Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 316 – 13. januar 2012 – side 7

Hvad får arbejderklassen til at kæmpe?

Hans Jørgen Vad

Året 2011 blev et bemærkelsesværdigt oprørets år – lige fra starten af det arabiske forår med Ben Alis flugt fra Tunesien den 14. januar. Over sommerens protester i Israel til Occupy Wall Street blev cirklen sluttet med et spirende opgør med Putin omkring jul.

Lige så stor som den geo-politiske spændvidde, lige så forskellige har oprørene været i deres form og udtryk. Særligt på et punkt har nogle skilt sig ud, nemlig mht. arbejderklassens aktive involvering, hvor Tunis, Egypten og Grækenland træder frem.

Men også oprøret i Wisconsin og de offentligt ansattes generalstrejke i Storbritannien i november.

I det lys er der sikkert mange, som lidt frustreret spørger: Hvad bliver der af oprøret i Danmark? Og ikke mindst: Hvad med arbejderklassen – er den helt død?

Den gode nyhed

Med hensyn til det sidste er den gode nyhed, at det er den ikke – den er såmænd så sprællevende som nogensinde før. Husk bare lige på de offentligt ansattes strejker i 2008, og at vi i henholdsvis 2010 og 11 så Danmarkshistoriens største tillidsmandsmøder for offentligt ansatte og på LO-området.

Så kan nogle mere sortseende mene, at 2008 er ved at være længe siden. Men her skal man huske, at der heller aldrig tidligere her i landet har været store strejker hvert andet år – 5-10 år har været langt mere typisk siden 2. verdenskrig. Og dette billede har også været det typiske i andre lande.

Før vi føler os alt for frustrerede, skal vi lige huske, at det er strejkebevægelserne i Egypten og Grækenland, som har været unikke.

Ingen kan forudsige strejker

Ud fra en overordnet betragtning kan vi forvente, at der igen vil komme store strejker i Danmark, for utilfredsheden er der. Men – og det er måske, for nogle, en knap så god nyhed – ingen kan forudse hvornår.

Når det kan fastslås med så stor sikkerhed, er det fordi, der, mig bekendt, aldrig har været nogen, som har forudset de seneste mange års store strejker. Og slet ikke dem, som udviklede sig til vilde ukontrollerede strejker.

For selv om man nok kunne forudse, fx Påskestrejkerne kom som officielle storstrejker, var der ingen, der kunne forudse den voldsomme vilde massestrejke, som det udviklede sig til.

At man så bagefter kunne forklare, hvorfor det udviklede sig som det skete, er en helt anden sag. Hvilket også er en sandhed om rigtigt store strejkebevægelser, som i Frankrig i 1968 og med Solidarnosc i Polen i 1980-81: Ingen så dem komme – men efterfølgende kunne man nok fremanalysere de faktorer, som forklarede dem.

Hvad får folk til at strejke?

Utilfredshed er en basal forudsætning for enhver strejke – lille som stor. Men utilfredshed alene giver ingen strejke. En helt afgørende ting er også troen på strejken – dels at det nytter og at det overhovedet kan lade sig gøre.

Det sidste kan man samlet kalde selvtilliden i arbejderklassen eller troen på egne kræfter. Her er der et dialektisk forhold mellem troen på, at det nytter og det kan lade sig gøre, som samlet bedst udtrykkes ved sammenholdet på den enkelte arbejdsplads. Er det stærkt, er det både lettere at få strejken i gang, men også at tro at man kan vinde.

Helt så enkelt er det ikke ved bredere politiske strejker, som kræver et sammenhold mellem arbejdspladser og endda byer, som er en ret abstrakt størrelse. Derfor kræver det en organisering eller netværk mellem arbejdspladserne, så solidariteten kan blive synliggjort. Sådanne strejker, som oprindeligt kun har udgangspunkt i mindre netværk, kan så senere rive bredere lag med sig.

Vi kan bygge op til strejker

Selv om det i de fleste tilfælde er umuligt, at planlægge eller forudse strejker, så er det absolut muligt at bygge op til dem. Både i det små på den enkelte arbejdsplads og bredere i arbejderklassen. Forstået på den måde, at man står med de bedste forudsætninger for at vinde, den dag strejkeviljen opstår.

I forhold til politiske strejker består det i høj grad i en kombination en italesættelse af utilfredsheden og at opbygge netværk mellem brancher og arbejdspladser, f.eks. i form af tillidsmandsmøder. Det gjorde venstrefløjen med stor succes op til overenskomstforhandlingerne (OK) 1985, og det bar rigtigt langt under Påskestrejkerne, hvor man var på nippet til at vælte Schlüter.

Trepartsforhandlingerne

Når det ikke er særligt tænkeligt, at det samme kan lade sig gøre op til de kommende OK-forhandlinger, skyldes det den meget defensive stemning pga. krisen. Uden det dog kan udelukkes, at arbejdsgivernes grådighed kan betyde, at de går for vidt.

Men det er måske mere tænkeligt, at det vil ske ved de kommende treparts-forhandlinger, som bekvemt er henlagt til efter OK-12, så man kan tømme arbejderklassens lommer for tredje gang.

Særligt pga. al den “hype”, der længe har været om disse, burde det være muligt at italesætte, at der skal holdes nogle “holde-øje-med”-tillidsmandsmøder under dette forløb.

Specielt efter OK-12 kan man frygte, at tilliden til de faglige ledere kan ligge på et meget lille sted. Sådanne møder vil være et godt udgangspunkt for proteststrejker, hvis trepartsforhandlingerne udvikler sig, som man kan frygte.

Flere artikler fra nr. 316

Flere numre fra 2012

Se flere artikler af forfatter:
Hans Jørgen Vad

Siden er vist 1246 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside