Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 319 – 26. april 2012 – side 5

Modstandsbevægelsen i Grækenland

Udfordringer og alternativer

Lina Filopoulou

Den økonomiske krise har rystet verden. Den har ført til, at den herskende klasses politikere var tvunget til at redde banker og spekulanter med milliardbeløb. Dette har fremtvunget en såkaldt “gældskrise”.

Grækenlands økonomi står i centrum for den i Eurozonen og er allerede ved at gennemføre skarpe besparelser, som vil have alvorlige langtidskonsekvenser for samfundet, og som vil mindske sandsynligheden for at gælden nogensinde kan tilbagebetales, hvilket vil gøre gældsstiftelsen endnu mere ubetalelig.

Selv hvis man antager, at alt går godt (og der er ikke meget, der tyder på det), så vil gælden stadigvæk være 120% af BNP i 2020, det samme var tallet i maj 2010, da Grækenland modtog sit første lån fra ECB og IMF.

Lånet var knyttet til at regeringen skulle gennemføre strenge besparelser og dybdegående strukturreformer af den græske økonomi (kendt som Memorandum), som indebar at lønningerne blev sænket og faglige og sociale rettigheder blev underkendt. Alt dette tyder på, at krisen i Grækenland er af grundlæggende historiske dimensioner, og kommer til at have langvarige konsekvenser.

Der blev varslet endnu flere afskedigelser i den offentlige sektor og kollektive overenskomster blev simpelthen afskaffet. I de sidste to år, er der blevet skåret kraftigt ned i lønninger og pensioner, skatterne steg, de offentlige udgifter er blevet reduceret og næste mål er de offentlige sundheds-og uddannelsesbudgetter.

De sidste to års nedskæringer har mere end halveret de gennemsnitlige indkomster, mens græske banker fik millioner for at blive holdt i live, og de store koncerner betaler mindre og mindre i skat. Ydermere blev der varslet et privatiseringsprogram, som skal indbringe 50 mia. euro. Denne sociale uretfærdig har affødt nye modstandsformer. Erfaringerne fra Grækenland som det svageste land i Eurozonen er meget vigtige.

I starten tog modstanden en traditionel form; dusinvis af generalstrejker blev indkaldt af ledelsen af de store bureaukratiske fagforbund. Kulminationen på dette var en massedemonstration den 5 maj 2010, som var den største i årevis, og som vendte sig mod regeringens planer om at skære ned i de offentlige udgifter og forhøje skatterne.

Desværre havde disse generalstrejker den begrænsning, at de blot var en afløbsventil for befolkningens frustrationer og vrede, da de manglede både politisk lederskab og en plan til at vælte regeringen.

Vi indtrådte i en ny fase af bevægelsen, da det stod klart, at de traditionelle kampformer ikke viste sig tilstrækkelige, fordi den sociale konsensus mellem fagbevægelsen og kapitalen systematisk blev saboteret. Den græske “Indignados”-bevægelse var født. Det var en ny reaktion, og et udtryk for folkets vrede og indignation, og den markerede et vendepunkt fra økonomisk kamp til politisk kamp.

“Indignados”-bevægelsen var direkte forbundet til landets dybe økonomiske krise og den hårde nedskæringspolitik, og den gennemrystede Grækenland i næsten tre måneder. Uden støtte fra et politisk parti eller fagforening lykkedes det bevægelsen at få opbakning af mange flere end forventet. Den havde tre hovedkrav:
1) at afvise at betale gælden, som folket ikke har skabt
2) at vælte regeringen, som har accepteret ECB´s vilkår for lånet i det såkaldte “Memorandum” (hårde besparelser, lønfald og andre “reformer”), og
3) ægte demokrati nu. Dette blev også markeret af to vigtige begivenheder: generalstrejken den 15. juni og den 28.+29.juni.

Fra efterår 2011 til Papandreou-regeringens fald gennemgik bevægelsen en ny forandring. De politiske strejker fortsatte, kombineret med massiv civil ulydighed, og udfordrede den ved politiet repræsenterede stat, som forsøgte at stoppe protesten.

Under den største demonstration mod “memorandum” den 19. oktober var der et klart politisk krav: den var en strejke mod regeringen med det klare mål at vælte den. Ti dage senere, var der protester i hele landet mod militærparaden, der bragte den politiske kamp mod regimet til kogepunktet, og førte til Papandreou-regeringens sammenbrud.

Oprøret antog forskellige former. I hele landet kastede folk yoghurt mod parlamentsmedlemmer som tegn på protest, og for at demonstrere deres vrede og fortvivlelse. I Athen, viste folket deres magt ved at store grupper af borgere udholdt flere slagsmål med politiet og genindtog Syntagma-pladsen igen og igen over 48 timer i juni.

Den store demonstration den 19. oktober og protesterne på paraden den 28. oktober viste igen, at det græske samfund var parat til at kæmpe og afvise regeringen og dens planer. Selvom den græske “Indignados”-bevægelse ikke lykkedes med at vælte regeringen og deres budgetplaner, så havde den alligevel en stor virkning på den politiske situation og lagde grunden til protestbevægelsens næste skridt.

Da krisen blev dybere og folk kunne mærke nedskæringsplanerne på egen krop, nægtede et stort antal at betale den gæld, som de ikke havde stiftet. Under slagordet “Vi vil ikke betale” har denne bevægelse nægtet at betale motorvejsafgifter, billetafgifter og el – regninger, som ville inkludere en ny ejendomsskat og bankgæld.

En ny reaktion og udtryk for protestbevægelsen var folkeforsamlinger på pladserne og boligkvartererne i alle græske byer. Ved at benytte sig af en bredere politisk platform for at inkludere alle, der var villige til at kæmpe mod nedskæringspolitikken og reformerne, dikteret af EU-”troikaen” siden maj 2010, har disse folkeforsamlinger udvidede selv-organiseringen af befolkningens daglige liv. Dette er sket ved at skabe solidaritetsnetværk, at besætte offentlige bygninger og ved at etablere lokale, selvejede supermarkeder, sygehuse, pengeløs bytteøkonomi o.a.

Søndag, den 12. februar, samme dag, da regeringen indgik den anden “Memorandum”-aftale med “Troikaen”, som skulle sikre et nyt lån, fandt en masseforsamling på mere end 500.000 sted foran parlamentet og i de omkringliggende gader, for at vise deres modstand mod de nye sparetiltag. Politiet brugte tåregas og vold til at opløse forsamlingen. Medierne, der er altid på regeringens side, angreb de sociale ideer og modstandspraktikker og forsvarede brugen af statslig vold.

Alligevel kan man sige, at bag afbrændingerne var der en dybere proces i gang i samfundet, en langsom opbygning af en anderledes måde at leve på og en skabelse af social sammenhæng og gensidig støtte. Denne proces kan muligvis føre os til en alternativ vej, den kan føre os til at oprette institutioner af demokratisk modmagt i hvert kvarter. Denne søndag var faktisk dagen, da det græske folk ikke længere følte sig bange. Den økonomiske elite, de politiske partier og de støttende massemedier er bevidste om dette og prøver derfor at kriminalisere bevægelsen.

Det nye Memorandum og den nye aftale understreger skillelinjerne i det græske samfund: På den ene side findes kapitalen, den græske elite, de græske banker og erhvervsmænd, der spekulere og profiterede på de offentlige udgifter, og som sendte deres penge til Schweiziske banker; og på den anden side er arbejderne, migranter og de socialt udsatte, som skulle betale for en krise, de ikke har forårsaget.

Håndteringen af den græske krise bliver foretaget af et internationalt system, som forsvarer den græske storkapitals interesser. Derfor er det afgørende for dem, ikke kun at bekæmpe arbejderbevægelsen i Grækenland, men også i Portugal, Irland, Spanien etc. Den nye EU-finanspagt er bare en anden måde at forringe arbejdernes levevilkår på.

Den verdensomspændende solidaritetsbevægelse med Grækenland under parolen: “Vi er alle grækere” skaber håb og understreger, at det, der sker i Grækenland nu, hurtigt kan sprede sig til andre lande. Derfor er det vigtigt, at samarbejde på tværs af landegrænser.

Vi er nødt til at forstå, at solidaritet er et våben i vore hænder, som kan hjælpe os med at komme af med hele det mislykkede system. Kampagner mod bankpakkerne til Grækenland kunne være en konkret solidaritetshandling fra andre lande, da pengene ikke går til sociale behov, men i stedet til at redde bankerne og pleje gælden.

Et borgerdrevet initiativ, selv hvis det skulle føre til brud med EU og eurozone, fulgt op af offentlig kontrol af økonomien, socialisering af bankerne under arbejderkontrol, og omfordeling af værdierne igennem beskatning af de rige, er den eneste alternative vej for Grækenland, som fører mod et demokratisk samfund med social retfærdighed og lighed.

Lina Filopoulou er aktivist i et lokalt boligkvartersråd
Oversættelse: Stefan Godau
Kilde: Solidarity Greece Blogspot

Flere artikler fra nr. 319

Flere numre fra 2012

Se flere artikler af forfatter:
Lina Filopoulou

Siden er vist 1305 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside