Socialistisk Arbejderavis
Nr. 317 – 13. februar 2012 – side 4
Massestrejker i Nigeria
Anna Rytter
Selvom Nigeria er et af verdens rigeste lande på olie, guld og diamanter, er det en rigdom, som kun en meget lille del af befolkningen har adgang til.
Skiftende diktatorer og korrupte politikere har siden befrielsen fra det britiske kolonistyre i 1960 udnyttet Nigerias ressourcer for egen vindings skyld.
Afrikas folkerigeste land er således et af de lande i verden med den største ulighed mellem rig og fattig, hvor over halvdelen af befolkningen lever et liv under fattigdomsgrænsen. For første gang i mange år er befolkningen gået på gaden for at vise deres protester imod en regering, der vil afhænde landets olie til private selskaber.
Allerede det første militærstyre i Nigeria lavede i slutningen af 60´erne lukrative olieaftaler med Storbritannien efter kolonitidens afslutning. Aftalerne var vel at mærke lukrative for regeringens generaler og udenlandske olieselskaber, og kom ikke den almene befolkning meget til gavn.
Under de verdensomspændende oliekriser i starten af 70´erne blev olieudvinding en stor indtægtskilde for Nigeria og siden har olieeksport udgjort langt hovedparten af Nigerias økonomiske grundlag. Samtidig oplevede landet en generel vækst og statsapparatet og de offentlige udgifter voksede tilsvarende.
Men som bekendt faldt oliepriserne igen efter 1974 og Nigeria måtte optage store udenlandske lån, som landet stadig betaler af på, for at fastholde det enorme bureaukrati, militær og embedsmandsvælde, der var opbygget under oliekrisen.
Siden 1999 har Nigeria afholdt demokratiske valg, og skiftende såkaldt socialdemokratiske regeringer har uden succes forsøgt at lede Nigeria ud af den økonomiske sump. Samtidig er andre konflikter mellem forskellige etniske og religiøse befolkningsgrupper blusset op, gamle grænsestridigheder er genopstået og forholdet til Den Afrikanske Union har aldrig været dårligere.
Nigeria har længe været en tikkende bombe, som den ellers vellidte fungerende præsident Goodluck Jonathan skal bruge mere end almindeligt held til at forhindre fra at sprænge i luften.
De protester, der prægede landet i starten af januar, skyldes en ændring i de statstilskud, der hidtil har holdt prisen på olie, benzin og elektricitet nede på et niveau, der har givet den almindelige nigerianer adgang til el, varme og transport.
Ved årsskiftet eksploderede priserne og mange landsbyer blev simpelthen mørklagt, fordi ingen kunne betale for strømmen. Det fik i første omgang folk til at demonstrere i de største byer, og i løbet af få dage spredte strejker og protester sig til hele landet samt til mindre demonstrationer i London, Washington og New York.
De to største fagforeninger indkaldte til generalstrejke og lammede blandt andet landets største lufthavn i flere dage, indtil politiet blev sat ind og skød mod demonstranter i hovedstaden. I dagene efter samledes op mod en halv million mennesker i protest mod præsidenten og de stigende oliepriser.
Præsident Jonathans formål med at afskaffe brændstoftilskuddet er tydeligvis at løse Nigerias gældsproblemer gennem en privatisering af den del af olieproduktionen, der stadig er i offentligt eje, og mange internationale olieselskaber står i kø for at få snablen ned i Nigerias oliebrønde.
De statsejede raffinaderier har de senere år ikke kunnet levere olie nok til nigerianernes stigende forbrug, og en stadigt større del af råolien må eksporteres, for derefter at tilbagekøbes som benzin fra udenlandske selskaber. Men fordi befolkningen er sikret billig benzin gennem tilskudsordningen, kommer staten til at hænge på regningen.
Derfor er den nigerianske økonomi på randen af et sammenbrud og derfor ser regeringen ingen anden vej end at lade private firmaer overtage de statsejede raffinaderier og afskaffe statsstøtten, der sikrer alle nigerianere en andel af landets olieressourcer.
Præsidenten, der efterhånden er mest kendt som ”Bad-luck” Jonathan, måtte i midten af januar trække ophævelsen af statsstøtten delvis tilbage og strejkerne blev afblæst. Det betyder dog ikke, at folk lader sig affinde med, at den almindelige hårdtarbejdende befolkning skal betale for Nigerias statsgæld og manglende økonomistyring eller at befolkningen bakker op om at privatisere olieindustrien.
Fagforeningernes hovedargument for at indstille strejken har været frygten for at illegal arbejdskraft ville overtage deres medlemmers arbejdsområde, og de stiller sig på ingen måde tilfredse med en halv løsning.
Resultatet af generalstrejken, nemlig at præsidenten måtte bøje sig for fagforeningernes krav, har banet vejen for en mere aktiv fagbevægelse i Nigeria og har givet befolkningen håb om, at det nytter noget at protestere.
Fakta: Massestrejker i Nigeria
”En dag vil de fattige ikke have andet at spise end de rige”
Den 1. januar fjernede Nigerias præsident statstilskuddet til olie uden varsel. Det betød, at priserne blev mere end fordoblet – fra 65 til 141 naira pr. liter. Statstilskuddet har været med til at holde priserne nede i et land, hvor mere end 2/3 af befolkningen lever for under 1,25 dollar pr. dag.
Inden for en uge havde mere end 100.000 deltaget i demonstrationer og de to største fagforenings hovedorganisationer indkaldte til generalstrejke startende fra den 9. januar.
I mere end en uge deltog 8 millioner i strejken. Det lykkedes at lukke flere byer, lufthavnen, alle havne og transport af kakaobønner. Aktierne er faldet en femtedel i værdi som følge af protesterne.
Protesterne blev mødt af politivold og 20 døde, men det fik endnu flere ud på gaden.
Den 16. januar afblæste fagforeningslederne strejken efter en delvis sejr, der betød at olieprisen faldt til 97 naira pr. liter.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed