Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 318 – 16. marts 2012 – side 6

Kapitalisme vs. Demokrati

John Molyneux

Henimod slutningen af sidste år blev uvalgte ”teknokrater” indsat ved magten både i Grækenland og Italien. John Molyneux argumenterer for at mens kapitalismen kom til med store krav om universel frihed, var det nødvendigt at kæmpe for enhver udvidelse af demokratiet – og de er aldrig helt i sikkerhed.

I det 21. århundrede forkynder alle politikere, næsten uden undtagelse, deres forpligtelse over for demokratiet. Dette gælder ikke kun for typer som Obama, Sarkozy, Merkel og Cameron, men også Nick Griffin fra det fascistiske British National Party. Selv de mest åbenlyst anti-demokratiske politiske kræfter og organisationer siger, de tror på demokratiet. Så de svenske fascister kalder sig Sverigesdemokraterne, mens Mubaraks parti i Ægypten hed Det Nationale Demokratiske Parti.

Dette viser hvilken ideologisk magt begrebet demokrati har i den moderne verden. Sammen med ”frihed” blev det anvendt – støttet af akademikere og medier – som den centrale retfærdiggørelse for ”Vesten” i den kolde krig. Hovedsplittelsen i verden, påstod man, var imellem det frie Vest baseret på pluralistisk demokrati og det kommunistiske Østs totalitarisme. Faktisk argumenterede mange intellektuelle forsvarer for systemet – som Milton Freidman og Friedrich Hayek – for, at der var en iboende og nødvendig sammenhæng mellem kapitalisme og demokrati.

På et dybere niveau viser de allestedsnærværende erklæringer om demokrati også den potentielle magt som folket i den moderne verden har – en magt som er vokset enormt med den globale vækst i byernes arbejderklasse – og de viser også vores magthaveres frygt for den magt. For at styre folket må man styre ”i folkets navn”.

Hvad politikerne rent faktisk gør, som modsætning til hvad de siger, er en anden sag. Den 1. november fremlagde George Papandreou, den græske præsident, sin plan om at holde en folkeafstemning om ”redningspakken” (dvs. det brutale nedskæringsprogram) forhandlet på plads med den Europæiske Central Bank (ECB) og IMF. ”Markedet” (dvs. kapitalisterne), medierne, Merkel, Sarkozy osv. reagerede med absolut vrede over selve tanken om at lade folk stemme om sådan noget. Papandreou blev tilkaldt og fortalt i utvetydige vendinger at dette ikke kunne tillades.

To dage senere blev ideen om folkeafstemning trukket tilbage, og en uge senere blev Papandreou erstattet med den uvalgte Lucas Papademos. Medierne kalder Papademos en ”teknokrat”, men som de fleste af de begreber der bliver brugt under krisen, er det et begreb beregnet til at sløre. Papademos er en bankmand. Han var direktør i Grækenlands Nationalbank fra 1994 til 2002, og vicepræsident i den Europæiske Central Bank fra 2002 til 2010.

Så, i takt med at den italienske gældskrise blev værre, trak Silvio Berlusconi sig og blev erstattet med en anden uvalgt ”teknokrat”: Mario Monti. Monti er en akademisk økonom, Europa-Kommisær og international rådgiver for Goldman Sachs og Coca-Cola. Han blev udnævnt til ”senator for livet” af den italienske præsident den 9. november, og en uge senere blev han taget i ed som præsident i spidsen for en ”national enheds-regering” bestående af bankfolk og forretningsmænd.

I begge tilfælde – i en situation med ekstrem økonomisk krise – blev folkets demokratiske ”ret” til at vælge deres regering altså simpelthen tilsidesat for at sikre en hurtig iværksættelse af de internationale bankfolks nedskæringskrav. Krav så vidtgående at enhver politiker som er under pres for rent faktisk at blive valgt måske vægrer sig ved at gennemføre dem. Som en tilføjelse: mens jeg skriver dette, kræver Sarkozy og Merkel nu ændringer i Lissabon-Traktaten for at sikre tættere finanspolitisk integration og strammere budget-disciplin over alle EU-stater. I praksis betyder det endnu mere udhulning af de demokratisk valgte regeringers magt.

Så hvad er den virkelige sammenhæng mellem kapitalisme og demokrati? Det er brugbart at sætte det i et historisk perspektiv.

Historien

Historisk set var der en vis sammenhæng mellem kapitalismens opståen og det moderne demokratis opståen, men den er meget mere begrænset end det ofte påstås eller antydes.

Under feudalismen var borgerskabet underordnet det feudale aristokrati. Selvom det var en minoritet, var borgerskabet allerede en udbyttende klasse og var tvunget til – i sin kamp efter magten – at fremstille sig selv som hele samfundets repræsentant. Som Friedrich Engels udtrykte det i Socialismens udvikling fra utopi til videnskab: ”Men ved siden af modsætningen mellem feudaladelen og borgerskabet, der optrådte som repræsentant for hele det øvrige samfund, bestod den almene modsætning mellem udbyttere og udbyttede, mellem rige lediggængere og arbejdende fattige. Det var jo netop denne omstændighed, som gjorde det muligt for bourgeoisiets talsmænd at træde frem som talsmænd for hele den lidende menneskehed og ikke for en særlig klasse.”

Til dette formål specialiserede borgerskabet sig i abstrakte rettigheds-erklæringer. Lige fra Lov Over Rettigheder i England i 1689, til den Amerikanske Uafhængighedserklæring i 1776 med dens ”alle mennesker er skabt lige, og at de af deres Skaber har fået visse umistelige rettigheder, heriblandt retten til liv, frihed og stræben efter lykke.”, og dens efterfølgende Lov Over Rettigheder, den franske revolution med dens skrig om ”frihed, lighed og broderskab” og dens Erklæring om Menneskets og Borgeres Rettigheder.

Derudover var der en tendens til at borgerskabets opståen og de borgerlige revolutioner var forbundet med kampen for parlamentarisk styre i modsætning til forskellige former for konge- eller eneherskermagt. Derfor den rolle som generalstaterne i den hollandske republik spillede i oprøret i det 16. århundrede, krigen mellem parlamentet og kongen i den engelske revolution i 1642, og den rolle som stænderforsamlingen og nationalforsamlingen spillede i den franske revolution.

I praksis viste forpligtelsen over for det ”menneskelige” eller ”universelle” sig dog altid at indeholde store undtagelser og flere smuthuller, og at være langt fra rent faktisk ”universel”. Eksemplerne med katolikkerne i Lov Over Rettigheder fra 1689 og sorte slaver i den amerikanske revolution er klassiske, og så gjaldt rettighederne selvfølgelig ikke for kvinder. På samme måde blev ingen menneske- eller politiske rettigheder tildelt indfødte eller oprindelige folk (uanset deres farve) under kolonialismens rædsler, hvorimod ”ejendomsretten” altid blev beskrevet som en af de mest hellige rettigheder af dem alle. Borgerskabets entusiasme for parlamentarisk styre blev heller aldrig udvidet til universel stemmeret.

I Putney Debatterne fra 1647 hævdede Henry Ireton (som talte for Oliver Cromwell (hovedfiguren bag den engelske borgerlige revolution i 1640'erne) i opposition til Rainsborough fra det radikale Levellers): ”Jeg tror at intet menneske har ret til at have del i at ordne kongerigets affærer, og i at beslutte eller vælge hvem som skal bestemme hvilke love vi skal styres af her – intet menneske har retten til dette, som ikke har en permanent bundet interesse i dette kongerige...”.

Med ”permanent bundet interesse” mente Ireton ejerskab af ejendom, specifikt land. Hans argument var at de ejendomsløse ikke kunne få lov at stemme, eftersom de uden tvivl ville bruge stemmeretten for at stoppe ejendommens styre, hvilket naturligvis var udelukket. Denne modstand mod den universelle stemmeret (dvs. stemmeret til arbejderklassen) forblev borgerskabets holdning i England og internationalt i hvert fald indtil slutningen af det 19. århundrede.

”Universel stemmeret”, skrev 1800-tals Whig historikeren Lord Macaulay, ”ville være altødelæggende for alle de formål for hvilke regeringsførelse eksisterer” og er ”fuldstændigt uforeneligt med civilisationens eksistens”. Selv liberalismens store filosof John Stuart Mill var modstander af lige stemmeret i sin Betragtninger om den repræsentative styreform af frygt for arbejderklasse-flertal.

Det blev derfor op til arbejderklassen selv at kæmpe for dens ret til at stemme, og det blev en lang kamp, gennem mange betydningsfulde kampe så som Peterloo Massakren i 1819, den store Chartistiske kampagne fra 1838 til 1859, revolutionerne i 1848, Pariser-kommunen i 1871, den belgiske generalstrejke i 1893, kampagnerne for kvinder og USAs borgerrettighedsbevægelse i 1950'erne og 60'erne.

Ikke så universel stemmeret

I en artikel trykt i New Left Review i 1977, ”Kapitalens styre og demokratiets opståen”, viste Goran Therborn at ingen af de 17 ledende kapitalistiske lande havde opnået helt universel stemmeret i 1900. Australien kom først i 1903, efterfulgt af New Zealand i 1907. Hovedperioden for indførelse af noget der nærmede sig universel stemmeret (der er mange specifikke undtagelser som kvinder under 30 i England der ikke fik stemmeret indtil 1928) var 1917-20. Dette var tilfældet i Østrig (1918), Canada (1920), Finland (1919), Tyskland (1919), Sverige (1918) og England (1918).

Med andre ord: groft sagt blev stemmeretten vundet af arbejderklassen som et bi-produkt af den revolutionære bølge der skyllede hen over Europa ved slutningen af 1. verdenskrig.

Stemmeretten ses ofte som demokratiets kendetegn, men har kun mening under rimeligt frie og ”ikke-manipulerede” valg til et suverænt parlament, ikke den slags valg som jævnligt blev holdt i Mubaraks Ægypten, eller til den slags regering som var underlagt kejseren i Tyskland indtil den tyske revolution i 1918.

Stemmeretten er derfor del af en pakke af demokratiske rettigheder, såsom ytringsfrihed, pressefrihed, forsamlingsfrihed, frihed til at organisere sig i fagforeninger og retten til at strejke og protestere, lighed for loven osv. Tilsammen udgør det hvad der normalt betragtes som demokrati i dag. Ligesom med stemmeretten, krævede det lange kampe for arbejderklassen at vinde disse rettigheder. De skulle kæmpes for og genkæmpes for ved utallige lejligheder, lige fra Tolpuddle martyrerne i 1834, til kampen mod Bismarcks anti-socialistiske love i Tyskland i det sidste af det 19. århundrede, til modstanden mod fascisme i mange lande, men også alle de mindre kampe om politiske, faglige og juridiske rettigheder, som foregår hver dag.

I hovedtræk, med alle de mange undtagelser og forbehold (som fx Kina og meget af Mellemøsten), udgør kampene der blev vundet et ustabilt kompromis i den fortsatte klassekamp.

På den ene side er de virkelige sejre vristet fra en modstræbende kapitalistklasse som skal fejres og forsvares. På den anden side afspejler de en forståelse som den herskende klasse internationalt gradvist har nået om at – under visse omstændigheder såsom et minimum af social stabilitet – de selv og kapitalismen sædvanligvis kan leve med ”demokrati”, og at de ejendomsløse i modsætning til deres frygt kan fås til ikke at stemme for at ulovliggøre privat ejendom.

Det borgerlige demokratis natur

Den bogstavelige betydning af demokrati er folkestyre, men det borgerlige demokrati leverer aldrig folkestyre, selv når det er i sin reneste og mest udviklede form. I virkeligheden er det altid ”borgerskabets diktatur” som Marx sagde.

Der er mange grunde til dette. Selv det mest demokratisk valgte parlament og regering ejer eller kontrollerer ikke de vigtigste produktionsmidler eller koncentrationerne af rigdom i samfundet, de forbliver i hænderne på uvalgte kapitalister som handler i overensstemmelse med lovene for den kapitalistiske konkurrence.

Derfor styrer valgte regeringer generelt helt inden for de grænser som er foreskrevet og acceptable for borgerskabet (”markedet”, virksomheder osv.), og selv modstræbende regeringer kan næsten altid bringes til at føje kravene med investeringsstrejker, kapitalflugt, spekulative angreb på den nationale møntfod osv.

For det andet eksisterer den valgte regering som en del af og ved siden af med en statsmaskine (væbnede styrker, politi, dommere, embedsmandsværket osv.) som er uvalgt, strengt hierarkisk opbygget og bundet af tusinde bånd – sociale, økonomiske, historiske og ideologiske – til borgerskabets interesser.

Som ejer af den afgørende koncentration af fysisk magt i samfundet har staten de praktiske redskaber til gennemførelsen af regeringens politik, såvel som evnen til at udøve en massiv indflydelse på den politik og om nødvendigt erstatte regeringen (fx statskuppet i Chile i 1973).

For det tredje er de herskende idéer i samfundet den hersende klasses ideer som Marx sagde. Hele den politiske proces er rammet ind i kapitalistisk ideologiske antagelser – først og fremmest antagelsen om at de kapitalistiske produktionsforhold og prioriteringen af profit er naturlige og uforanderlige. Disse antagelser oversættes så til specifik politik og holdninger (nødvendigheden af nedskæringer, uansvarligheden ved at strejke osv.) af de kapitalist- og statskontrollerede medier. Derudover betyder den massive ulighed mellem kapitalisterne og arbejderklassen at i den politiske kamp, inklusive valg, indgår repræsentanterne og partierne for de to klasser med meget ulige midler.

Som tilføjelse betyder fremmedgørelsen, udbytningen og undertrykkelsen som er hverdag under kapitalismen at under normale omstændigheder er en betragtelig del af arbejderklassen og de fattige så nedslidte og føler sig så udelukkede fra samfundet at de ikke har tid til politik og ikke har nogen interesse for det. Sofa-vælgere er meget mere normale i bunden af samfundet end i toppen.

Som det sidste: borgerlige demokratiske valg og valgsystemer afbøder – uanset deres udformning – mod virkeligt demokrati fordi vælgerne stemmer som enkeltindivider engang hvert fjerde eller femte år i store geografiske områder på folk som de ikke kan stille til regnskab eller huske, og som løftes til en økonomisk og social stilling højt over den gennemsnitlige arbejderklasse-vælger. Derfor er det ekstremt nemt for disse repræsentanter at blive korrumperede og løbe fra deres valgløfter mere eller mindre diskret.

Men hvis disse faktorer gør parlamentarisk demokrati til en facade som slører kapitalens magt, må det også understreges, at borgerskabet på ingen måde er ubetinget forpligtet til at opretholde selv denne facade, som det har vist sig igen og igen af erfaringerne med fascismen i Italien, Tyskland, Spanien og Portugal eller af den græske militærjunta (1967-1974) og ved utallige vestligt støttede diktaturer i Latinamerika, Mellemøsten og andre steder.

Klassekompromis

Dette er fordi borgerligt demokrati er et kompromis mellem klasserne, en indrømmelse vundet fra borgerskabet. Den indeholder ”rettigheder” og fremgangsmåder der – som nævnt ovenover – på ingen måde sætter en stopper for borgerskabets styre, men dog begrænser det og gør arbejderklassen og andre folkelige kræfter i stand til at organisere imod det. Vores magthavere vil ikke tage let på beslutningen om at ødelægge demokratiet. De er godt klar over fordelene ved at styre ”ved samarbejde” og den legitimitet den demokratiske maske giver, og over de alvorlige farer der er ved at forsøge at indføre åbent diktatur eller fascisme.

De vil kun slå ind ad den sti, når de bliver drevet af en kombination af økonomisk nødvendighed, politisk frygt og overbevisningen om at de kan slippe af sted med det. Det er meget muligt at alvorlige taktiske og strategiske splittelser ville opstå omkring dette spørgsmål før den herskende klasse ville samle sig om en fascistisk eller anti-demokratisk løsning.

Så hvor står vi nu? Som læsere af Socialist Review ved vi, at kapitalismen er midt i en alvorlig global krise som skaber flere økonomiske, sociale og politiske spændinger – inklusive krisen i Euro-zonen og betydelig folkelig modstand som fx Occupy-bevægelsen i USA, de spanske ”indignados”, de engelske demonstrationer og strejker den 30. juni og 30. november, og der hvor kampen er på sit højeste niveau – bortset fra det arabiske forår – de fortsatte strejker, demonstrationer og optøjer i Grækenland.

I denne sammenhæng er indsættelsen af Papademos og Montis regeringer i Grækenland og Italien en alvorlig udvikling. Det markerer et betydeligt anti-demokratisk skridt i den konstant ændrede balance af modstridende kræfter der udgør den borgerlige demokratiske ordning. Det bør også ses i sammenhæng med den øgede politi-undertrykkelse mod demonstranter og protesterende og de hævngerrige domme som har været tydelige i England, sammen med de koordinerede politi-angreb mod besættelserne i USA.

I sig selv antyder denne udvikling ikke en afgørende opgivelse af demokratiet af den slags der vil involvere ulovliggørelse af fagforeninger, politisk organisering, strejker og protester, stoppe retten til at stemme eller opløse parlamentet. Dog bør de ses som en alvorlig advarsel om hvad den 1 % vil være forberedt på at gøre, uden tøven, hvis de bliver nødt til det. De bør også ses som en understregning af den gamle lære om, at mens vi ingen illusioner har i et borgerligt demokrati og arbejder for at det skal erstattes med et langt mere udviklet demokrati med arbejderråd, må vi også forsvare alle de demokratiske fremskridt vundet af arbejderklassens kamp i fortiden.

Oversat af Christine Bergen fra Socialist Review nr. 365, januar 2012.
I den trykte avis er der bragt en forkortet udgave.

Flere artikler fra nr. 318

Flere numre fra 2012

Se flere artikler om emnet:
Demokrati

Se flere artikler af forfatter:
John Molyneux

Siden er vist 1733 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside