Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 320 – 1. juni 2012 – side 7

Håb og grænser for en ’arbejderregering’

Hans Erik Madsen

Den politiske krise i græsk politik vokser dag for dag. 70 % af befolkningen stemte på partier, der er imod EU’s spare- og ’hjælpepakker’. Banen er kridtet op til at SYRIZA efter valget den 17. juni kan danne den første ’arbejderregering’ i moderne græsk historie.

Et skrækscenarie for den herskende klasse i Grækenland, som også ’bekymrer’ ’markedet’ og den herskende elite i EU (Reuter).

Arbejderregeringer opstår som en mulighed i situationer, hvor den økonomiske og politiske krise skaber klassepolarisering, hvor arbejderklassen bruger sin kollektive styrke, og gennem protester, strejker, fabriksbesættelser udfordrer den herskende klasse – økonomisk, politisk og ideologisk.

Lenin beskrev den situation således: ’Arbejderne vil ikke længere regeres på den gamle måde, og den herskende klasse kan ikke længere regere på den gamle måde’.

Og det billede er blevet tydeligere for hver dag der er gået siden PASOK dannede regering i 2009. 17 generalstrejker er blevet gennemført i de to år, og er vokset i omfang og radikalitet. Strejker mod fyringer, angreb på lønninger og pensioner er taget til. Og i det billede er det især opmuntrende og perspektivrigt, at modstanden er gået fra protester og enkelt dags strejker til tidsubegrænsede strejker og eksempler på arbejdernes overtagelse af virksomhederne.

Der har også været spektakulære protester i kernen af statsapparatets finansielle system, hvor staten i flere uger ikke havde kontrol over Finansministeriet, og hvor arbejderne blandt andet nægtede at udlevere analyser og data til EU’s 3 måneders ’servicetjek’ af græsk økonomi.

Stålarbejderne på en stor virksomhed uden for Athen har nu i over et halvt år været i fuld strejke mod fyringer, og stadige kampe mod strejkebrydere og politi. Og solidariteten med disse arbejdere fortsætter – i som udenfor Grækenland. Herhjemme er der samlet 178.000 kr. ind til dem.

Hvilken betydning har den storm af arbejdermodstand fra den græske arbejderklasse de sidste to år haft i forhold til hvilken rolle en kommende arbejderregering ledet af SYRIZA kan komme til at spille?

En hel masse, og her kan historien fra fx Frankrig i 1936 hjælpe os på vej.

Frankrig 1936

I maj 1936 vandt en koalition af venstrefløjspartier flertal i valget – efter en ’forhistorie’ som minder om de sidste to år i Grækenland, med økonomisk krise, omfattende modstand i arbejderklassen mod nedskæringer og fascisterne fremgang. ’Folkefrontsregeringen’ vandt på et moderat program, akkurat som en kommende Syriza-ledet regering ikke vil kræve, at den græske gæld skal slettes, men genforhandles. De vil altså ikke sige farvel til euroen eller bakke op om nationaliseringer af bankvæsen og store virksomheder under arbejderkontrol.

I 1936 ventede arbejderklassen ikke på dannelsen af folkefrontsregeringen eller deres opfordring til at afvente forhandlinger og reformprogrammer. Appellerne mødte døve øre. Maj måned blev præget af omfattende strejker, demonstrationer og en bølge af fabriksbesættelser. Stemningen i arbejderklassen var, at garantien for forandring måtte komme nedefra – fra deres egne strejke- og fabrikskomiteer. Arbejdsgiverne var skrækslagne, og satte sig til forhandlingsbordet og indfriede arbejdernes krav om 40 timers uge og betalt sommerferie.

Folkefrontsregeringens dannelse i ‘36 forstærkede den politiske krise og øgede arbejderklassens selvtillid og selvstændige organisering på fabriksgulvet. Klassepolariseringen tog til og betingelserne for en dobbeltmagtssituation udviklede sig. Den samme udvikling foregik parallelt i det revolutionære Spanien.

Arbejderregering i Grækenland

Perspektivet om en ’arbejderregering’ i Grækenland kan genåbne sådan en periode i dag.
Men helt afgørende for om det sker, og hvordan udviklingen vil forme sig er, hvordan arbejderklassens modstand og organisering udvikler sig.

Hvorfor kan det siges med stor sikkerhed?

Fordi den første og drivende faktor i en hver revolutionær proces er den forandringsproces, som skabes gennem arbejderklassens egen læreproces i de kampe og den organisering, som den udvikler. Arbejderklassen har potentialet til at tage den samfundsmæssige kontrol – politisk og økonomisk. Det er arbejderklassen som er det kit i dag, der får samfundet til at fungere, som skaber værdierne og produkterne.

Kapitalistklassen kan ikke selv gøre det. Arbejderklassen kan derimod sagtens undvære kapitalejere og finanskapitalen. Den er de mange, de har kvalifikationerne – det de ’mangler’ er bevidstheden om og selvtilliden til, at de selv kan organisere samfundet. Den bevidsthed og selvtillid kan de kun udvikle gennem kamp og egen organisering – gennem en revolution.

En revolution hvor de af nød og øget politisk bevidsthed begynder at tage kontrollen over samfundet. Og herfra kan der udvikles en dobbeltmagtssituation, hvor arbejderklassen begynder at opbygge sin egen organisering og ’statsmagt’ via en udvikling af strejkekomiteer, fabrikskomiteer og arbejderråd. Ud fra en simpel men fundamental nødvendighed af selv at overleve, selv at kunne sætte produktion og distribution i gang i en situation, hvor krise og kaos præger billedet.

Den anden lige så sikre faktor i en revolutionær proces er, at den herskende klasse ikke frivilligt overgiver magten i en situation, hvor parlamentet og regeringen enten ikke fører deres politik eller ikke har ideologisk hegemoni i samfundet – primært over arbejderklassen.

I en sådan situation vil den herskende at bruge den gamle statsmagts voldsapparat (militær og politi) og deres økonomiske og ideologiske magtapparat (lukning af virksomheder, lock-outs, brug af strejkebrydere, politi og militær, private militser og ideologiske skræmmekampagner fx gennem medierne) i et massivt angreb på arbejderklassens nye organisationer og arbejderkontrol. I den situation vil en nok så rød regerings magtesløshed udstilles. For staten er ikke neutralt apparat som en rød regering kan styre. Fx stemte omkring hver anden politimand i Athen på det fascistiske parti Gyldent Daggry.

Og så tilbage til spørgsmålet om en SYRIZA-ledet ’arbejderregerings’ rolle i et sådan perspektiv.
Selvfølgelig kan SYRIZA bevæge sig i en mere radikal socialistisk retning end i dag, hvor de er imod sparekrav og hjælpepakker, men kun lægger op til en genforhandling af hjælpepakken og gældsbetalingen, og ikke til en sletning af gælden, et brud med euroen og en nationalisering af banker og store virksomheder!

SYRIZA formulerer en klassisk venstrereformistisk politik – akkurat ligesom Folkefrontsregeringen i Frankrig i 1936 og Allende i 1973 i Chile. En politik som rummer en klar kritik af kapitalismen, men indenfor kapitalismens egen markedsøkonomiske rammer.

Hvis det lykkes for den herskende klasse i EU og Grækenland at integrere og ansvarliggøre en kommende arbejderregering i fortsættelsen af Finanspagtens sparepolitik og ideologi om, at krisen og gælden er grækernes egen skyld, og hermed at det er arbejderklassen som skal betale for krisen, så kan det føre til en desillusionering af arbejderklassen og hermed svække modstanden.

Helt afgørende er det derfor, at der med afsæt i arbejderklassens kampe og organisering udvikles antikapitalistiske svar på en kriseløsning, som peger på, at de rige selv må betale deres egen krise, at gælden skal slettes, og at banker og virksomheder skal under arbejderkontrol.

Den antikapitalistiske venstrefløj spiller allerede i dag en vigtig rolle i denne proces – i de daglige kampe og i den ideologiske og politiske diskussion og udvikling.

Flere artikler fra nr. 320

Flere numre fra 2012

Se flere artikler af forfatter:
Hans Erik Madsen

Siden er vist 1498 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside