Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 315 – 9. december 2011 – side 13

Boganmeldelse: "Manden der elskede hunde"

”Mit svar er Ja”

Jakob L. Krogh

Svaret er afgivet, mens fascismens granater regner ned over den republikanske hærs frontlinje i Guardarramas bjerge uden for Madrid. Ramón Marcades, har med sit svar ladet sig rekruttere som spion for Sovjetunionen.

Fire år senere myrder han den mand, der sammen med Lenin ledede den russiske revolution og stod i spidsen for opbygningen af den røde hær, der besejrede de 21 udenlandske hære, som invaderede Rusland lige efter revolution, Lev Davidovitj eller Trotskij, som han valgte at kalde sig.

Roman

Den kunstneriske frihed, der følger med at lave en roman gør, at vi kan leve os ind i personernes følelser, fordi de tillægges tanker og handlinger, som vi egentlig ikke kan vide noget om. Det virker godt, fordi skildringen stadig er realistisk i den forstand, at de ikke går imod, hvad vi ved om personerne og de historiske begivenheder de indgik i.

Desperation og frustration vælter ud af siderne i beskrivelsen af Trotskijs håbløse kamp for at ændre den politiske retning i en verden, der styrer mod katastrofe i årene op til 1940.

Man mærker Trotskijs fortvivlelse efterhånden som Moskva-processerne tydeliggør, at Sovjetunionen og kommunistpartierne ikke længere udgør revolutionens fortrop, og forsøgene på at opbygge en ny Internationale ikke er succesfulde.

Beskrivelserne af Ramón Marcades forvirring og tvivl, men stadig trofasthed over for det Sovjetunionen, som stopper sin støtte til kampen mod fascisternes magtovertagelse i Spanien, da de indgår en alliance med Hitlers Tyskland, gør, at vi kan identificere os med mennesket bag Trotskijs morder, og ikke helt undgå at føle sympati med ham.

De fremragende personskildringer gør bogen værd at læse, selv om det havde været en opdigtet spionroman.

Frygt

Frygten, og den stalinistisk ensretning, er det bogen beskriver bedst, måske fordi forfatteren Leonardo Padura, selv har oplevet det som cubaner. Disse oplevelser får liv igennem bogens tredje hovedperson, den cubanske forfatter Ivan, der efter selv at have opgivet at skrive på grund at censuren, møder den dødeligt syge Ramón Marcades på en strand uden for Havana i 1977.

Ved både at beskrive Trotskijs kamp og den overvågning og frygt, der fulgte med stalinismens undertrykkelse, viser Leonardo Padura, at socialismen ikke behøver at være som det, vi ser på Cuba, eller det, som vi så i Sovjetunionen.

Det har faktisk også været et formål med bogen og i september sagde forfatteren i interview med det trotskistiske blad Socialistisk Standpunkt:

”Denne bog er skrevet specifikt med de cubanske læsere in mente, fordi i Europa og USA kender mange til Trotskij, eller måske ikke så mange mennesker, men de har muligheden for at få kendskab til ham. Men på Cuba er det umuligt at få kendskab og ikke bare til Trotskij men også til forholdet mellem Trotskij og Stalin, der på mange måder forklarer situationen i Sovjetunionen og den stalinistiske politik, årsagerne til barbariseringen af denne utopi.”

Dette formål lykkedes og bogen blev, til Leonardo Paduras overraskelse, udgivet på Cuba, hvor den blev den mest solgte bog på Havanas bogmesse i februar 2011.

Manden der Elskede Hunde er et godt sted at starte for alle, der vil vide mere om Trotskij.

Hvis man vil læse nogle af de mere politiske biografier om Trotskij er det eneste rigtige sted at starte hans selvbiografi ”My Life”. To andre gode bud er Duncan Hallas ”Trotsky’s Marxism” eller Isaac Deutscher tre binds værk: ”The Prophet unarmed”, ”The Prophet armed”, ”The Prophet outcast”.

Manden der Elskede Hunde
780 sider, forlaget Shon
Pris 399 kr.

Flere artikler fra nr. 315

Flere numre fra 2011

Se flere artikler af forfatter:
Jakob L. Krogh

Siden er vist 2556 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside