Socialistisk Arbejderavis
Nr. 317 – 13. februar 2012 – side 11
En historie om den tyske efterretningstjeneste
Skandalen om den nazistiske terrorcelle, også kendt som Döner-morderne i medierne, bringer den tyske efterretningstjeneste i interessens midtpunkt.
Det er en meget voldsom skandale: Fra den nazistiske undergrund kørte i årevis en politisk målrettet mordserie, uden at politi og retsvæsenet satte sig på sporet af gerningspersonerne. Gerningerne fik mærkatet “shawarmadrab”, fordi de morderiske “hjemmeværnsmænd” gik efter folk med tyrkisk baggrund.
Og myndighederne var blindøjede, selvom det miljø, hvor gerningsmændene stammede fra, stod i tæt kontakt med tjenester, som skulle tjene til forfatningens beskyttelse. På trods af det? Eller netop derfor? Det er spørgsmålet, på hvilket vi ikke kan få noget svar fra de relevante ministerier. Det er også højst usandsynligt, at parlamentet bringer lys i sagen.
Hemmeligt og helt hemmeligt
Forfatningsbeskyttere er hemmelighedsbærere, og fra tid til anden, under offentligt pres, slipper de nogle skjulte kendsgerninger, men ikke de virkeligt risikable. Ifølge deres forståelse af jobbet, ligger det helt hemmelige bag selve hemmeligheden. Offentligheden skal under ingen omstændigheder vide om det, heller ikke i skandaletilfælde og selv ikke udvalgte parlamentarikere.
Altså bliver det ved rutinen. Enkelte afdelingers fallit er skyldig i fejlene, informationsudvekslingen fungerede ikke godt nok, efterretningstjenesterne har brug for flere beføjelser, der er brug for centrale databaser, og sådan fortsætter den gammelkendte sang. Samtidig bliver kritikerne belært: Forfatningsbeskytterne har jo travlt, højreekstremismen er ikke det eneste mål for overvågning.
Hellere STASI
Forfatningsbeskyttelsesmyndigheder har deres egen tradition. De blev grundlagt, da Vestmagternes besættelseszoner blev sammenført i en stat, og besættelsesmagterne tog sig af sikkerhedstjenestene. Ved siden af forfatningsbeskyttelsesmyndigheder etableredes først “Bundesnachrichtendienst” og “Militärischer Abschirmdienst”.
Selve navnet “forfatningsbeskyttelse” opfattede tidligere indenrigsminister, Gerhard Schröder, som “en upassende betegnelse”. Det ville være bedre at bruge navnet “Tjeneste for statens sikkerhed”. Det blev dog ved referencen til forfatningen, som jo også havde en bedre offentlig virkning. Desuden ville navnet vække for mange minder om STASI (Sikkerhedstjeneste i Østtyskland, red.) i Øst.
Det ville være naivt at tro, at forfatningsbeskyttelsens formål er at beskytte forfatningen. Statssikkerhed betød i forbundsrepublikkens første år, at tage parti for Vesttysklands integration i den Nordatlantiske blok og Vestens side i den kolde krig.
Ifølge denne logik skulle myndighederne føre kampen imod “de røde”, imod kommunisterne, men også imod alle de grupper og mennesker, som søgte en fredelig overenskomst med “Østblokken” eller var imod vesttysk militarisme.
Godt personale er svært at få
Efterretningstjenester har brug for erfarne medarbejdere og villige muldvarpe. Disse var der mange af i den kolde krig. Man rekrutterede topfolk fra det nazistiske “Tredje rige”, der allerede i nazitiden havde oparbejdet vigtig erfaring i forfølgelse af kommunister og andre “statsfjender.”
I metalfagforeningens blad kunne man læse i 1963: “Forbundsrepublikkens forfatningsbeskyttelse beskæftiger frihedens dødsfjender. Tidligere chefer af SS, forhenværende embedsmænd og agenter fra nazisternes sikkerhedstjeneste sidder i vigtige poster.”
Konstruerede forfatningsfjender
Efterretningsmyndighedens chef var i første omgang den eventyrlige Otto John, som fik sit job gennem den britiske efterretningstjeneste, men senere flygtede på mysteriøs vis til DDR.
Så fulgte den pålidelige Hubert Schrübbers. Han blev dog tvunget til at træde tilbage, da hans virksomhed i Nazityskland blev til et problem.
Endnu i 1963 var indenrigsministeriet mindre hensynstagende – det afviste kritik af sit personalevalg: “Der findes kun få kræfter, som magter de svære opgaver her. Et tiltrængt sikkerhedsbehov ville blive sat på spil, hvis de kritisable medarbejdere blev afskediget.”
Forbuddet af Tysklands kommunistparti i 1956 gav dem mulighed for at udvide jagten på kommunister. For titusindvis af retssager blev der skaffet beviser med tjenestens hjælp, og det ramte ikke kun kommunistpartiets medlemmer, men oppositionelle mennesker i det hele taget. Advokaten Heinrich Hannover har senere i sin bog bevist, hvordan “forfatningsfjender” blev konstrueret i strid med grundloven.
Grundloven ikke forstået
Sådanne traditioner varer længe. Lad os iagttage den aktuelle åndelige tilstand i efterretningstjenesten: Stadigvæk gælder agitation for antikapitalistiske alternativer som “statsfjendtlig virksomhed”. Åbenbart mangler evnen til at forstå forbundsrepublikkens grundlov.
Med “frihed-demokratisk grundorden” menes der under ingen omstændigheder, at borgerne er forpligtigede til at tilbede markedet. Kritik af de eksisterende magtforhold er altså ikke et tegn på demokratifjendtlighed.
Normalt kriminelt
Hvis man kigger på efterretningstjenestens hemmelige del, og her ligger hovedvægten, er man nødt til at spørge sig: Hvad skal man mene, hvis en statslig organisation gør brug af operativ virksomhed, som normalt må betegnes som kriminelt, fx bedrageri og ikke anmeldte strafbare handlinger?
Hvis efterretningstjenestens muldvarpe arbejder ivrigt i politiske grupper eller partier og skaffer dem indflydelse, selvom de er antidemokratiske og racistiske, og hvis der endda bliver stillet dem økonomiske midler til rådighed fra statens side, så er man nødt til at spørge sig, hvem infiltrerer så hvem? Retfærdiggør interessen i at beskytte sine kilder, at forfatningsbeskyttelsen dækker over forbrydelser?
Hullet i Celle
Et eksempel på, hvordan efterretningsaktiviteter kan gennemføres uafhængigt fra statsligt opsyn, var “hullet i Celle.”
Forfatningsbeskyttelsen i Nedersaksen arrangerede ved denne “aktion ildtrylleri” et sprængstofangreb på et fængsel for at vinde tilliden hos en nazistisk fængselsindsat, som var nyttig for dem.
Hvem skulle i lyset af sådanne praktikker gøre en forskel mellem ægte og iscenesat terrorisme? Hvad angår forfatningsbeskyttelsens offentlig kendte præstationer, så har den kendte kritiker af efterretningsvirksomhed, Rolf Gössner, påvist, at denne virksomhed ikke kan forenes med retsstatslige principper. Ydermere er den til skade for frihed og demokrati.
Det er på tide, at vi ikke accepterer sådanne tjenester fra den kolde krig som en normalitet.
Fra det tyske socialistiske magasin www.marx21.de
Oversættelse: Stefan Godau
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed