Socialistisk Arbejderavis
Nr. 317 – 13. februar 2012 – side 8
Det kræver strejker at bryde deres magt, men..
Hvordan får vi vendt stemningen?
Hans Jørgen Vad
Regeringens første måneder har været meget skuffende – ikke mindst for de mange aktive i fagforeninger og bevægelser, som var aktive for at bringe den til magten: For den har stort set ikke vist nogen vilje til at levere.
En sådan skuffelse har ofte apati som følgesvend, hvis ikke reaktionen er endnu værre. F.eks. at være ligeglad – eller måske direkte at ønske regeringens afgang. Problemet er bare, at en tilbagevenden til VKO vil være endnu værre, så derfor er det ingen løsning.
Sagt på en anden måde er der ikke noget parlamentarisk alternativ, uanset hvor meget Enhedslisten hopper og springer med sine 12 mandater. Og da slet ikke, hvis vi vikles ind i tvivlsomme parlamentariske kompromisser.
Alternativet er kræfter udenfor Folketinget
Sandheden er, at det under de nuværende forhold kun er kamp og pres fra kræfter udenfor Folketinget, som kan udfordre tingenes tilstand. Og det kræver, at nogen gør sig til talerør for det.
Det stærkeste pres er politiske strejker, men også mere defensive strejker, protestdemonstrationer og politiske markeringer fra fagforeninger trækker i den retning.
Den store forskel i fht. VKO-dagene er, at det aldrig kan være et perspektiv at vælte Thorning-regeringen – højst at skille sig af med dens radikale del. Derfor skal fokus være på politiske krav og ikke regeringens navn. Og her er der et kæmpespring mellem at formulere disse – som Enhedslisten og venner kan til finanslovsforhandlinger fx – og at nogen strejker for dem.
Generelt opstår der ikke store massestrejker, fordi partier eller fagforeninger udråber dem. Og store strejker for at beskatte Nordsøolien eller de multinationale er i første omgang nærmest utænkelige. Derfor er en strejkebevægelse på offensive reformkrav ikke noget, der ligger lige for.
Fra defensiv til offensiv kamp
Derimod er det langt mere tænkeligt, at der opstår defensive strejker pga. nedskæringer – som vi f.eks. så med budgetstrejkerne i Århus i 2006. Eller i det hele taget, at strejker fremprovokeres af, at en regering fejlvurderer situationen, eller arbejdsgiverne bliver for grådige, så man “går over stregen”.
Det var en sådan mekanisme, der udløste Påskestrejkerne i 1985, hvor der få uger før var en ret mat stemning med svag opbakning til nogle proteststrejker. Det fristede Schlüter til regeringsindgreb, som var en så voldsom provokation, at det udløste to-tre ugers generalstrejkelignende tilstande.
I Påskestrejkerne så vi svagt antydningen af en anden mekanisme, som Luxemburg beskrev i 1906, nemlig at den politiske strejke slog over i andre kampe på lokale spørgsmål.
Havde denne tendens været stærkere, kunne bevægelsen måske igen have vundet momentum som en politisk kamp. I en sådan situation vil man på baggrund af “defensive” sejre, hvor man afbøder nogle angreb, måske kunne vende det til offensive krav.
Under alle omstændigheder er langt det mest tænkelige, at en bevægelse vil starte ud fra defensive kampe, som fx nu, hvor der er indkaldt til ekstraordinær kongres i Danmarks Lærerforening for at forsvare sig mod forringelser af arbejdstiden.
Betydningen af parlamentarisk opbakning
Som nævnt kan et parti som Enhedslisten ikke fremkalde sådanne kampe. Men på trods heraf er det uhyre vigtigt, at vi viser vores fulde opbakning, så lærerne i denne kamp ikke føler sig helt isolerede. Særligt i København, hvor Enhedslisten sammen med de Radikale er det andet største parti.
Sådan var det også i Århus under budget-strejkerne i 2006, hvor Enhedslisten klart sagde nej til budgettet. Enhedslisten i København kunne i 2006 ikke fremkalde sympatistrejker ved at stemme nej til budgettet.
Men omvendt blev muligheden for sympatistrejker meget svækket af, at Enhedslisten dengang stemte for budgettet. Hvordan kan man forklare sine kollegaer, at man skal strejke mod et budget, som selv Enhedslisten havde stemt for?
Men også mere positivt har parlamentariske signaler stor betydning, som f.eks. i maj 2006, hvor Søvndal stillede sig i spidsen for de store velfærdsdemonstrationer. De fremkaldte ingen strejker direkte, men var med til at gøde en positiv jordbund for dem.
I dag er der ingen Søvndal, som gøder jorden for noget som helst positivt – kun Enhedslisten kan have denne rolle. Udvikles der sådanne kampe, vil vi have de bedste muligheder for at opbygge et nyt lederskab blandt fagbevægelsens græsrødder – et “must”, hvis den skal løsrive sig fra fagtoppens loyalitet overfor den førte krisepolitik.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed