Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 316 – 13. januar 2012 – side 14

2011: Et år i oprørets tegn

Rasmus Holmegaard

2011 var året, hvor almindelige mennesker verden rundt gik på gaden i vrede over årtiers neoliberal politik, korrupte diktatorer, elitens krisepolitik og de forværrede livsvilkår og den usikkerhed, som mange mennesker har følt på egen krop for stigende arbejdsløshed, stigende priser på forbrugsgoder og et politisk system, der ikke varetager flertallets interesser.

Den store bølge af protester har samtidigt markeret en tro på, at en anden verden er mulig. At almindelige mennesker organiseret i brede folkelige bevægelser kan skabe forandring i en verden styret af de rige og magtfulde.

Det arabiske forår

2011 markerede den største bølge af protester og oprør i Mellemøsten og Nordafrika, siden de nationale befrielseskampe. I lande som Tunesien, Egypten, Libyen, Syrien, Bahrain, Yemen, Algeriet, Irak, Kuwait, Jordan, Libanon og Mauretanien rejste befolkningen sig i oprør mod årtier diktatur, repression, forværrede livsvilkår og manglende frihedsrettigheder.

Tunesien

Den tunesiske revolution, der tvang den mangeårige præsident Ben Ali i eksil, blev startskuddet på det, der senere blev kendt som det arabiske forår.

Protesterne mod regimet tog for alvor fart, efter den 26-årige gadesælger Mohamed Bouazizi satte ild til sig selv i protest over, at myndighederne havde beslaglagt hans grøntsags-vogn. Behandlingen af Bouazizi blev et symbol på den korruption og vilkårlighed overfor loven, som havde kendetegnet Tunesien og mange andre arabiske lande for den sags skyld.

Den tunesiske befolkning fik som sagt drevet Ben Ali på flugt og revolutionen har i første omgang ført til det første frie valg i Tunesien i over 40 år, samt en forstående omskrivning af forfatningen.

Egypten

Den egyptiske revolution var måske den vigtigste politiske begivenhed i 2011. ikke nok med at det er det mest folkerige land i Mellemøsten, så er Egypten med Suez kanalen utrolig vigtig for verdenshandlen, og regimet under Hosni Mubarak havde i en længere perioden været en af vestens tætteste allierede i Mellemøsten.

Forholdene for den almindelige egypter lignede på mange måder det som udløste revolutionen i Tunesien. Massiv arbejdsløshed, specielt blandt de unge. Stigende priser på dagligdagsprodukter. Massiv korruption og nepotisme, samt et dybt polariseret samfund, hvor den brede befolknings fattigdom, står i skærende kontrast til den rigdom, der var koncentreret i eliten omkring Mubarak og hans venner i hæren.

Revolutionen fik, gennem massive folkelige protester og store strejkebevægelser, på kun 18 dage væltet diktatoren gennem 30 år, Hosni Mubarak. Da revolutionen var på sit højeste, var mere end to millioner mennesker samlet på Kairos centrale Tahrir-plads, mens titusinder andre demonstrerede i byer som Port Said, Alexandria og Suez.

Med Mubaraks fald har revolutionen kun formået at kappe hovedet af uhyret og ikke fuldstændigt tilintetgøre det. Således lykkedes det Mubarak at overdrage magten til hæren, der lige siden indædt har forsøgt at slå revolutionen tilbage.

Og begivenhederne i Egypten synes kun at eskalere. Først var hæren tilbageholdende med at bruge vold overfor demonstranter, mens der den senere tid har været flere og flere angreb fra regimets side mod demonstranterne.

På den anden side er strejkebevægelsen taget til og demonstrationer er fortsat. Rigtigt mange egyptere er nået til den erkendelse, at hæren ikke vil levere de reformer, som folk har kæmpet så hårdt for, og at det er op til den revolutionære bevægelse at forsætte kampen. Og hvor man før hørte kampråb som ”folket og hæren er en hånd”, så hører man nu kampråb, der lyder ”hæren og politiet er en og samme beskidte hånd”.

Det vidner om, at almindelige egypteres bevidsthed har ændret sig gennem kampen mod regimet, og at man nu har en klar erkendelse af, at dette er en kamp på liv eller død. Hvis den gamle elite formår at slå revolutionen tilbage, vil det betyde massiv repression overfor dem som har båret revolutionen frem, med massearrestationer og henrettelser til følge.

Libyen

Det som i starten lignede et folkeligt oprør mod Muammar Gadaffi og en fortsættelse af begivenhederne i Tunesien og Egypten blev dog hurtigt ødelagt af den NATO ledede intervention, der skulle sikre vesten indflydelse i Libyen efter Gadaffis fald.

Gadaffi blev som bekendt fanget og henrettet af oprørsstyrker 20. oktober 2011, men selvom overgangsrådet efterfølgende har erklæret borgerkrigen for afsluttet finder der fortsat sporadiske kampe sted mellem sympatisører af det gamle regime og overgangsrådets tropper.

Syrien

Det arabiske forår spredte sig i 2011 også til Syrien, hvor store dele af befolkning krævede præsident Bashar al-Assads afgang. Regimet svarede igen med ekstrem brutalitet, hvor man blandt andet belejrede byen Hama.

