Socialistisk Arbejderavis
Nr. 316 – 13. januar 2012 – side 11
Den lange krise
SWP
Stærkt forkortet uddrag fra SWPs kongresbulletin.
Den overordnede situation vi står i kan beskrives som: ’den dybeste krise i kapitalismen, siden den store depression i 1930'erne’. Rødderne til krisen ligger i, at vi siden starten af 1970erne har oplevet en lang periode med lave profitter. Karl Marx hævdede, at for at løse en sådan profitkrise, er det nødvendigt med omstrukturering af store dele af systemet, ledsaget af arbejdsløshed og konkurser.
Men de forskellige kriser, som systemet har gennemløbet siden 1970'erne har ikke været omfattende nok til at opnå den nødvendige destruktion af kapital. Den nødvendige udrensning af systemet står nemlig over for forhindringer. De store virksomheder og finansielle institutioner er i dag langt større end i Marx’s tid, et svigt fra et af de gigantiske multinationale selskaber er potentielt en katastrofe for systemet som helhed.
Derudover spiller staten i dag en langt vigtigere rolle. I løbet af de seneste fire årtier, har regeringer grebet ind for at forhindre krisen i at udfolde sig, fuldt ud. Dette giver midlertidig lindring, men på bekostning af, at det lader de underliggende problemer fortsætte.
Dette har ikke resulteret i permanent stagnation. Periodisk mindre kriser og omstrukturering af de nationale økonomier til den intensiverede globale konkurrence har bidraget til delvis at genoprette profitten. Men den langt vigtigste faktor i denne midlertidige genopretning har været intensiveringen af udbytningen, arbejderne er blevet presset hårdere for at fremdrive et større overskud.
Dette kaldes under et nyliberalisme og bygger internationalt set på et nederlag til organiserede arbejdere og deres faglige organisationer. Men også nyliberalismen har kun delvis kunne skabe en genopretning af profitten. Derfor blev kapitalen i stigende grad kanaliseret fra produktionen af varer og tjenesteydelser, til den spekulative sektor, finanssektoren.
Dette har på kort sigt genereret højere profitter, og en af konsekvenserne heraf har været en række af økonomiske bobler. De økonomiske bobler har skubbet systemet fremad og skabt en illusion af dynamik. Men under disse bobler lå der en mega-boble af lån og kredit. Udvidelsen af lånemulighederne blev også en mulighed for, at arbejderklassen kunne fortsætte med at forbruge, på trods af deres begrænsede indkomster.
Det var denne boble og gældsdreven kapitalisme, der brød sammen med krisen i 2007-8. Men det er vigtigt at understrege, at det var den lange krise i profitterne der har ligget under dette sammenbrud, som har gjort krisen og problemerne så dybe og umedgørlige. den en tilstrækkelig udrensning af systemet er det usandsynligt, at vi vil opleve at kapitalismen kommer tilbage i en generel ekspansion.
Vi er trådt ind i en længere periode med krise og omvæltninger, der langt fra er slut. Ikke alene er systemet præget af svag vækst, hvor de store økonomier stadig ligger under niveauet fra før krisen, men finanssektoren og spekulation er stadig vigtig og gør genopretning af økonomien skrøbelig. Frygten for om de finansielle institutioner er sunde, har karakteriseret krisen, siden den begyndte. Finansverdens globale karakter, den omfattende sammenvævning af kredit og gæld i finansverdenen betyder, at hvert nyt problem hurtigt breder sig på tværs af systemet.
Når kriserne ikke løser økonomiens underliggende problemer er det et resultat af de selv samme tiltag som forhindrede sammenbrud af systemet i 2008. Dette indebar et hidtil uset niveau af statslig intervention.
Men de statslige interventioner, der kom samtidig med faldende skatteindtægter og stigende sociale udgifter, som følge af den stigende arbejdsløshed har medført, at man har udskiftet den private gæld med statsgæld, som har betydet, at krisen er muteret fra at være en krise i den private sektor til at være en krise for staterne.
Perioden vi i øjeblikket gennemlever er præget af store uenigheder inden mellem de nationale herskende klasser, og eksplosive politiske omvæltninger. Stillet over for de voksende byrder af statsgæld, har de herskende klasser på tværs af kloden besluttet at gennemtrumfe en hård nedskæringspolitik.
I nogle tilfælde, såsom i de perifere Eurozone-lande, bliver denne nedskæringspolitik påtvunget og håndhævet af krav fra obligationsmarkeder, rating-bureauer af behovet for at få adgang til redningspakker.
I andre tilfælde, især Englands, er der også en stærk dosis politisk opportunisme, som når de konservative forsøger at udnytte krisen til at gennemføre reduktion og omlægning af de offentlige udgifter i kapitalens interesser.
Men stramningerne har forværret problemerne ved at tilbagerulle netop den påvirkning, der holder systemet kørende. I september i år, har de fleste større lande oplevet lavere vækst – måske endda negativ vækst. Vores magthavere står nu over for en ny krise, og har brugt mange af de økonomiske våben i deres arsenal. En ny periode med recession, som vil skærpe spændingerne på tværs af systemet, nærmer sig.
Oversat af Jesper Juul Mikkelsen og Anne Lange fra et oplæg til Socialist Workers Party (UK)'s kongres der blev afholdt i starten af januar.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed