Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 316 – 13. januar 2012 – side 10

Antorini, 95% syndromet og kulturrevolutionen der udeblev

Jan Hoby

100 dages-lakmusprøven er blevet en naglefast bestanddel af enhver form for kritisk analyse og vurdering af nye regeringer. Mange havde nok en forhåbning om at der ville blive tale om et værdipolitisk paradigmeskift, med den nye centrum-venstre regering.

Men så snart ministertaburetterne var besat, stod det klart, at der var tale om en forsættelse af blå bloks politik.

Skoleparathed er formålet med daginstitutioner

”Før valget” er nu længe siden, og siden har man ikke kun se regeringens røv for bare skosåler. Løftebrud på løftebrud har været dagens ret.

Men oven i løftebrud, har vi også fået en ny børne- og undervisningsminister Christine Antorini, som er reinkarnationen af Bertel Haarder og George W. Bush i en og samme person. Med udtalelserne om at skoleparathed er formålet med daginstitutioner, cementerer Antorini en fortsættelse af den globale nyliberale og kulturkonservative indlærings-tsunami, som hærger alverdens daginstitutioner og skoler.

Der er alene tale om uddannelse for erhvervslivet. Det betyder en fortsættelse af internationale sammenligninger, markedsgørelse og “accountability”-systemer i hele uddannelsessystemet, blot med den krølle at den endelig asfaltering med skoleficering af daginstitutionsområdet bliver fuldført.

Børne- og undervisningsministeren siger hun vil inddrage det pædagogiske område (skole og daginstitution) og pædagogisk forskning i sit arbejde som minister. Ja, ministeren vil sågar styrke den pædagogiske forskning.

Men det giver ikke mening, medmindre hun og regeringen har tænkt sig at ændre politisk udsyn, når det kommer til forståelse af børn, barndom, leg og læring.

For AL forskning, med streg under al, og al historisk og aktuel pædagogisk viden og indsigt, undsiger, udfordrer og hudfletter netop den politiske kretinisme (idioti), som tidens politiske pædagogik og pædagogiske politik er udtryk for.

Lighed gennem uddannelse

Socialdemokratiets slogans har været ”lighed gennem uddannelse” og ”mobilisering af intelligensreserven”, men virkeligheden har modbevist uddannelse som vejen til et lige samfund.

Målsætningerne om lighed i uddannelsessystemet har ikke medført lighed i samfundet. Det, de medførte, var, at alle uanset social oprindelse kunne få den samme chance for at få den position, som man var egnet til. Hvilket i sig selv selvfølgelig er godt. Men det var positioner i et samfund, der var et uligheds- og klassesamfund.

Skulle man danne et lighedssamfund, ville det kræve politiske initiativer af en helt anden kaliber, der ville medføre, at skraldemanden tjente lige så meget som professoren for eksempel. Så vidt har de socialdemokratiske bevægelser ikke ville gå.

Heller ikke under den nye regering. I stedet for er det blevet til den vidtløftige ambition om 95% af en årgang skal gennemføre en ungdomsuddannelse. Men det grundlæggende spørgsmål, bliver aldrig stillet eller forsøgt besvaret: Hvad er det, der bliver ved med at være galt i det danske uddannelsessystem, når op mod 20% aldrig får en ungdomsuddannelse?

At uddannelsessystemet ikke alene reproducerer, men også i vid udstrækning øger de sociale forskelle i samfundet, er ikke medtaget i centrum-venstre-regeringens analyse. Så derfor bliver ambitionen om ”lighed gennem uddannelse” i dag reduceret til et spørgsmål kvantitet og erhvervslivets interesser.

Folkeskole der ikke var for folkets børn

Problemet med debatten om folkeskolen er at den ikke forholder sig til den viden, som findes omkring børn og unges læring. Børn og unge har et narrativt begær, et læringsbegær, et kreativt begær og ikke mindst et begær på livet.

Titusind-kroners spørgsmålet er, hvad er det der sker i skolen, som frarøver børn og unge deres begær for læring?

Desværre er der en politisk modvilje til at besvare dette spørgsmål. Der er heller ikke meget hjælp at hente fra de professionelle.

I stedet for at se på folkeskolens Bermuda trekant, opfinder politikerne fra rød og blå blok sammen med skolelederne et utal af ideologiske blålys. Fx heldagsskoler, mere røv-til-sæde-undervisning og nyt liv til kulturkonservative indlæringslogikker, som blot forstærker den sociale chanceulighed og reproduktion af uligheder i samfundet.

Uddannelseskultur-revolution ønskes

Skal vi nytænke og ny-udvikle folkeskolen (og uddannelsessystemet) skal den (og det) vendes på hovedet. Vi skal tage afsæt i at børn og unge har et begær efter at lære, forstå og udvikle deres fulde potentiale. Til det behøver vi hverken opråb fra tigermødre eller den sorte skole i ny forklædning.

Det venstreorienterede pædagogiske projekt er dødt, og det, der i dag adskiller S-SF fra de borgerlige, er småting. Selv langt ud på venstrefløjen har man opgivet at fremføre en radikal kritik af new public management og dennes tilgang til tænkning og viden.

Der opstilles ikke noget alternativ, og det er dybt tragisk, at venstrefløjen ikke er mere ambitiøs og grundige i deres daginstitutions- og skolepolitik.

Flere artikler fra nr. 316

Flere numre fra 2012

Se flere artikler af forfatter:
Jan Hoby

Siden er vist 1504 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside