Socialistisk Arbejderavis
Nr. 314 – 22. november 2011 (Kun online)
Udtalelse fra Revolutionære Socialister om krisen i Egypten
Revolutionære Socialister, Egypten
Revolutionære Socialister i Egypten udsendte søndag denne erklæring om regimets angreb på revolutionen. Siden udtalelsen blev skrevet er over 30 flere blevet dræbt og over 1.000 sårede (tirsdag).
Ned med militærstyret, ned med Mubaraks styre!
De revolutionære er vendt tilbage til Tahrir-pladsen. Den er igen fyldt med unge mennesker, der er utålmodige efter at få de mennesker stillet for retten, der dræbte revolutionære i januar, og efter at se frihed og social retfærdighed blive til virkelighed. De militære domstole har stjålet år efter år af deres liv. De har mistet deres øjne til snigskytter efter ordre fra De Væbnede Styrkers Øverste Råd og deres håndlangere i indenrigsministeriet. De er blevet bagtalt af de underdanige medier, der fra den ene dag til den anden har skiftet fra én herre til en ny.
De sociale spændinger er steget, og statens reaktion har været at mobilisere bøller og militærdomstole mod demonstranter og strejkende. Staten knuste håbet hos folk, som håbede at se privatiserede virksomheder vende tilbage til den offentlige sektor, ved at appellere domstolens beslutning. Ligeledes har den appelleret beslutningen om at udelukke resterne af det gamle regerende parti fra valget og derved bekræftet sin loyalitet over for Hosni Mubaraks styre.
Disse unge menneskers drømme er stort set alle forduftet, taget fra dem på politistationer og i fængsler under tortur. Og stadig fortsætter listen over martyrer: to i Alexandria, én i Kairo og én i Suez.
Deres kamp handler ikke om, hvorvidt man skal have valg eller en forfatning først. Deres kamp er ikke om den anden paragraf i forfatningen. Den handler heller ikke om pladser i parlamentet. De revolutionære bataljoner, der er stationeret på Tahrir-pladsen, i Alexandria, i Suez og i otte andre provinser i Egypten er ikke dele af eliten, fastlåst i kampen om et dokument med henblik på at gen-opdele deres andel af magten eller rigdommen. Den gnist, der sætter denne bevægelse i brand, blev antændt af de fattige og de revolutionære i Egypten, som er seriøse i deres vilje til at bringe systemet til fald, og som insisterer på deres ret til at nyde friheden og et værdigt liv.
Af alle de ovennævnte grunde fortjener de revolutionære i Egypten mere end en tidsplan forhandlet bag kulisserne af de politiske kræfter for at sammensætte en regering.
- De revolutionære i Egypten har ikke overdraget revolutionen til det militære råd og ikke accepteret at overgive den til generalerne.
- De revolutionære i Egypten har ikke givet det militære råd mandat til at styre Egypten, det var derimod Mubarak, der gjorde dette.
- De revolutionære i Egypten sagde ikke ja til Mubaraks udvidelse af undtagelseslovene i 2009.
Folkeafstemningen til fordel for de ændringer af forfatningen, der blev udarbejdet uden Egyptens arbejdende folk, er ikke blevet respekteret af generalerne, selv om det var dem, der valgte dens forfattere og styrede hele processen. Man kan sige, at vi i dag nu i realiteten er styret af forfatningen af 1971, da præsidentens beføjelser er blevet erstattet af Det Militære Råds beføjelser, uden at nogen er blevet nødt til at afholde en eneste folkeafstemning.
Det er et defekt system, som regerer ved at annoncere en defekt forfatning, udarbejdet i meningsløse dokumenter bag lukkede døre af personer, som ikke er blevet valgt af folket, og som ikke repræsenterer nogen. Et undertrykkende regime, som regerer gennem militære domstole, og jern og ild, og ved at knuse folk under dets pansrede vogne.
Folket vandt en sejr den 11. februar 2011 ved at tvinge Mubarak til at forlade sin plads ved det øverste bord. De gjorde det ikke for at erstatte ham med nye militære Mubarak’er, men for at erstatte ham med et helt nyt styre.
Vores revolution er ikke fuldført! Fra det første øjeblik er juntaen ikke ophørt med sine bestræbelser på at få folk til at acceptere dens vilje. Til forsvar for sine egne interesser har den forsøgt at vende tingene tilbage til, hvordan de var før 25. januar. I begyndelsen var dette løgnagtige sprog venligt over for de revolutionære, som optakt til en stadig mere brutal undertrykkelsespolitik, jo mere den offentlige bevidsthed øgedes om, at der var en alliance mellem de militære og civile myndigheder og den kapitalistiske klasse, som er forenede i deres bestræbelser på at stjæle revolutionen og dens drømme.
Vi troede, at massakren på Maspero (angrebet på kopterne 9. oktober; o.a.) var det groveste, som denne brutale alliance var i stand til. Men den vold, som den har mobiliseret mod de revolutionære siden "Fredagen for magtoverdragelse" 18. november, og indtil det øjeblik denne erklæring blev skrevet, beviser, at denne brutale undertrykkende magt ikke kender nogen grænser. De har slæbt folk rundt i gaderne, og dræbt dem, og slæbt deres lig sammen og stablet dem oven på hinanden.
Vi, Revolutionære Socialister, som har deltaget på Tahrir-pladsen siden den første dag, opfordrer de modige masser af revolutionære på gader og pladser i Egypten i dag til at anvende erfaringerne fra 25. januar-revolutionen og til at forene alle kræfter på vore 'Befriede Pladser' i en samlet front, som alene har retten til at tale for revolutionen.
Vi vil stille jer for retten, I de revolutionæres mordere, uanset om det tager lang eller kort tid, da vores sejr, og revolutionens sejr, er uundgåelig.
Æret være martyrerne
Sejr til revolutionen
Magt og rigdom til folket
Revolutionære Socialister
20 november 2011
Oversat fra Socialist Worker 2278 (kun online), 21. nov. 2011
http://www.socialistworker.co.uk/art.php?id=26744
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe