Socialistisk Arbejderavis
Nr. 317 – 13. februar 2012 – side 9
Skal socialister deltage i eller tolerere “progressive” regeringer?
Stefan Godau
Enhedslistens ”ja” til finansloven og dens støtte til SRSF-regeringen har igen bragt et principielt spørgsmål på banen: Skal socialistiske partier deltage eller tolerere borgerlige regeringer?
Kigger vi i arbejderpartiernes historie, så er spørgsmålet for første gang for alvor dukket op, da den første socialistiske minister indtrådte i den borgerlig-radikale Waldeck-Rousseau-regering i Frankrig i 1899. Det vakte opmærksomhed, først og fremmest i det tyske socialdemokrati, hvor den såkaldte “revisionisme-strid” var i fuld gang.
Det var flere medlemmer af det tyske socialdemokrati, først og fremmest Eduard Bernstein, der argumenterede for, at sociale forbedringer bedst kunne opnås gennem et socialdemokratisk flertal i parlamentet og ikke gennem den udenomsparlamentariske kamp på arbejdspladser og gader. ”Målet er intet, bevægelsen alt”, som Bernstein formulerede det.
Hans store modstander var Rosa Luxemburg, som havde stiftet bekendtskab med den russiske tsars undertrykkelse af den polske og russiske arbejderbevægelse og selv var nødt til at flygte fra Polen.
Hun påpegede, at den borgerlige stat ikke vil ændre dens karakter og ikke kan overtages af arbejderklassen ved, at socialdemokratiet vandt et flertal i Rigsdagen. Hun mente derimod, at partiet var nødt til at arbejde for en revolutionær omvæltning og vinde flertal for det blandt masserne.
Erfaringer med ”progressive” regeringer
Den første rigtige lakmustest var i 1923, hvor det ret nye, tyske kommunistparti indtrådte i ”arbejderregeringer” sammen med venstreorienterede socialdemokrater med det formål at forberede arbejderne på en væbnet opstand.
Centralregeringen i Berlin satte hurtigt hæren ind og fik hjælp fra reaktionære frikorps fra Bayern. Flere kommunister blev fængslet og kommunistpartiet forbudt.
Kommunistpartiet var desværre ikke forankret tilstrækkeligt og der var endnu ikke en revolutionær situation i hele Tyskland.
Der blev gjort flere forsøg at danne ”arbejder-” eller ”folkefronts-” regeringer, bl.a. i Frankrig i 30’erne og senere i Spanien og Guatemala i 1954. Disse regeringer gennemførte også en række afgørende forbedringer. Det kom til en række strejker og fabriksbesættelser, som resulterede i, at arbejdstiden blev forkortet markant og nøglevirksomheder nationaliseredes.
Katastrofen i Chile
I 1973 kom en folkefrontsregering med socialisten Salvador Allende til magten i Chile. Den støttede sig på en bred folkelig bevægelse og gik i gang med at iværksætte en række gennemgribende forandringer. Regeringen og dets tiltag vandt ikke kun støtte i hele Latinamerika, men vakte også i andre dele af verden, bl.a. i socialdemokratiet, håb om, at en ”fredelig vej” til socialisme var mulig.
Håbet blev dog hurtigt knust, da den fascistiske diktator Pinochet med støtte fra USA lavede et kup mod Allende og fængslede, torturerede og myrdede fagforeningsfolk, kommunister og socialister. De overlevende, politisk aktive chilenere måtte flygte fra Chile. Det socialistiske håb blev druknet i et blodbad.
Læren for i dag
Kapitalistklassen vil aldrig opgive deres magt frivilligt. Det var Friedrich Engels, som allerede i 1800-tallet skrev, at ”de (herskende) vil skyde først”.
Især i dag, hvor de herskende ikke kun kan sikre deres magt militært, men hvor vi bliver bombarderet med deres ideologi døgnet rundt, er der ingen vej udenom at frarøve dem deres magt og være beredt på en voldsom strid.
Det afgørende er dog at opbygge en stærk revolutionær kraft, som kan vinde kampe i hverdagen og overbevise folk om, at det lønner sig at kæmpe for et andet samfund.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed