Socialistisk Arbejderavis
Nr. 315 – 9. december 2011 – side 15
Chile 1970-73
Socialisme i parlamentet?
Marie Jæger
I 1970 vælges socialisten, Salvador Allende som præsident i Chile på et program, som ad fredelig, parlamentarisk vej ville indføre socialisme i Chile.
Mindre end to år senere er Allende selv med til at sætte det borgerlige statsapparat ind mod folkelige organiseringer med krav om forandring. Da vejen ender i en blodig, borgerlig kontrarevolution, bliver det tydeligt, at vejen til socialisme ikke går gennem parlamentet.
Siden den nye regering indtog regeringstaburetterne, har manges opmærksomhed været rettet mod de forbedringer eller mangel på samme, som regeringen indfører. Mange finder håb om forandring i Enhedslistens imponerende mandatfremgang.
Men selvom Enhedslistens valgresultat naturligvis er glædeligt, er det vigtigt at huske på, at roden til afgørende, langvarig forandring ligger udenfor parlamentet. Erfaringerne fra Chile viser tydeligt, at man ikke kan indføre socialisme gennem den borgerlige stat.
Allendes reformer
De første måneder af Allende og Folkefrontens (bestående af det kommunistiske parti, det socialistiske parti og en række små ”progressive borgerlige partier”) regeringstid var på mange måder lovende for den chilenske arbejderklasse.
Allende igangsatte jordreformer, nationaliserede bl.a. kobberminerne, kul-, jern- og tekstilindustrien og gennemførte en række sociale reformer til fordel for arbejderklassen. Herunder lønstigninger og fastfrysning af priser og husleje.
Men Allendes reformer rakte kun så langt, at det ikke for alvor truede borgerskabets magt og privilegier. F.eks. blev de nationaliserede virksomheder kontrolleret af bureaukrater og drevet præcis, som de blev før nationaliseringerne.
Desuden kunne Allende ikke røre den borgerlige stats undertrykkelsesapparat. Han havde ved regeringsdannelsen underskrevet en aftale med de borgerlige partier om ”forfatningsmæssige garantier”.
Aftalen slog fast, at alle ændringer ift. hær, flåde og politi skulle gå gennem kongressen, hvor de borgerlige stadig havde flertal. Desuden forbød den oprettelsen af militser udenfor hæren.
Allende så således statsapparatet som et neutralt instrument, som kunne bruges i socialismens tjeneste. Det viste sig, at han tog grueligt fejl.
På revolutionens rand
Betingelserne for revolutionær forandring i Chile i starten af 70’erne var på mange måder gunstige.
I årene før Allendes valgsejr havde en borgerlig regering gennemført massive nedskæringer, og uligheden i landet var enorm. Resultatet var en stigende bevægelse af demonstrationer og strejker igennem 50’erne og 60’erne. Ved valget af Allende og Folkefrontskoalitionen vandt Chiles arbejderklasse selvtillid.
Men da Allendes reformer mødte modstand fra borgerskabet, kunne de ikke længere holde trit med kravene fra arbejderklassen.
Jordreformerne gik i stå pga. de store godsejeres modvilje til at afgive jorden. Borgerskabet havde brugt alle kneb for at sabotere landets økonomi såsom investeringsstop, kapitalflugt til udlandet, arbejdsgiverstrejker og hamstring af varer.
Den chilenske arbejderklasse gik i modoffensiv; organiserede massive demonstrationer, strejker og besatte jord og arbejdspladser. I stedet for at støtte de folkelige bevægelser, valgte folkefronts-koalitionen imidlertid at mane til ro og orden og satte politiet ind mod demonstrationer og besættelser.
Stigningen i arbejderklassens kampniveau var imidlertid blevet nok for borgerskabet, som indledte en blodig kontrarevolution og militærkup 11. september 1973. Allende og den chilenske arbejderklasse stod uden chance for at forsvare revolutionen, fordi den borgerlige stats voldsmonopol var forblevet intakt gennem Allendes regeringstid.
Hvad regeringstaburetterne er værd
Allendes tragiske forsøg på at indføre socialisme ad parlamentarisk vej viser, at så længe en rød regering kun besidder regeringstaburetterne, men den borgerlige stat i øvrigt er intakt, kan afgørende og langvarige forandringer af samfundets magtstrukturer ikke opnås.
En rød regering kan gennemføre nationaliseringer og sociale reformer til fordel for arbejderklassen, men så snart den taber regeringsmagten, vil en ny borgerlig regering rulle disse reformer tilbage.
Hvis borgerskabet ikke kan genvinde deres magt og privilegier ad parlamentarisk vej, står det ikke tilbage for at opgive alle demokratiske principper for at tilbageerobre magten.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed