Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 316 – 13. januar 2012 – side 5

Rejsen til Irak

Ahmed Jabari

En desperat beretning fra Irak, hvorfra en afvist asylsøger kort tid efter hjemsendelsen skriver om deportationen fra Danmark samt følelsen af at være fremmed, uforstående og utilpasset i Irak efter 10 års ophold i det danske asylsystem.

Det er i dag onsdag d. 8. juni, og det er knap to uger siden, at jeg blev deporteret fra Ellebæk- fængslet i Sandholmlejren til Irak.

Det er 10 år siden, jeg forlod Irak, men nu opholder jeg mig igen i min gamle hjemby Kirkuk. Jeg genkender ingen, folk er blevet gamle, gaderne og bygningerne er ødelagte efter bombesprængninger, busruterne er lavet om, og der er rejst nye bygninger og broer overalt.

Jeg kan ikke finde rundt, ved ikke, hvor jeg er, og hvor jeg er på vej hen. Jeg tror, at mit problem er, at jeg integrerede mig mere i det danske samfund, end hvad normalt er. Jeg lærte dansk, fik danske venner og havde aldrig forestillet mig, hvad der ville ske, hvis jeg en dag måtte forlade alt det.

Her i Irak tænker folk kun på penge. Mine slægtninge forstår ikke, hvordan det kan være, at jeg ikke har udrettet noget gennem de sidste 10 år af mit liv. ”Hvad har du lavet i Danmark? Har du et hus, en bil, penge?”, spørger de mig. Og hvad skal jeg svare?

De forstår ikke, at uden et CPR-nummer, har man ingen muligheder i Danmark, uden CPR-nummer er man intet værd. Jeg vil nu beskrive, hvordan de sidste par uger er forløbet, for at vise, hvordan det danske asylsystem virker, og hvordan det egentlig føles at blive deporteret.

Normalt har jeg haft mødepligt hos Dansk Røde Kors i Sandholmlejren hver anden torsdag mellem kl. 13 og 15. Selvom jeg var bange for politiet fordi jeg sidste år var blevet anholdt med henblik på udvisning, og pga. rygter om, at irakere hjemsendes for tiden, fik en ven overbevist mig om, at der ikke ville ske noget.

Jeg meldte mig altså, men da politibetjenten fandt mit navn på listen, ringede han efter flere betjente. De tog mig med til afhøring på kontoret, anholdte mig og førte mig videre til Ellebæk.

Eftersom jeg har haft psykiske problemer og normalt tager antidepressiv medicin, kom to sygeplejersker nogle dage efter og sørgede for, at jeg blev indlagt på Hillerød Hospital, da min psykiske tilstand var så dårlig, at de ikke mente, at jeg kunne blive i Ellebæk. Jeg nåede kun at være på hospitalet en enkel nat, og fik kun talt kort med lægen, inden fire civilbetjente dagen efter troppede op på hospitalet og førte mig tilbage til Ellebæk.

Jeg forstår ikke, at et europæisk land som Danmark, der tager i krig for at lære andre nationer om menneskerettigheder, selv kan bryde dem i sådan grad. Jeg mener, vi er i Danmark!

Da jeg kom til Ellebæk, var jeg træt og forvirret, fik sovet et par timer, inden politiet ved en nitiden igen hentede mig. Jeg blev kørt sammen med syv andre afviste asylsøgende til et ukendt sted, hvor et gammelt fly ventede på os.

Vi fik ikke af vide, hvor vi blev fløjet fra, men turen endte i Stockholm Lufthavn, hvor et stort fly ventede på afviste asylsøgende fra Sverige, Norge, Finland og Danmark. Så vidt jeg ved, er det ikke lovligt for politiet at fragte os til Stockholm uden pas eller opholdskort, men det danske politi har gjort mange ulovlige ting, som den normale dansker ikke aner noget om.

Eksempelvis blev min mobiltelefon stjålet i Ellebæk-fængslet. Jeg satte stor pris på den, men da jeg sagde, at jeg ville have den tilbage, sagde politibetjenten bare, at de ikke kunne finde den, og at de kunne give mig en lille erstatning, der overhovedet ikke dækkede telefonens pris.

Onsdag d. 25. maj, kl. to om natten, en uge efter, jeg meldte mig hos Dansk Røde Kors, blev alle os afviste asylsøgende fra Irak fløjet fra Stockholm til Baghdad. Vi var omtrent 55 samt over 100 betjente ombord på flyveren. Ingen af de skandinaviske betjente turde at bevæge sig ud af lufthavnen i Baghdad.

De sender os tilbage, fordi regeringen har vurderet, at Irak er sikkert, men betjentene tør ikke engang vove sig ud af lufthavnen. Der er åbenbart forskel på mennesker i forhold til vigtigheden af deres sikkerhed.

I Baghdad Lufthavn blev vi holdt tilbage uden mulighed for at drikke eller spise. Først klokken ni om aftenen blev jeg endelig kørt med tre andre mod oliebyen Kirkuk som vi nåede kl. tre om natten. Grænsekontrollen holdt os tilbage, så vi måtte blive siddende på gaden til kl. fem om morgenen inden vi kunne køre videre mod Kirkuk.

Da jeg nåede Kirkuk, der førhen havde været en ren og pæn olieby, blev jeg fuldstændig chokeret. På trods af Saddam Husseins diktatoriske styreform, havde han dog formået at holde byerne rene og pæne. Med den nuværende regering var Kirkuk komplet ødelagt.

Jeg kunne ikke få mig selv til at stige ud af taxaen, så jeg kørte videre mod byen Sulaimanya i Kurdistan, hvor jeg vidste, at en af mine venner, som blev udvist i forbindelse med Kirkeasyl i Brorsons Kirken i 2009, bor.

Jeg fandt ham, og vi brugte noget tid sammen, inden det gik op for mig, at der intet er for mig her i Irak. Jeg er mindst ligeså fremmet her som jeg var i Danmark.

Samme eftermiddag ville jeg tage en langdistancebus tilbage til Kirkuk, men da chaufføren krævede 400 dinar for busturen, blev jeg tosset, fordi jeg troede, at han ville snyde mig. Jeg tænkte på, hvordan den samme bustur i 2001 kostede 1 dinar. Jeg havde svært ved at forstå, at der var gået 10 år. Jeg kunne ikke tage mig sammen. At være i Irak, føltes som en drøm.

Jeg tog altså bussen tilbage til Kirkuk, hvor jeg stadig opholder mig. Hver dag chokeres jeg ved synet af byen. Alt er ødelagt efter bomberne, jeg kender ingen ansigter, og jeg kan ikke længere finde rundt.

Da jeg ankom til byen, tog jeg over for at hilse på en ven, der har en butik, hvor han sælger juice, is og saft, men til at starte med kunne han slet ikke genkende mig. Han var også blevet ældre, havde gråt hår og fuldskæg.

Jeg tog derfra, og kunne ikke længere finde ud af, om jeg var i København eller Kirkuk. Jeg begyndte at blande tingene sammen. Pludselig fik jeg et opkald fra Danmark – det gjorde mig rigtig dårlig. Jeg forstod ikke, at jeg var i Irak men fik opkald fra en fra Danmark.

Jeg ville tage en metro, men kunne ikke finde den og begyndte at græde, mens jeg talte i telefon. Jeg vaklede på fødderne og følte, at jeg var ved at besvime. Samtidig må der have været sket noget med min mobil, for jeg kan huske, at jeg genstartede den, og datoen viste 2005, hvilket gjorde mig endnu mere usikker. Jeg blev ked af det, og vidste ikke, hvilket år vi var i.

Til sidst fik jeg taget en taxa ud til min søsters hus. Det gik op for mig, at jeg ikke havde sovet i 48 timer. Mit hoved hamrede som ville det eksplodere, og jeg faldt i søvn ligeså snart, jeg fik lagt mig ned.

Da jeg vågnede dagen efter, havde jeg det en smule bedre. Men jeg kan stadig ikke tilpasse mig. Jeg havde aldrig forestillet mig, at jeg skulle forlade Danmark. Konstant kommer der slægtninge på besøg for at spørge mig om, hvad jeg har udrettet i Danmark.

Jeg kan ikke lide kritik, og slet ikke når de ikke forstår, hvad det vil sige at være uden CPR-nummer i Danmark. Jeg ved ikke, om jeg kan holde til det, og begynder at blive bange for, at jeg er ved at blive tosset.

Jeg kan ikke skrive mere. Jeg er træt af mig selv, og føler ikke, at jeg er noget værd. Det føles som at være en taber i livet. Tak for alle de gode, dejlige, hyggelige dage som jeg har haft med jer, søde venner i Danmark.

visAvis indsamler penge for at kunne trykke deres 6. nummer.
Støt deres arbejde ved at overføre penge til deres konto: 7851 3285805.
Se mere på deres hjemmeside www.visavis.dk.

Socialistisk Arbejderavis bringer en historie om en hjemsendt irakisk asylansøger i samarbejde med visAvis.

visAvis er et tidsskrift om asyl og migration lavet i samarbejde mellem både folk med og uden dansk statsborgerskab i Danmark og et webmagasin (læs www.visavis.dk).

Ambitionen bag tidsskriftet er at skabe en ny form for offentlighed ved at bringe nye stemmer ind i asyldebatten: teoretiske perspektiver, beskrivelser af aktivistiske kampe, journalistiske og kunstneriske bidrag – og ikke mindst de historier, som flygtninge og migranter selv har på hjerte

Flere artikler fra nr. 316

Flere numre fra 2012

Se flere artikler af forfatter:
Ahmed Jabari

Siden er vist 1342 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside