Socialistisk Arbejderavis
Nr. 317 – 13. februar 2012 – side 7
Deepwater Horizon-katastrofen
Robert Lange
Det er over et år siden, at katastrofen i den mexicanske golf fandt sted. Boreplatformen Deepwater Horizon brød i brand, sank i havet og udløste det største olieudslip i USA’s historie.
Ud over en menneskelig tragedie, et kæmpe økonomisk tab og en miljømæssig katastrofe af uforståelige dimensioner, er det en opvisning i hykleri fra BPs og Transoceans side, som var henholdsvis operatør og ejer.
For at opsummere, skete der på platformen den 22. april 2010 en gaseksplosion da en stor methan bobbel havde bevæget sig op igennem borerøret, sprang adskillelige sikkerhedsventiler og eksploderede. Der opstod en uslukkelig brand og to dage efter sank platformen i havet. Borerøret knækkede og der opstod i alt 3 læk, hvor olie og gas strømmede ud. Det alvorligst læk, som først blev lukket den 15. juli, var ved havbunden, ved den såkaldte blowout preventer. En enorm mekanisk anordning, på størrelse med en bus, der skal sikre imod netop den slags ulykker.
Sjusk og profitjagt
Uheldet burde aldrig være kunne sket. Der er snesevis af foranstaltninger, mekaniske enheder og sikkerhedsventiler som skal forhindre netop dette. For at et blowout finder sted, skal der ske et urealistisk antal tilfældige fejl. Eller der skal være tale om systematisk sjusk.
Borearbejdet var 5 uger forsinket og for at indhente forsinkelsen blev der sparet på bl.a. sikkerhedsmure i borehullet. Disse skal ellers sikre at boringen ikke kollapser pga. det enorme tryk, som olien er under. Blowout preventeren var ligeledes ikke udstyret med en særlig akustisk alarm der lukker automatisk for boringen ved større rystelser, hvilket ellers er normen.
Der skete en lang række computernedbrud, strømsvigt og sikkerhedsbrist i ugerne op til eksplosionen. Der blev arbejdet så forhastet og sjusket, at ingeniører og ansatte direkte frygtede for deres sikkerhed. Mange af de ansatte forblev dog tavse angående de stigende problemer af frygt for ledelsen. De problemer, der blev rapporteret, blev ignoreret.
Som resultat af profitjagten skete det uundgåelige. Disse, og mange flere, detaljer har igennem udredninger sidenhen fundet dagens lys. BP og Transocean forsøgte til gengæld at opretholde påstanden om, at de ingen idé havde om, hvad der var sket. At det blot var et usædvanlig stort hændeligt uheld. Ligeledes løj de om mængden af olie, der blev lækket.
Løgn og kynisme
Først påstod de at ingen skade var sket, og at den olie der var på havoverfladen, blot var fra den sunkne platform. Efterhånden som det dog blev klart, at USA’s golfkyst stod foran en miljøkatastrofe, måtte der laves skøn over, hvor hurtigt olien lækkede. Der udbrød en talkrig mellem myndigheder, uafhængige videnskabsfolk og BP om, hvor meget olie, der dagligt blev udledt.
BPs første skøn var på 1000 tønder olie om dagen. Efterhånden som satellitbilleder af golfen blev tilgængelige kom myndighederne med deres egne skøn. Disse blev justeret opad indtil de landede på hele 62.000 tønder olie om dagen.
Uafhængige videnskabsfolk har senere påpeget, at metoderne til skøn af oliemængden var forkerte og gav for små skøn, at store områder med tung olie under vandet ikke blev medregnet og at der endda havde lagt sig store oliemængder på havbunden på stor dybde. Dette kunne BPs egne undersøgelser naturligvis ikke verificere.
Boringer på dybt vand på kanten af kontinentalsokkelen er vanskelige. Dertil kommer at feltet ligger langt under jordoverflader, over 10 km. Ulykken viser med al tydelighed at BP ikke imødekom de store risici som det indebar og blæste på sikkerheden for profittens skyld. Velvidende hvor store konsekvenser olieudslip har.
Et problem er den enorme kynisme over for menneske- og dyreliv. Hvad værre er, at det illustrerer hvordan enorme virksomheder pga. af markedskræfterne er parate til at smadre hele økosystemer.
Det er utroligt problematisk når ansvar og opgaver af sådanne størrelsesordener overdrages til kapitalinteresser. I stedet bør sådanne håndteres ud fra en fornuftig og integreret ideologi, som tager højde for, hvilke risici man bør tage for at forstyrre økosystemets balance.
Olieselskaber hører til denne verdens værste profitjægere og profitjagt tvinger mennesket til at tage kortsigtede beslutninger – beslutninger, som på denne skala har katastrofale konsekvenser. Transocean og Chevron er for tiden i gang med at foretage olieboringer på dybt vand ud for Brasiliens kyst. Olietæpper på havoverfladen på over 80km2 er allerede observeret.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed