Socialistisk Arbejderavis
Nr. 317 – 13. februar 2012 – side 15
Politiets Facebook-søgninger er et angreb på demokratiet
Charlie Lywood
Politiets brug af information fra Facebook om Cop15-demonstranterne blev heldigvis underkendt som bevismateriale både i By- og Landsretten. Alligevel mener anklagemyndighederne (som jo også er politiet), at de har hjemmel til fremover at undersøge folk via Facebook.
”Vi er tilfredse med, at Landsretten anerkender, at det er relevant at føre bevis om de frihedsberøvedes fortid. Dermed er det ikke retssikkerhedsmæssigt betænkeligt eller på andre måder dubiøst, men derimod principielt relevant, om man er en kendt uromager”, siger kammeradvokat Sune Fugleholm til dagbladet Politiken. Det er sandsynligvis at stramme den.
Men desværre for retssikkerheden og vores privatlivs fred har hverken Byretten eller Landsretten gjort politiets Facebook-søgning ulovlig, men alene forholdt sig til, om oplysningerne var irrelevante for erstatningskrav for uberettiget anholdelse og dermed afvist oplysninger i sagen.
Der verserer en sag ved Datatilsynet, men det er interessant at dvæle med politiets argumentation.
De mener, at man ved at indsamle disse oplysninger, kan danne et billede af folk som ”ballademagere” og dermed gøre det legitimt at gribe til præventive anholdelser, som ved Cop15.
Ideen synes at være, at hvis man kan tegne et billede af aktive folk på venstrefløjen som ”professionelle ballademagere” i politiets terminologi, så burde det være nok til, at retten siger god for at arrestere folk, inden de har fortaget noget ulovligt.
Men hele det tankesæt er udemokratisk og viser, at den såkaldte ”lømmel-paragraf” bygger på gyngende grund i en retsstat. Hvordan kan man være ”skyldig” på forhånd? Det er det, som præventive anholdelser faktisk handler om.
Det er selvfølgelige udmærket, at der findes et efterretningsvæsen, som kan opsnappe mulige ugerninger, som sætter menneskers liv på spil og derigennem kan afsløre planer om at dræbe andre mennesker eller røve banker. Efterfølgende må en retssag afsløre, om politiets beviser kan holde.
Men brugt overfor tusindvis af demonstranter bliver det i virkeligheden blot til et politisk våben, for at forhindre helt lovlige aktiviteter.
I praksis har det vist sig at være umuligt at løfte bevisbyrden om, at disse 944 specifikke demonstranter havde til hensigt at foretage lovovertrædelser. Alene af den grund, at hovedparten af de tilbageholdte ingenting havde med den såkaldte ”sort blok” at gøre. Politiet havde åbenbart skidt i nælderne.
Selv forklarer de det således: »Det er korrekt, at det var den sorte blok, som politiet havde besluttet at frihedsberøve. Men alle 944 var til konkret og nærliggende fare den dag, og i den anledning og i den sammenhæng ... blev de alle sammen defineret som sort blok«, sagde kammeradvokat Sune Fugleholm dengang. Derfor greb politiet efter strå for at forklare hvorfor knibtang- og ”futtog”-aktionen var nødvendigt.
Her kommer Facebook-søgning ind i billedet. Kunne man sværte folk til, havde man måske en mulighed for at løfte en bevisbyrde, man faktisk manglede. Det svarer til, at en forsvarsadvokat i en voldtægtssag forsøger at forsvare sin klient ved at undersøge ofrets Facebook-profil, for at finde eksempler på et letlevende liv.
Som professor i straffeproces Eva Smith siger, ”Det er jo ikke rimeligt, at ens liv bliver endevendt, fordi man klager over politiet over en uberettiget anholdelse – og i øvrigt får erstatning. Det er et angreb på demokratiet.”
Jo hurtigere ”lømmel-paragraffen” bliver afskaffet, jo bedre.
Charlie Lywood er kriminolog
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe