politiet forsøgte at anholde nogle, samlede der sig hurtig en mængde omkring dem og råbte ”let them go”. Ophidselsen spredte sig ud og til sidst stod 10-20 betjente med tusinde mennesker fra hver side af gaden der råbte af dem.
I den tid jeg deltog, så jeg således ikke politiet have konfrontationslyst nok til at gennemføre anholdelsen af en eneste person.
Jo længere vi kom uptown, jo flere mennesker var der på gaden, og mange bliver sunget og vinket ind, på samme måde, som vi blev i starten. Jeg så blandt andet en gammel hjemløs med stok sige ”fuck that” og tilslutte sig.
Ganske tæt på Times Square blev presset på fortovet for stort, og mennesker fra gadens to fortove strømmede ud midt på gaden i et brusende og berusende brøl, alt imens enkelte politibetjentene så opgivende ud og slog ud med armene.
”Who’s streets – our streets” lød konklusionen fra de mange tusinde af mennesker, da vi gik ned af 47th street til Times Square.
Politisk festival ved Times Square
Der, hvor jeg i første omgang stod, var faktisk oppe af en sidegade til Times Square. Der var simpelthen fyldt helt op dernede. Jeg snakkede med mennesker, alt imens betjentene flere gange, igen forsøgte at gøre gaden fri og anvise de protesterende til fortovet.
De red heste ind sammen med mere tungt bevæbnede betjente, men de afventede situationen længere oppe af gaden. De ridende betjente er meget upopulære og fik igen igennem sang og slagord at vide, at de skulle skrubbe af.
Igennem dagen har de protesterende benyttet sig af en række metoder i forhold til politiet. Dels ved at hævde overfor politiet og hinanden, at det er en ’peaceful and non-violent demonstration’, dels ved at rose politiet – til tider bl.a. ”synge dem ind” i protesterne oftest ved linjen ’Police are the 99 percent’. Men når de f.eks. forsøger at anholde én, bliver der buet og råbt højt af dem.
Da jeg endelig kom ned og ind på selve Times Square, blev det med ét helt klart for mig, hvad der menes med udtrykket ”en politisk festival”.
Folk overalt dannede cirkler i meget varierende størrelser. Times Square var fuldstændigt forvandlet. Jeg følte det magisk, intet mindre. Folk diskuterede socialisme, demokrati, miljø eller brød ud i sang og spil på dette sted, der var fuldstændig badet i neon fra bygningers gigantiske reklameskilte.
Folks øjne skinnede ligeså stærkt, og bevægelsen virkede styrket efter dagens demonstration.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed