Socialistisk Arbejderavis

Nr. 318 – 16. marts 2012 – side 2

EU er de riges klub – nej til finanspagten

Hans Erik Madsen

De 27 stater i EU repræsenterer verdens største økonomi med et BNP på 14 trillioner dollars og en befolkning på 490 millioner. Desuden rummer de 17 stater i euro-zonen tre af ud af EU’s fire største økonomier: Tyskland, Frankrig og Italien.

Krisen har spredt sig fra Grækenland til Italien, eurozonens tredje største økonomi. En genopretning af den italienske økonomi kræver enorme summer, og et frontalangreb på den italienske arbejderklasse. Italien repræsenterer 16,5 % af eurozonens BNP, Grækenland kun 2.3%.

Disse tal understreger betydningen af krisen i Euro-zonen, og hermed hvad der står på spil.

EU og Den Monetære Union (EMU) blev oprettet for at forsvare de store banker og virksomheders interesser, samt de store landes interesser (Tyskland og Frankrig) på bekostning af de mindre lande (Grækenland, Spanien, Portugal mv.). Med Finanspagten vil magtrelationen mellem center og periferi blive yderligere forstærket.

Borgerskabets strategi

Fra vedtagelsen af det indre marked (1992), Maastricht Aftalen (1993), Stabilitets- og Vækstpakten (1997) til introduktionen af Euroen(1999) tegner der sig tre tendenser.

For det første, udviklingen af et større marked for virksomhederne til forøgelse af deres ekspansion og profit.

For det andet, oprettelsen af en regulerings- og kontrolmekanisme, som kan diktere landenes økonomiske politik, og afstraffe dem, hvis de ikke følger diktatet.

Og for det tredje, en centralisering af magten, tilsidesættelse af de nationale regeringers indflydelse, og hermed en udhuling af befolkningernes demokratiske indflydelse.

Formålet er at tvinge en nyliberal økonomisk politik igennem ved at skære i de offentlige udgifter og lønninger – uanset hvad befolkningerne mener. Og pga. euroen som fælles valuta, afskrives muligheden for at devaluere, som et led i at øge konkurrenceevnen.

Arbejderne betaler

Borgerskabets strategiske angreb på arbejderklassens levevilkår har medført store forskelle i de forskellige landes konkurrenceevne, og splittet eurozonen op i et center (især Tyskland) og en periferi (Spanien, Portugal, Irland og Grækenland).

Tyskland har helt suverænt vundet de sidste 20 års kapløb om konkurrenceevnen, fordi det tyske borgerskab i langt højere grad end landene i periferien har haft succes med at sænke deres arbejderklasses levevilkår, og ikke mindst lønninger, som har stået stille i mange år.

Det akkumulerede overskud i Tyskland svarer nogenlunde til det akkumulerede underskud i periferilandene. Altså udbytning og ren imperialisme mellem center og periferi.

De såkaldte redningspakker er en øjenåbner i forhold til, hvem der er griske, og hvem der betaler deres gilde, og hermed også hvem de tyske arbejdere skal rette deres vrede imod, nemlig deres egne politikere, deres egne bosser, deres egne banker etc.

’Redningspakkernes’ reelle indhold er ren imperialisme, som er meget dyre lånepakker, som ’gives’ til periferilandene for at redde de store banker i centrene. Og der stilles krav til hvem der skal betale og hvordan, nemlig til arbejderklassen i periferilandene, som tvinges til at gå ned i løn, pension, acceptere privatiseringer, massefyringer osv.

Nej til gældsbetaling – exit fra euroen

Svaret på EU borgerskabets offensiv er kamp og modstand i de enkelte lande fra arbejderklassens side.

Modstanden er til stede i periferien – i Grækenland, i Spanien, i Portugal. I Grækenland er modstanden under konstant udvikling, og flere og flere bakker op om ’at nægte at acceptere redningspakken’ og betale gælden. Det kan udvikle sig til en statsbankerot, en græsk exit til euroen, og en skærpelse af den politiske krise.

Men hvem der kommer i knibe og bliver slået ud – bankerne og de rige investorer eller arbejdere og pensionister – ja, det vil blive afgjort i klassekampen. Den græske arbejderklasse har efterhånden alt at vinde – for ’alternativet’ er massive nedskæringer, fyringer og fattigdom som følger af redningspakken og krisens hidtidige effekter.

Som socialister er vi ikke i tvivl om, at den eneste løsning, som kan betyde et bedre liv for det store flertal i Grækenland er, at der siges NEJ til redningspakken og tilbagebetaling af gæld; at bankerne og virksomhederne må under arbejderkontrol, at omfordeling mellem rig og fattig må sættes i gang osv.

En sådan udvikling i Grækenland vil uden tvivl kunne inspirere arbejdere i hele Europa til at gøre det samme!