I alt menes 5000 mennesker, mestendels civile, at været blevet dræbt af regimets tropper. Trods regimets repression forsætter oprøret med at vinde støtte i den syriske befolkning, og i løbet af de sidste måneder er der begyndt at opstå splittelse inden for hæren, og mange menige soldater, samt hele delinger er gået over på oprørets side.

Modstand mod krisepolitikken og finansverdenen i Vesten

Flere steder i den vestlige verden har vi i 2011 set store bevægelser imod krisepolitikken, som magthavere aktivt bruger som et påskud til at angribe den offentlige sektor og dermed arbejderklassens kollektivt tilkæmpede rettigheder.

Spanien

Overalt i Spanien gik folk i 2011 på gaden i protest mod den stigende arbejdsløshed, der for ungdommens vedkommende ligger på mellem 40-50 %. Ligeledes markerede protester en enorm utilfredshed med det politiske system.

Den indignation, som befolkningen følte, mundede konkret ud i 15. maj-bevægelsen, hvor folk samledes på og besatte centrale pladser i byer rundt om i Spanien med krav om radikale reformer. I alt menes bevægelsen at have samlet op mod 8.000.000 mennesker omkring massemøder, demonstrationer og andre aktioner.

USA

I den amerikanske delstat Wisconsin deltog titusinder i protester mod en lov fremsat af den republikanske guvernør Scott Walker, der skulle fratage fagforeningerne retten til at forhandle overenskomster på vegne af de offentlige ansatte, samt forringe løn og pensionsvilkårene for de offentlige ansatte.

Da kampen var på sit højeste, deltog mere end 150.000 aktivt i protester og i besættelsen af delstatsparlamentet. Selvom det ikke lykkedes, at få loven taget af bordet, så var der tale om nogle af de største faglige kampe i USA i mange år.

En anden bevægelse, der tog overskrifterne i USA i 2011, var Occupy-bevægelsen, der som mange af de andre bevægelser i 2011 udsprang af den stigende arbejdsløshed og stærk utilfredshed med den finansielle sektor.

Stærkt inspireret af det arabiske forår besatte unge centrale pladser i de amerikanske storbyer og demonstrerede foran de finansielle centre. Mange steder så man bannere med påskriften ”this is Tharir”.

Bevægelsen satte spørgsmålstegn ved storindustriens privilegier og har i de lande, hvortil den har spredt sig været et fokus for modstand mod neoliberalismen og omfordeling til fordel for de rige.

Flere steder som i Oakland har bevægelsen succesfuldt knyttet sig til arbejderklassen, hvilket mundede ud i flere strejker i USA og lukningen af en af landets største havne.

England

England oplevede i 2011 både klasserelaterede gadeoptøjer og store faglige markeringer mod krisepolitikken og nedskæringerne i den offentlige sektor, hvor op mod 800.000 offentlige ansatte 30. juni gik i en endags strejke og op mod to millioner 30. november.

Grækenland

Grækenland har været det land i Europa, der har været hårdest ramt af krisen og som dermed også har set de hårdeste angreb på arbejderklassen. Centrale folk i regeringen er blevet skiftet ud med ikke valgte bankfolk i forsøg på at gennemføre de reformer som den herskende klasse i Europa kræver.

Livsvilkårene for almindelige mennesker er blevet dramatisk forringet og mange steder hører man, om at forældre sender deres børn i skole uden mad, fordi der ikke er råd til det. Selvmordsraten er skudt vejret, og mange mennesker er blevet tvunget til at gå fra hus og hjem.

Omvendt er Grækenland det land i Europa, hvor kampniveauet har nået sit højeste stadie. Den græske arbejderklasse har svaret igen med to 48timers generalstrejker, der har været en mængde universitetsbesættelser, og mange mindre strejker.

Samtidig har argumentet, om ikke at betale gælden uden samtidig at sælge ud af den offentlige sektor, vundet indpas i store dele af arbejderklassen. Men for at dette skal kunne blive til virkelighed, er det nødvendigt, at den græske befolkning fortsætter og udvider kampen mod regeringen.

Alt i alt har 2011 været et fantastisk og begivenhedsrigt år. Antallet af kampe har været så stort, at de umuligt alle kan nævnes i en artikel som denne.

Overordnet kan man dog sige at 2011 vil gå over i historien på linje med år som 1848, 1917 og 1968.

2011 har været med til at sætte revolution på dagsordnen igen. Det sætter krav til os som revolutionære. Forskellen mellem de ideer vi som revolutionære har for at ændre verden og den sociale virkelighed, er blevet mindre, og vi må involvere os og søge at påvirke kampene så de udvides og fordybes.

Vi skal bidrage med vores analyse af kapitalismen som et system, der skaber kriser og hele tiden holde visionen om et socialistisk samfund op som noget, der er opnåeligt og som det alternativ, der kan gøre en ende på den krise, som vores samfund befinder sig i.

Flere artikler fra nr. 316

Flere numre fra 2012

Se flere artikler af forfatter:
Rasmus Holmegaard

Siden er vist 1373 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside