Socialistisk Arbejderavis
Nr. 319 – 26. april 2012 – side 6
Hvem er overklassen?
Mærsk – rig på blod og statsstøtte
Jakob Nerup
Kongen, ikonet, myten. Mærsk har allerede få dage efter sin død fået status af legende. Medier og politikere hylder ham ukritisk, og kalder ham det største erhvervsikon Danmark har fostret. Men hvad gemmer der sig bag Mærsks bedrifter?
Det kan ikke betvivles, at han skabte Danmarks største virksomhed med en omsætning der udgør i omegnen af 15 % af det danske BNP. Det kan heller ikke betvivles, at det er verdens største containerrederi med en væsentlig global indflydelse på verdenshavene. Men hvordan er det kommet så vidt?
Er Mærsk en genial person med store leder-egenskaber som blot driver sin virksomhed dygtigt. Eller er det historien om en kynisk og opportunistisk udnyttelse af staten, politikerne og krigene. Hvor medierne svælger i den personlige ånd, synes jeg, at vi skal se på fakta.
Mærsk var ikke demokrat. Han handlede enevældigt i sit firma, hvor de som modsagde ham røg ud. Han praktiserede heller ikke sundt arbejdsmiljø, idet mange ansatte fortæller hvor mange timer og under hvor stort pres, de skal arbejde.
Mærsk var imod fagforeninger og de menige medarbejderes rettigheder. Både i Danmark og globalt forhindrede han overenskomster og faglig organisering, så længe myndighederne accepterede det. Fx har HK-ansatte på hovedkvarteret Esplanaden ingen overenskomst. I USA, Kina og Mellemamerika har Mærsk-firmaer bekæmpet fagforeninger med vold og undertrykkelse.
Er det en arbejdskultur som vi skal hylde? Forståeligt nok lovpriser de åbenlyst borgerlige medier som Berlingske og Børsen hans arbejdskultur.
Men hvorfor gør den socialdemokratiske statsminister det? Hvorfor siger vi det ikke som det er: Mærsk var en tyran som ville presse alt ud af sine ansatte for at forgylde sig selv og de andre aktionærer.
Mærsk var ikke et aktiv for den danske stat. Tværtimod var han og firmaet en kæmpe minusforretning. Det mest kendte er selvfølgelig den groteske aftale om Nordsøolien. Først fik Mærsks far lov til at hente olien op for 1 kr. og en latterlig lille skattebetaling.
Da aftalen skulle fornys forærede den borgerlige regering igen Nordsøolien til Mærsk, kun tilføjet en mindre stigning i de statslige afgifter. Endda med den klausul at Mærsks olie var beskyttet mod skattestigninger i 40 år.
Beregninger viser, at den danske stat er gået glip af hundrede af milliarder. Hvis vi i stedet havde gjort som Norge med et statsligt selskab, så ville vi ikke have et underskud!
Mærsk var også en ekstremt dårlig skattebetaler. Hvis man ser på skattebetalingen fra Mærsks virksomheder gennem årene, så er det enten 0-skat eller meget få procent af det samlede overskud som er endt i statskassen til fællesskabet.
De fleste skattekroner Mærsk har leveret er kommet via skat på Nordsøolien. Som andre multinationale virksomheder har Mærsk bedrevet en bevidst skatteunddragelse gennem internationale virksomheder og fonde.
Mærsk har altid understøttet de borgerlige partier i Folketinget. Naturligvis fordi de generelt støtter en erhvervs-venlig politik og hjælper danske multinationale på det globale marked. Men også fordi det giver direkte penge i kassen til Mærsk.
Da Mærsk for alvor skulle vokse sig stor på verdenshavene i 1980’erne skete det via statsstøtte. Først havde Mærsk kontanter fra olien som gav ham en konkurrencefordel. Dernæst fik han statsstøtte til et stort nybygningsprogram af containerskibe. Endelig fik han indført DIS (Dansk Internationalt Skibsregister) som dels sikrede skattefritagelse for de ansatte, dels tillod at danske matrosser blev udskiftet med filippinere til en tiendedel af lønnen. Jeg synes ikke, det er noget vi skal hylde.
Mærsk var meget dygtig til det globale spil. Specielt havde han næse for sammenhængen mellem krig og forretning. Mærsk vidste at den danske stat er alt for lille til at beskytte ham og hans virksomheder på et globalt marked. Derfor søgte han ly hos amerikanerne.
Først placerede han sig med store dele af skibene i amerikanske havne under 2. verdenskrig (mens hans far producerede maskingeværer for tyskerne hjemme i Danmark). Det sikrede ham både en næsten intakt flåde og store indtægter, som gav et forspring til konkurrenterne.
Mærsks næste store spil på krigen var lukrative militærkontrakter med den amerikanske hær, hvor hans skibe transporterede udstyr og var en del af beredskabet. Det fik et stort boost under de to golfkrige. Under den første golfkrig sendte han sine skibe afsted som transportstøtte til USA, mens Danmark ikke deltog offensivt. Det blev belønnet med større støtte på verdensmarkedet fra USA og flere militære kontrakter.
Under den sidste krig mod Saddam Hussein var Mærsk helt fremme i sine specialsyede sko fra London til 16.000 kr. Her transporterede han våben i stor stil.
Mærsks folk var de første danskere som satte fod på Iraks jord, og Mærsk indtog endda en stor havn, som han ville privatisere til fremtidig indtjening. Mærsk blev yderligere belønnet af amerikanerne og den danske regering, da hans skibe blev udnævnt til transportflåde til det store krigsflyverprojekt Joint Strike Figther, som Danmark har smidt milliarder af kroner i.
Hvor der er krig i verden og USA deltager, fx i Afghanistan, er det Mærsks containere som køres til baserne med forsyninger til tropperne.
Vi skal spørge os selv om, det er noget Danmark skal være stolte af? Er det en global profil som vi vil identificeres med? Jeg synes ikke, at krig er et godt brand.
Mærsk har bygget sit mausoleum. Det ligger lige overfor hans venner på Amalienborg og kaldes i daglig tale Operaen. Mærsk dikterede personligt placeringen og indretningen, og fik byggeriet igennem uden om alle demokratiske procedurer. Og udnyttede selvfølgelig det såkaldte milliard tilskud til et skattefradrag mere.
Operaen symboliserer hans magt og forbindelse til det royale. Og dronningen gav også Mærsk, som eneste ikke-statsoverhoved, elefantordenen. En orden han deler med Rumæniens afdøde diktator Caucescu og Bahrains konge.
Historien om Mærsk skal nok blive skrevet som ukritiske hyldester. Med afsæt i ovenstående vil jeg håbe, at der ikke kommer flere som Mærsk. Hans type er for dyre, for blodige og udemokratiske til mig.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed